Genforeningen kalder man i Danmark resultatet af den afstemning, der i 1920 fandt sted i det tidligere hertugdømme Slesvig: Nordslesvig blev en del af det danske kongerige, og Sydslesvig en del af den preussiske delstat Slesvig-Holsten og fra 1871 en del af det tyske rige.

Strengt taget kan man ikke kalde det for en genforening - i hvert fald ikke rent statsretsligt. Slesvig havde gennem fire århundreder været forbundet med Holsten og blot været et rigslen under den danske krone. Derfor vil de fleste tyskere da også forstå noget helt andet, hvis du begynder at tale om ‘genforeningen’ eller en ‘Wiedervereinigung’. Tyskerne - også de tysksindede i Sydslesvig - ville i første omgang tænke tilbage på begivenhederne i 1990, da det tidligere DDR og Vesttyskland blev smeltet sammen til ét.

Blandt tysksindede i Slesvig-Holsten opfattes resultatet af afstemingen - eller afstemingerne, for der var retteligt tale om to afstemninger - som Slesvigs deling. Sådan har det tyske mindretal i Sønderjylland også altid anskuet den historiske begivenhed. Det danske mindretal i Sydslesvig fejrer heller ikke genforeningen, da det for mindretallet betød, at det endegyldigt blev skilt fra Danmark og kom til at leve i en anden herbergstat.

Det sete afhænger af øjet, der ser.

I årene op til og efter 1920-afstemningen blev ‘genforeningen’ skønlitterært behandlet, især i digte. Det gjorde blandt andre Valdemar Rørdam og Kaj Friis Møller i digte, der kan opfattes som indlæg i den til tider hidsige debat, der var på dansk side: Skulle man stå på den historiske ret om et Danmark til Ejderen eller realpolitisk kæmpe for en sindelagsgrænse, som den dansksindede sønderjyske politiker H.P. Hanssen gjorde?

I forbindelse med afstemningen blev der udgivet et Afstemningssanghæfte med 29 danske sange med sange af blandt andre Hansigne Lorenzen (der skrev under pseudonymet ‘Sven Tange’ og Vilhelm Gregersen, der var født i Flensborg. Ingen har beskrevet den skønlitteratur (digte, noveller og sangtekster), der kom frem i perioden bedre end forfatteren H.E. Sørensen i det solide værk Alle de skjalde om ‘litteraturen i Sønderjylland og Sønderjylland i litteraturen’ (udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland og Sprogforeningen, 2015).

Et smerteligt nederlag
Derefter er genforeningen sporadisk blevet behandlet i den dansksprogede skønlitteratur. I tysksproget skønlitteratur er begivenheden fraværende.

Afstemingen i den anden zone i Mellemslesvig fandt sted den 14. marts 1920 efter, at afstemningen i første zone, det nuværende Sønderjylland, fandt sted den den 10. februar 1920.

Mens tre ud af fire stemte dansk i den første afstemningszone, stemte fire ud af fem tysk i den anden zone. Sidstnævnte begivenhed behandles i erindringer udgivet af en række både tysk- og dansksindede mennesker fra Mellemslesvig og frem for alt fra Flensborg, hvor den nationale kamp var hårdt trukket op op til afstemningen. For de tysksindede var afstemningen i Nordslesvig dog et smerteligt nederlag. Mange tyskere, især embedsmænd, valgte at forlade egnen og flytte sydpå, og begivenheden, afstemningen i 1920, spiller ingen rolle i den kollektive tyske hukommelse og heller ikke i skønlitteraturen.

Markant vækst i grænselandslitteratur
Inden for de seneste 10-15 år er der sket en markant vækst i antallet af dansksprogede skønlitterære udgivelser, der foregår i eller tager udgangspunkt i det dansk-tyske grænseland. Årsagerne til dette kan være mange. De regelmæssige grænselandsjubilæer, der er blevet markeret, spiller naturligvis en rolle. En anden faktor, man næppe skal underkende, er interessen for det nære i en tidsalder præget af internationalisering.

Flere af de skønlitterære forfatter, der er brudt igennem med romaner fra Sønderjylland, har dog en ganske jordnær forklaring: Området er spækket med spændende og ofte også groteske historier, der ligger lige for til en roman. Forfattere som Linda Lassen, Pernille Juhl og Karsten Skov har alle udsendt en række romaner, der tager udgangspunkt i virkelige personer eller autentiske begivenheder. Det er ikke nogen helt ufarlige genre. Fiktion skal have en spændingskurve, som de historiske fakta ikke nødvendigvis kan bidrage til alene, og det er ikke altid historikernes livret. Hvor historikernes fortælling som oftest bevæger sig ad en jævn, lige linje, opererer forfattere med flere ofte stærkt svingende spændingskurver, og frem for alt digter forfatterne til. Flere af forfatterne har derfor også i anmeldelser fået læst og påskrevet af historikere. Det afgørende er ikke altid om en bestemt begivenhed har fundet sted, men om den kunne have fundet sted, argumenterer de skønlitterære forfattere.

