For nogle år siden, i begyndelsen af dette årtusinde, var en redaktør fra det lille men fornemme amerikanske forlag New Directions ude og få en drink med nogle venner og kollegaer. Samtalen faldt på latinamerikansk litteratur, og en masse nye i USA ukendte navne blev nævnt. En forfatter, der var tilstede, foreslog redaktøren tre navne, han mente New Directions burde overveje at udgive. Et af disse navne var Roberto Bolaño.

Således begyndte succeshistorien om Bolaños modtagelse i de engelsksprogede lande, hvor hans bøger siden 2003 er udkommet regelmæssigt ledsaget af en stigende samling hyldester fra forfattere som Susan Sontag, John Banville, James Wood og Jonathan Lethem. Da The Savage Detectives udkom på engelsk i 2007, nåede Bolaño-feberen nye højder for derefter at kulminere det følgende år, da kæmperomanen 2666 udkom og sidenhen vandt National Book Critic’s Circle Award og blev udnævnt af Time Magazine til årets bog. Siden da er en række kortere romaner og novellesamlinger udkommet, heriblandt Monsieur Pain og The Insufferable Gaucho, og i 2011 ventes både essaysamlingen Between Parentheses og novellerne The Secret of Evil. I Danmark er indtil videre kun De Vilde Detektiver udkommet, men 2666 er under forberedelse.

Men hvem var Roberto Bolaño? Vi ved, at han i sin ungdom levede et hektisk liv på halen af den fascisme og de militær-juntaer, der bredte sig i Sydamerika som pesten. Vi ved, at han som ung i halvfjerserne flyttede til Mexico City og var medvirkende i den litterære bevægelse, infrarealismo. Vi ved, at han først var digter men sidenhen valgte at skrive romaner og noveller. Vi ved, at han i halvfemserne boede et stille liv i den spanske by Blanes, nord for Barcelona. Og vi ved, at han i de år led af en leversyge, der i 2003, da han kun var halvtreds år gammel, tog hans liv.

I en række essays og romaner kan man gå på jagt efter Bolaño. Han optræder kort i vennen Enrique Vila-Matas’ vidunderlige roman El mal de Montano (2002) og ikke mindst i Javier Cercas’ roman, Soldados de Salamina (2002, da. 2005), hvor han ligefrem tildeles en fremtrædende birolle.

Men vil man vide hvem Roberto Bolaño egentlig var, må man læse hans bøger. Tilsammen udgør de et litterært univers i stil med Borges eller Balzac, hvor hovedpersoner dukker op igen, og den ene bog stikker hovedet frem i den anden. På denne måde udvides indlægget om Carlos Wieder, i roman-encyklopædiet Literatura nazi en América (1996), til romanen Estrella distante (1996), ligesom Arturo Belano, en af de to flygtige digtere fra De Vilde Detektiver, ikke bare optræder i en række af novellerne, men også må siges at være fortælleren i 2666. Bolaños forfatterskab udgør dermed i den bedste borgesiske stil en enorm labyrint befolket af både obskure og fortabte forfattere og frygtindgydende latinamerikanske nazister for slet ikke at nævne en række afdøde kvinder i den opdigtede by Santa Teresa (baseret på den virkelige Ciudad Juarez), hvis skæbner uden undtagelse er endt i grusomme, voldelige mord.

Men i modsætning til Borges er Bolaños univers hårrejsende virkeligt. Det er, om vi så vil erkende det eller ej, vores univers. Ideen bag Literatura nazi en América er netop at konfrontere læseren med en række nazistiske forfattere i Nord- og Sydamerika, der ganske vist er opdigtede, men alligevel synes at findes iblandt os. Romanen kan derfor siges at være en slags fælde, idet man tager fejl, hvis man tror, at der intet virkeligt eller realistisk er ved disse mange opdigtede skæbner.

