Tommy Heisz udgav i 2008 den dokumentariske beretning Måske i morgen, og Nætter i mol er hans første digtsamling. Nætter i mol synes at være en yderst passende titel til samlingen, som på en sentimental og storslået måde hiver læseren længere og længere ned i den mørke meningsløshedsbrønd.

Samlingen er delt op i tre dele: Havet, Hulen samt Hængsler og håndtag. Hvert afsnit indledes med et citat fra en sang, så vidt jeg ved, således at læseren kommer i den rette rock and roll stemning. Man kunne fristes til at kalde Heisz for nutidens Michael Strunge dog i en ofte både mindre visionsløs og mindre billedskabende udgave. Der forekommer også hos Heisz en fascination af natten, som et sandhedens og ungdommens mekka. Om natten revner facaden og blodet kommer ud.

Lyrikken kredser om en kamp for at undgå det kedsommelige, og den stilhed, koma og tomhed, som ellers præger befolkningen. Menneskene sover og famler rundt i blinde, og der optræder flere steder nogle meget Strunge-nære enkeltord og vers, som f.eks. ”sovebyen”, ”med lasten fuld af drømme” og ”lade mit frihedsbanner flagre”. Visionerne hos Heisz ledsages ofte af fortællerens rus, det tågede trip, han befinder sig i, som forhindrer et decideret oprør.

Nætter i mol er desværre klichepræget og fyldt med allerede brugte vendinger. Her et par eksempler: ”en afsked er ikke nødvendigvis altid et farvel”, ”kursen fører hjemad i det gale spor”. Samlingen forekommer ikke videre nyskabende, og det virker ofte som om, at der tyes til den nemmeste udvej eksempelvis i beskrivelsen ”stærkere end du og jeg tilsammen” eller i sammenligningen ”hvidt som et nyvasket lagen badet i mælk”. Det er dog på den anden side rart med sådan en ny Strunge og en form for ungdomsoprør af den mørke og til dels visionære slags. Det er nu! Der kommer ikke flere renæssancer! Gentagelsen af de gamle klicheer gør så muligvis, at vi kan spekulere lidt over dem igen. De betød også noget engang. De ville noget.

Heiszs digte med rim er de mest kraftfulde. De indeholder et beat og et ryk og bliver nærmest Turell-agtige i tonen og ironiske i rimene. ”Stegt som kødet i en late night – shawarma / mens jeg overtrækker for vildt på min konto med karma”. Også de helt korte digte er udmærkede, som eksempelvis digtet Stationsblues. Det har beatet, er fremadskridende, men viser også en tomgang og en gentagelse. Samfundet bliver en bevægelse beskrevet køligt og observerende.

Der findes også enkelte gode og stærke billeder hos Heisz. Et par af mine favoritter må være ”Ovenover / en mørk og farveløs himmel / som kun lyses op / når nogen dør / trækker striber / over det sorte tæppe / som stressede / ilddræbersnegle på speed” og ”Morgenrødens pensel / trækker blodspor i hendes hår”. Disse spor af blod ses flere steder, og understøtter det menneskelige forfald, som samlingen kredser om. Et andet tema, som går igen er chancen. Får man flere chancer eller er der kun én? Får vi en chance mere til at redde verden? Ilddræbersneglene stammer fra digtet ”Tomme togter”, som jeg ser som samlingens bedste. Det indeholder stærke nye billeder over et gammelt og brugt billede af havet og livssejladsen. Et uddrag af digtet er forståeligt nok valgt til bagsiden af bogen, og det samler op på det verdensbillede, som samlingen kredser om.

En anden effekt, som fungerer hos Heisz er, når han trækker medierne ind, som en moderne måde at beskrive kærlighedsoplevelsen på: ”trækker filmen tilbage til der, hvor hun fader ud / forsøger forgæves at holde den på still”. Her gives der slip på klicheen og Heisz får skabt sine egne billeder ud fra den tid, han lever i. Vi oplever her iscenesættelsen og konstruktionen samt en stemning af for sent. Vi glider igennem livet, der passerer forbi som en film. I forbindelse med kærligheden indeholder samlingen også mere opløftende og positive passager, selvom disse er meget få. Kærligheden synes at bestå imellem alt andet, som ramler.

Tina Schembeckers grafik fungerer rigtig godt sammen med lyrikken. Billederne og legen med bogstaver vidner om et kaos, et mørke og en opgivende eller i hvert fald frustreret fortæller, der oplever en gentagende meningsløshed. Jeg må sige, at samlingen er vokset på mig efter flere gennemlæsninger. Det føles godt med noget oprør og en påmindelse om gamle klicheer og ungdommelig energisk vision, især når denne vision bliver tydelig og der af og til antydes en længsel efter noget, som kunne have været. Dog drukner samlingen desværre i klicheer og svælger i et mørke, som det er ubehageligt at opholde sig i i særlig lang tid. Heisz skriver selv et sted, at der ikke er tale om et nødråb end ikke en svag klynken. Samlingen virker dog på mig både klynkende og alt for svælgende i disse nætter i mol.