Når man får Christian Bjoljahns (f. 1979) debutdigtsamling i hånden, står man med en bog uden en tydeligt markeret forside og bagside. Omslagets illustration, der minder om en nødudgang, begynder på bagsiden og glider over på forsiden. Bogens titel er ikke anført, og forfatterens navn kan kun med nød og næppe læses på bogryggen. På nødudgangens trappetrin er der påsat ordene typos, topos, tropos, som pressemeddelelsen oplyser om, er overskrifter på bogens tre dele. I selve bogen er overskrifterne derimod udeladt. Her er delene udelukkende markeret ved hjælp af henholdsvis 1, 2 og 3 sorte felter, der i deres udformning alluderer til illustrationens trin. Tegningen på omslaget er noget kladdeagtig, og skriften er gammeldags, hvilket synes at emme af en søgen efter enkelhed og autenticitet, og bogens papirkvalitet taler samme sprog: der er ingen unødig lir her.

I overensstemmelse med disse signaler beskæftiger Til dig sig med basale eksistentielle tematikker, ligesom en af bogens intentioner er at minimere distancen mellem forfatter og læser. Måske er det også pointen med forsidens udeladelse af titlen og nedtoningen af forfatteren, men i så fald synes det mig en lettere spidsfindig måde at markere det på, og dermed kan den dobbelthed, jeg føler over for bogen, samtidig være antydet. For nok synes jeg, at Bjoljahns samling har en sympatisk, dialogisk form og helt klart indeholder mange gode tekster, men bag om dens umiddelbart fordringsløse karakter, lurer der også noget, der på mig virker lidt spekulativt og ikke umiddelbart støtter den dialogiske, grænsenedbrydende intention.

Såvel forsideillustrationen som bogens udeladelse af forskelssættende digttitler og paginering peger på, at vi har at gøre med en fortløbende skrift, der bevæger sig ad forskellige trin. Der er tydelige sammenhænge mellem digtene, hvor det ikke kun er konkrete elementer, ord og temaer, der går igen. Nogle af teksterne synes direkte at fortsætte i de efterfølgende, hvilket f.eks. er tilfældet i forholdet mellem disse to fine tekststykker, der står på hver sin side:

Forlad dit hus forlad din mark brænd fødegården ned
kravl brak i blinde
du skal vide
du ikke ved det hele om det sted, du ender. At du ikke ender

End. I morgen er det meste tværet ud igen – en mulighed
forløs dig i forløsningen – æts vejen under dine fødder
hvis den allerede ligger der er den ikke din

Bjoljahn prioriterer skriftens kontrastvirkninger, sammenhæng og åbenhed frem for entydighed, afgrænsethed og lukkethed, og derfor er det også oplagt, at vandet og havet med dets flydende strøm er det foretrukne element i samlingen. Bogens karakter af en fremadskridende bevægelse er antydet, idet det første digt indeholder ordet ’start’, mens det sidste ord i bogen er ’løb’, hvilket på ny bringer omslagsillustrationen i erindring og samtidig peger på bogen som afsæt for endnu en bevægelse ud i et større, måske endda socialt felt. Undervejs spørges der desuden til, om man stadig lytter, og et sted står der, at man skal bladre. Digtsamlingen rækker unægtelig ud efter sin læser; spørgsmålet er blot, om denne føler sig virkeligt inkluderet, og netop dét er jeg som antydet ikke helt sikker på.

Også imellem bogens dele er der en form for forløb: 1. del, der er samlingens længste og fylder mere end de to sidste til sammen, synes at være en mere overordnet afsøgning af forholdet mellem jeg, du og omverden, fortid og fremtid, sammenhæng og grænseløshed. Passager herfra lyder: ”Hvem er du? / Hvor går grænsen / for det du er / og hvordan?”, ”Du er din datter og din far, en hvileløs familie /rejser forsvarsløst blandt mennesker og viser dig som mig” og ”Du er alle, du er ingen / et omrids skabt af dit ophav”. I 2. del bliver stemningen mere dyster; den forekommer at være skrevet over et brud mellem jeg og du, og i hvert fald er der en tydelig tabsbevidsthed og en løsrivelsesproces. I 3. del sker der endnu et skift, og mens jegformen dominerede i den 2. afdeling, går vi nu tilbage til duet, og imperativformen tager over. Denne afsluttende del er fremtidsrettet; den appellerer til handling og peger dermed væk fra den negative, dødvandslignende situation, som jeget oplevede i 2. del. I digtsamlingens slutning kommer der således en opfordring til at forlade det gamle, finde sine egne veje og påbegynde nye løb.

I pagt med samlingens fundamentale eksistentielle tematikker er digtenes rum også forholdsvis abstrakte. Der er ikke megen konkret, moderne storbyvirkelighed her, men primært naturelementer der knytter an til en nordlig udkantsgeografi med bl.a. indlandsis, finske skove og fjelde. Tilsvarende er digtenes sproglige udtryk på én gang fortættet og sammenhængsskabende. Digtene er præget af repetitive strukturer f.eks. i form af anaforer og andre gentagelsesfigurer, de dyrker linjebruddets åbning for meningens changeren, ligesom de flere steder synes at udvikle sig på baggrund af ordenes egen lydlighed. Det er f.eks. tilfældet i det følgende stykke: ”Flyt ind giv slip kast op og dir. Hejs din blafren absolut / på halv hagl ømhed skyl / dig strøm giv blod”. Også deloverskrifterne typos, topos, tropos nærmest vokser ud af hinanden, men ligesom det umiddelbart er svært at se, hvordan disse overskrifter konkret skal forbindes til de respektive afsnit, synes jeg, at det er et diskuterbart forhold ved samlingen, at den taler for åbenhed og frie udvekslinger, samtidig med at den i sit udtryk kan virke ret så ekskluderende og lukket. Det gælder også i forhold til bogens metaperspektiv, hvor Bjoljahn skriver i forlængelse af en række forskellige forfattere, hvis tekster mere eller mindre tydeligt fornemmes, men hvor denne mulighed for skriftens videre forgrening selvsagt er reserveret den indforståede læser.

Til trods for at Til dig har gode intentioner og fine tekster, der er sprogligt skarpe og vækker til eftertanke, er der derfor noget ved dens overordnede koncept, der ikke forekommer mig helt afstemt. Når forfatteren allerede i samlingens første digt fremhæver vigtigheden af, ”at der ikke kun er én /der ved hvad spillet gælder”, kunne man ganske enkelt ønske, at han gjorde noget mere for at tydeliggøre dette spils karakter for sin læser.