I forbindelse med udgivelsen af Walter Benjamins afhandling Det tyske sørgespils oprindelse har Kulturkapellet interviewet oversætteren Sofie Kluge.

Sofie Kluge er ph.d. i litteraturvidenskab med speciale i det spanske barokdrama. En central del af hendes afhandling er koncentreret om Benjamins afhandling om det tyske sørgespil. Nu har hun oversat afhandlingen og skrevet en udførlig indføring i den. I den forbindelse har jeg interviewet Kluge om hendes syn på bogen, om tilegnelsen af den svære tekst og om fremtidens videre færd.

MAM: Hvorfor er Benjamins gamle afhandling så aktuel 90 år efter udgivelsen, at den kræver en oversættelse og fyldig introduktion?

SK: Der er tale om et hovedværk i det 20. århundredes litteraturkritik. Som jeg argumenterer for i min introduktion findes her en litteraturhistorisk metodologi, der er aktuel, fordi den på den ene side er historisk forankret og på den anden side indsætter sin historiske fortælling i en større filosofisk sammenhæng. Balancegangen mellem empiri og spekulation, seriøs omgang med det konkrete og historiske på den ene side og evnen til svimlende teoretisk abstraktion på den anden side er, efter min opfattelse, efterstræbelsesværdig. Sørgespilbogen er både et substantielt bidrag til barokforskningen og et metodisk-teoretisk manifest. MAM: Benjamin er berømt - og berygtet - for en meget dunkel skrivestil, som gør ham vanskelig at læse. Hvordan vil du opfordre nye læsere at tilegne sig Benjamins tanker?

SK: Som med alle svære ting, må man bruge tid og mere tid. Og når man så har brugt en masse tid, så skal man indstille sig på at bruge endnu mere tid. Jeg tror i det hele taget, at det er en vigtig ting at kunne acceptere at nogle ting er svære uden derfor at give op over for dem. Så klø bare på!

MAM: Du har selv arbejdet meget med spansk barok. Benjamin har en begrundelse for, hvorfor de tyske sørgespil aldrig kom på højde med fx de spanske (s. 185). Er du enig i den forklaring?

SK: Svært spørgsmål, som kræver større kendskab til de tyske dramatikere end jeg har. Men interessant er det. Benjamin peger på et væsentligt sted i sin afhandling på en sammenhæng mellem den lutherske teologi, patologisk melankoli og tyskernes manglende kunstevne (p. 169). Dette kompleks stilles over for den katolske kirkes inklusionsevne, den kreative melankoli og Calderóns sublime poetiske vid. Men samtidig underkastes denne modstilling en dialektisk omvending, idet spanierens helheds- og syntesetænkning fremstilles som illusorisk og endda som moralsk anløben, mens tyskernes hang til fragmentet omvendt fremhæves som den sande etiske attitude. Der er nok tale om en generalisering, men jeg kan godt lide den bagvedliggende tanke om en sammenhæng mellem de forskellige dele af det kulturelle "system".

MAM: Du skriver i indledningen, at du er blevet tiltrukket af Benjamins erkendelseskritiske fortale. Kan du kort beskrive, hvad det er, der fanger dig i det afsnit?

SK: Den erkendelseskritiske fortale tiltaler mig af de årsager, som er beskrevet i svar nr. 1. Her finder jeg en metodologisk refleksion, der giver svar på spørgsmål, som nyere og tilsyneladende mere aktuelle teoridannelser enten ikke forholder sig til (litteratuens sandhedsindhold) eller ikke formår at besvare fyldestgørende.

MAM: En stor del af Benjamins litteraturteoretiske tanker er spundet omkring begrebet "ursprung", som du oversætter med "oprindelse". Hvordan er Benjamins brug af det ord forskellig fra andre filosoffers?

SK: Det må du prøve at spørge de andre filosoffer om ;-) Nej, spøg til side, så handler det vel først og fremmest om, at Benjamin bruger Ursprung-begrebet til at anskueliggøre en oprindeligt platonisk forestilling om at den sanselige verdens fænomener hænger sammen med det universelle, men at han - ligesom Platon selv - betragter dette universelle som transcendent og ikke som "alment".

MAM: Benjamin fokuserer en del på melankoli, og den drivkraft, der er i længslen, jf. Dürers emblem. Hvorfor blomstrer melankolien i denne del af historien?

SK: Jeg ved ikke, om den blomstrer mere i denne del af historien end andre. Men Benjamins synspunkt angående den barokke melankoli er, at den er forbundet med en religiøs forandring. For Benjamin er melankolien, og med dén den allegoriske betragtningsmåde, i høj grad bundet til kristendommen, men hans pointe er, at den ikke signalerer en modernitetserfaring i radikal forstand, dvs. en affortryllelse eller fuldstændig sekularisering.

MAM: I forlængelse af spørgsmål seks: Hvordan adskiller Benjamins idé om melankoli sig fra fx Goethes, jf. hans "Den unge Werthers lidelser"?

SK: Uden at være Goethe-ekspert vil jeg mene, at det centrale er, at den barokke melankoli (som beskrevet af Benjamin) i sidste instans ikke er neurotisk og faktisk heller ikke destruktiv, men derimod som nævnt i svar nr. 6 forbundet med et religiøst verdensbillede. "I Guds verden vågner melankolikeren", som Benjamin siger (p. 248).

MAM: Hvordan ser Benjamin sammenhængen mellem den emblematiske tradition og de tekstlige allegorier?

SK: Benjamin ser - i forlængelse af andre forskere i sin samtid - emblemerne som en nøgle til sørgespillets billedsprog. Han viser, hvordan replik efter replik, scene efter scene, er ladet med emblematiske billeder, direkte eller indirekte referencer til denne her ordsprogs- eller refrænagtige visdom (à la "højt at flyve, dybt at falde"). Det er en kliché i dag og noget som ingen moderne barokforskere kunne finde på at stille spørgsmålstegn ved, men i begyndelsen af det 20. århundrede var det ikke helt så klart.

MAM: Og så et kig ind i fremtiden: Hvad er næste projekt for dig i forbindelse med din barok-forskning?

SK: I slutningen af marts indgiver jeg - sammen med en gruppe af dygtige forskere - en ansøgning til det europæiske forskningsråd, hvis emne er, ja, 1600-talsdramaets … Det projekt bygger videre på min ph.d.-afhandling om det spanske barokdrama og er som sådant i en eller anden forstand Benjamin-inspireret. Det handler kort fortalt om, hvordan historiske begivenheder og historien selv iscenesættes i den tidligt moderne periode.