Den korte roman Nocturno de Chile (2000) kaster et mørk lys over chilensk litteratur i årene omkring Pinochets fascistiske regime. Fader Urrutia, en litteraturkritiker og katolsk præst, ligger for døden og fortæller i et langt uafbrudt afsnit om sin egen delvist uforvarende indblanding i regimets forbrydelser. Udredelsen af medskyldighed på tværs af Chiles litterære cirkler er skræmmende og kulminerer i en uforglemmelig scene i et stort hus, hvor hele landets litterater omgås hinanden, og hvor der i kælderen findes et torturkammer. En aften farer en gæst vild og støder på kammeret, hvor en nøgen mand ligger bevidstløs. Gæsten, pinligt berørt, træder langsomt tilbage og lukker stille døren efter sig.

Det er et dystert øjeblik og symboliserer udmærket Bolaños interesse i sammenstødet mellem reaktionær politik og litteratur. Fader Urrutia bliver ved med at forklare, at han ikke vidste hvad der foregik, at litteraterne bare manglede et sted de kunne samles, men illusionen brister og kun yderligere fortvivlelse venter den døende Urrutia. Dermed viser Bolaño hvorledes kunsten blot ved at blive for komfortabel eller for navlebeskuende vender ryggen til de grusomheder, der foregår i Pinochets Chile, ligesom de europæiske kritikere i 2666 stort set ingen interesse viser for de kvindemord, der foregår i Mexico på trods af, de befinder sig midt i stormens øje.

Men selvom litteraturen og dens proselyter ikke altid er noget, der gavner, og nydelsen aldrig er ren, så står Bolaño alligevel frem som litteraturens afgjorte fortaler. I et interview i 2002 med Bomb Magazine siger han: ”Et bibliotek er en metafor for mennesker, eller alt hvad der er prisværdigt ved mennesker, ligesom en koncentrationslejr kan være en metafor for det, der er værst ved dem.” Han var uhyre belæst. I Cercas’ roman Salamis’ Soldater siger Bolaño, at han – ligesom Don Quijote – læser alt, om det så er papirstumper på gaden. Forfatterskabet er i sig selv et imponerende kompendium af litteratur fyldt med digtere og forfattere, virkelige såvel som opdigtede. I Monsieur Pain (1999) er den chilenske digter Cesár Vallejo indlagt på et hospital i Paris; 2666 (2004) handler delvist om Benno von Archimboldi, en mystisk tysk romanforfatter; både Ernst Jünger og Pablo Neruda er blandt bipersonerne i Nocturno de Chile. Den peruvianske kritiker José Miguel Ovideo har sagt, at Bolaño altid forvandler sine læsere til detektiver, en fuldstændig præcis observation der gør, at man ikke kan læse Bolaño uden pludselig at gå på jagt efter bøger af Nicanor Parra, Ernesto Cardenal og Juan Rulfo.

Dette komplicerede forhold til litteraturen gør Bolaño til en af de mest fremtrædende og oprørske litterære personligheder i nyere tid. Han talte beundringsværdigt om forfattere som Javier Mariás, Cesár Aira og Horacio Castellanos Moya (Aira og Moya var de to andre navne på servietten), men havde intet tilovers for kommercielle giganter som Isabel Allende og Arturo Pérez-Reverte. I et uhæmmet og vidunderligt essay ”Los mitos de Chthulu” er Bolaño kompromisløs i sin kritik af det litterære etablissement. Han græmmes ved den overdrevne korrekthed, forfattere nuomdage udviser i offentligheden (jeg oversætter her fra den engleske udgave): ”De skal underskrive bøger, smile, rejse til ukendte steder, opføre sig som idioter på celebrity talkshows, blive ved med at smile, aldrig, aldrig være utaknemmelige, deltage i litterære festivaler og svare godmodigt på de mest latterlige spørgsmål, smile i de mest rædselsfulde situationer, se kloge ud, regulere befolkningsvæksten, og altid sige tak.”

Bolaño havde intet tilovers for denne bestandige higen efter penge, succes og agtværdighed. Han var en litterær rebel i særklasse. Hans forfatterskab, denne dystre labyrint gennem Latinamerikas urolige politiske omvæltninger, vækker både glæde og fortvivlelse, som kun de største forfattere kan.