Det er min holdning, at digte altid bør læses højt. Det er i højtlæsningen, at man mærker, om der er kvalitet i ordene, og om digtene formår at rumme det der ubeskrivelige, som rammer dig som læser. Brian Ørnbøls femte udgivelse digtsamlingen Diamanttandsstøv har naturligvis fået samme behandling. Nærværende anmelder har siddet, ligget, stået og gået, mens lyden af Ørnbøls digte har fyldt rummene. Og hvilken lyd! Det er ord, som smager af noget. Ord, som bliver hængende i luften. Ørnbøls samling af digte emmer af fylde og følelser.

Digtsamlingen er inddelt i otte dele, som ikke har fået overskrift. Du må selv prøve at skabe mening i den inddeling, som er givet, og i de gådefulde titler, som digtene har fået. Som læser bliver du kastet ud i en længere søgen efter forståelse, sammenhæng og mening. Se blot titlen Diamanttandsstøv, som allerede sætter hjernen på arbejde, før du overhovedet har åbnet digtsamlingen. Ligger der noget heri, eller er det blot et veldrejet smukt ord? Du åbner bogen og møder Ørnbøls hæsblæsende leg med ord, hvor livets for- og bagside bearbejdes. Her er plads til både de store, de små, de skæve, de herligt ligegyldige spørgsmål i livet.

I de første to dele har digtene en smuk sørgmodighed over sig. Ordene smyger sig lette rundt på siden og forsvinder som flygtige tanker. Det er en mere poetisk side af Ørnbøl end tidligere, som på den ene side er meget forfriskende men samtidig tenderer lidt ”piget” i sit udtryk af og til. Det skal ikke forstås som negativt, men det ligger længere væk fra den side af Ørnbøl, som vi hidtil har set i hans digte.

Den tredje del starter med digtet ”lort”, hvor den flabede poet er tilbage i samme stil, som Ørnbøl udviste i sin debutudgivelse Barberbladshologrammer. Her forener Ørnbøl det grimme og det smukke i små underfundige digte. Det er stemninger, som du kender, situationer, som du genkender og følelser, som du indeholder. Ørnbøls beundringsværdige evne til at vride ord og sætninger, så tanker om små og store ting i livet drysser ud på papiret, er også at finde i denne digtsamling. Nogle gange får man følelsen af, at Ørnbøl konstruerer sine særegne sammensatte ord, bare fordi han evner det, og ikke fordi ordene har en dybere mening. Det er her, at man mærker Ørnbøls forståelse for sprog og for ord, og det er her, at man som læser har muligheden for bare at nyde ordet – lyden, smagen, følelsen og magten i ordet.

Som i de tidligere udgivelser fornægter Ørnbøls private historie sig ikke i digtene. Det religiøse titter af og til frem, ligesom man har fornemmelsen af det personlige islæt i digtene. Når man udgiver så mange digte i en samling, kan det ikke undgås, at de ikke alle kan ramme netop dig. Sådan er det… også i Diamanttandsstøv. Men der er få ting så tilfredsstillende, som når et digt pludselig springer dig i øjnene og rammer dig, så du må læse det igen og igen og senere vende tilbage til det endnu en gang. Sådan en følelse er subjektiv, men digtene ”hoste” og ”de døde” skal fremhæves for at skabe eftertænksomhed samt et selverkendende træk på smilebåndet hos nærværende anmelder.

Ørnbøls ord efterlader en stemning, som bliver hængende i luften. Sørgmodig. Sorgløs. Konstaterende. Flabet. Vedkommende. Eftertænksom. Skøn!