Tom Buk Swientys dokumentariske fortællinger om krigen i 1864 har desuden været stærkt medvirkende til en større og bredere offentlig diskurs om Sønderjyllands historie og været med til at bane interessen for flere af de romaner, der senere er fulgt efter.

Fire romaner skal i det følgende fremhæves for deres behandling af Sønderjyllands genforening med Danmark. Alle fire romaner er udkommet i perioden fra 2010 til 2020 - de tre sidstnævnte op til eller i jubilæumsåret 2020.

Hanne Reintoft: Når dagene strenges
Den første er Hanne Reintofts roman Når dagene strenges (People’s Press), der i 2010 udkom som en fortsættelse af hendes bog Nu er det længe siden fra 2008. Typisk for Hanne Reintoft beskæftiger hun sig med sociale forhold, klassekamp og politiske forhold i sin familieroman. Men under de politiske strømninger påvirkes de forskellige familiemedlemmer i hver deres retning, og her bevæger den kendte socialrådgiver sig ind på et felt, som er underbelyst i skønlitteraturen om Sønderjylland. Det er udbredt opfattelse, at skellet mellem dansk og tysk går gennem grænselandet som en kontrast mellem sort og hvidt. Men det modsatte er tilfældet. Ofte går skellet mellem dansk og tysk tværs ned gennem familier. I 1920 var der eksempler på, at storebror kunne stemme tysk og lillebror dansk. Netop dette stærkt følelsesladede skisma berører Hanne Reintoft. De fleste i den slesvigske slægt, der skildres, ønsker dansk statsborgerskab, når genforeningen bliver en realitet, mens lægen Hans af idealistiske og humanitære grunde vil forblive tysk og hjælpe i Berlin, hvor nøden er størst. En del af familien er også efter genforeningen 1920 bosat i Tyskland. Det er lægen Hans og Regitze. De drømte om at få Flensborg med i Danmark. Det gjorde mange. Men de bliver i det nordtyske og kæmper for kommunismens sag, mens andre i familien kæmper for det danske mindretals muligheder.

Anna Elisabeth Jessen: Om hundrede år
Journalisten og dokumentaristen Anna Elisabeth Jessen fik i 2019 en romandebut, som mange førstegangs-forfattere blot kan drømme om. Om hundrede år (Rosinante) hedder hendes fine roman, hvor hun i hundrede små kapitler beretter fra Sønderjylland, den nordlige del af grænselandet mellem Danmark og Tyskland – eller Nordslesvig, som flere af romanens personer kalder deres hjemegn.


På gårdens loft fandt hun noget, der havde været gemt væk i mange år. På inderloftet fandt Anna Elisabeth Jessen et stort skab, som hun først troede var loftspaneler. Her gemte familien krigskorrespondance fra Første Verdenskrig sig. Bedstemoren havde gemt korrespondancen væk. Den skulle ikke ses eller hentes frem, men heller ikke smides ud.

Det var denne stak breve, der satte Anna Elisabeth Jessen i gang med at skrive den sønderjyske slægtsroman, der begynder ved verdenskrigens udbrud i 1914 og slutter nøjagtigt 100 år senere. Hvert afsnit i bogen er en beretning fra hvert år og ofte med forskellige personers synsvinkel. ‘Den store krig’ - som Første Verdenskrig kaldes i Sønderjylland - og genforeningen i 1920 er derfor kun små brikker i en større mosaik, men bogen er værd at læse for at forstå de afledte effekter, som grænsedragningen i 1920 fik for de efterfølgende årtier.

Knap nok er Første Verdenskrig slut, og Sønderjylland blevet en del af det danske kongerige, før det trækker op igen, og dele af familien er lidt for fascineret af blændværket i syd. Skal man tage ham der Adolf Hitler alvorligt?

Linda Lassen: Jens og Marie
Linda Lassen har kaldt sin dokumentariske fortælling Jens og Marie for en ‘genforeningsroman’. Titlen kan synes noget misvisende, for romanen beskæftiger sig i mindre grad med Sønderjyllands genforening med Danmark og i højere grad med de dansksindede, der ikke kom til at nyde godt af genforeningen - nemlig de danske syd for den nuværende grænse. De danske i Sydslesvig.


Bogens to hovedpersoner Jens Jessen, der var chefredaktør på Flensborg Avis fra 1882 til sin død i 1906, og ikke mindst hans hustru, Marie (født Fibiger). Jens Jessen var ingenlunde blot chefredaktør for en lokalsprøjte dengang for godt 100 år siden. Flensborg Avis var på et tidspunkt under hans ledelse den næststørste dansksprogede avis efter Politiken, og i den danske offentlighed havde han en position, der kunne måle sig med Viggo Hørups som redaktør for det københavnske organ.

I romanen skildrer Linda Lassen ikke blot Jens og Marie Jessens fælles kamp for (også) at få Flensborg og Mellemslesvig tilbage til Danmark. Bogen beskriver også Jens og Marie Jessens privatliv, herunder også deres kærlighedsliv, og beskrivelserne er baseret på en omfattende research. Kilderne er blandt andet dagbøger og breve, som jo fandtes i rigt mål i den periode, romanen finder sted.

Jens Jessen kom i et stærkt modsætningsforhold til den anden dansksindede sønderjyske politiker H.P. Hanssen. Mens Jens Jessen var en del af Flensborg-bevægelsen, der mente, at Flensborg skulle med i en afstemningszone sammen med Nordslesvig, var H.P. Hanssen en repræsentant for Aabenraa-bevægelsen, der talte for at udskille Flensborg fra denne afstemningszone med den begrundelse, at Flensborg havde et klart tysk flertal. Dette flertal af tyskere ville gøre den kommende danske nationalstat ustabil, mente H.P. Hanssen. Jens Jessen og hans meningsfæller opfattede dette synspunkt som det rene forræderi.

Linda Lassen skildrer blandt meget andet denne interne danske konflikt, der ofte kunne være mere hadsk end tonen mellem de danske og de tyske kombattanter. Jens og Marie kan varmt anbefales til læsere, der også ønsker at opleve genforeningen fra taberholdets synspunkt: For danskerne i Mellemslesvig var den 14. marts 1920 ikke dagen, hvor der skulle festes, men drikkes gravøl.

Pernille Juhl: genforening
Den mest omfangsrige skønlitterære skildring af processen op til afstemningen i 1920 og selve genforeningen fås i Pernille Juhls bog Genforening, der udkom i begyndelsen af jubilæumsåret 2020.

Pernille Juhl er - ligesom Anna Elisabeth Jessen i øvrigt - ud af en sønderjysk familie. Litterært er hun dog stærkt præget af Sønderjylland. Hun debuterede i 2013 og har i tidsrummet frem til 2020 udsendt syv romaner.


Pernille Juhl udsender alle sine bøger på eget forlag. Hun skriver og redigerer selv, ligesom hun står for opgaver som salg og markedsføring. Det er lykkedes hende at skabe og fastholde en stor læserskare, ikke mindst i grænselandet, hvor mange læsere har førstehåndskendskab til de autentiske personer, som hun typisk bygger sine romaner op omkring.

Bogen er et solidt portræt af den sønderjyske politiker, redaktør og organisator H.P. Hanssen, hvis indsats var en vigtig forudsætning for, at Nordslesvigs forening med kongeriget Danmark overhovedet kunne realiseres i 1920.

Det diskuteres ofte, om fiktion om store begivenheder i historien overhovedet er egnet til at give læserne eller seerne forståelse for og indblik i historiske forløb og kendsgerninger. Pernille Juhls biografi om H.P. Hanssen er et eksempel på, at det kan lade sig gøre - også uden at den dokumentariske genre bliver for tung. Der er grundig research bag bogen, der hviler på fakta. Nu var H.P. Hanssen en meget skrivende mand - det blev til bøger og mange breve, som Pernille Juhl kan øse af.

De preussiske myndigheder gjorde, hvad de kunne for at sætte en stopper for H.P. Hanssen, der flere gange fik fængselsdomme for at gå i kødet på den preussiske undertrykkelsespolitik over for de dansksindede sønderjyder. Hans avis, Hejmdal, blev lukket flere gange, og han blev angrebet for blandt andet landsforræderi og parlamentsspionage.

Dansksindede blev udvist til kongeriget for bagateller. Unge mænd udvandrede for at undgå preussisk militærtjeneste. Familier blev splittet ad. Døren stod hver gang åben til H.P. Hanssens hjem i først Sønderborg, senere Aabenraa. Han afviste aldrig mennesker, der havde brug for hjælp.

H. P. Hanssens linje var, at man måtte gå efter det realistiske - og det var kun at få forenet Danmark med de slesvigske områder, hvor der varet bæredygtigt dansk flertal. Det vil i praksis sige nord for den såkaldte ‘Clausen-linje’, der i grove træk er den nuværende grænse. Ligesom de øvrige værker er synsvinklen dog isoleret dansk. Man kan med rette stille spørgsmålet, hvorfor der endnu ikke findes nogen skildring af 1920-afstemningen set fra en tysk vinkel.

Skønlitteraturen fra grænselandet er - selv i en tid med globalisering og en diskurs, der taler for et europæisk perspektiv - fortsat ofte præget af en isoleret national dansk tankegang.