Artiklen blev først bragt i Mellemrummet nr. 1, 2003.

Litteraturhistorien lider groft betragtet under det samme problem som disciplinen historie generelt; at det er sejrherren (i denne sammenhæng litteraturhistorikeren), der får lov at skrive den. I litteraturhistorien er sejrherren den, der får lov at benævne perioden. Dermed er man litteraturhistorisk i fare for at forbipassere eller overse værker, som af den ene eller anden grund ikke helt passer ind i den opstillede kausalitet, der eksempelvis gør at et romantisk digt overhovedet kan kategoriseres som romantisk. Nu forholder det sig jo desværre sådan, at forfatterne til tider har vist en udpræget ligegyldighed overfor disse periodiske skel, som velmenende litterater i historiens bagkloge lys har opstillet. Disse forfattere må se sig selv blive udelukket fra perioder, kanon eller ligefrem undervisningsplanen, under påskud af at være enten for sent eller for hurtigt ude med deres tanker - det sidste væsentligt at foretrække fremfor det første, da man så dog har mulighed for at foregribe senere perioder og tendenser, og derved måske komme til at optræde som foregangsmand eller kvinde for en hel periode. Andre værker bliver forbigået, fordi verden simpelthen ikke evner at forstå eller tage stilling til deres indhold, hvilket kan være fordi de enten rent faktisk er uforståelige, fordi man ikke ejer viljen til at sætte sig ind i deres indhold eller grundet mangel på kvalitet. Sandheden er at en mængde af disse oversete værker i historiens spejl alligevel har vist sig at være værd at beskæftige sig med.

Et sådant værk er Ernesto Dalgas’ (herefter Dalgas) ”Dommedags Bog”, som udkommer i 1903, næsten fire år efter forfatterens alt for tidlige død i 1899. I hverken stil eller indhold minder værket om noget andet man finder i den danske litteraturhistorie, ligesom den heller ikke skriver sig ind i perioden som hverken sensymbolistisk eller sennaturalistisk!

Som den yngste søn af Maria Magdalena Købke og hedeselskabets stifter Enrico Mylius Dalgas, har Dalgas’ opvækst i stor grad været præget af en kraftig opposition mellem faderen og ham, idet faderen fremfor kærlighed blot fordrer ubetinget lydighed. Men denne lydighed kan Dalgas ikke give ham, da han skylder filosofien, etikken og moralen større lydighed, hvorfor han til slut vrager faderens konservativt autoritære system. Han er i høj grad familiens sorte får, der fremfor at tænke på penge, forretninger og konservative dyder bruger hele sit korte liv på at beskæftige sig med eksistentiel og religiøs tænkning.

Han vokser ligesom så mange andre af sine samtidige op i en verden, hvor videnskaben og den positivt erkendbare virkelighed er i højsædet. Den aristokratiske radikalisme har med brødrene Brandes gjort sit indtog, og litteraturen er præget af naturalismens prægnante skildringer. Hos en del af datidens forfattere er der i høj grad en indgroet opgivenhed overfor det faktum, at intet syntes at kunne fastholdes, idet Gud er forsvundet som den basale konstant.

Denne oplevelse af moderniteten har Marshall Berman med opgangspunkt i sine analyser af europæiske hovedværker samlet under betegnelsen: “All that is solid, melts into air”. Der er altså grundlæggende tale om, at den moderne virkelighed bliver umuligt at fastholde, hvorved man oplever et regulært værdisammenbrud, der har langtrækkende konsekvenser. Således undergår den religiøse sfære på tærsklen til århundred-skiftet en forandring i og med at den sakrale sfære gradvist indoptages i den profane, således at man ikke længere formår at adskille disse.
Men ligesom eksempelvis symbolisterne, finder Dalgas at positivismens forklarings-ramme ikke er dækkende, idet den mangler en metafysisk tilgang. Han sætter sig der-med for at søge at kreere en syntese mellem den metafysiske tilgang og den positivistisk-videnskabelige.

Dette projekt giver sig udslag i 7 værker af svingende kvalitet. I 1896 udgiver han to værker; “Krøniker og Æventyr” og “Geogra-fiske Digte”, men disse vælger både samtiden og eftertiden at forbigå i velfortjent tavshed. Det er derimod de posthumt udgivne romaner, hvori man støder på Dalgas’ virkelige litterære potentiale. Alle udgives af vennen og sagføreren Axel Mielche, der må kæmpe en indædt kamp mod Dalgas’ familie for overhovedet at få tilladelse til at udgive bøgerne, som han er blevet pålagt gennem det testamente, Dalgas skriver kort før sin død. De to mindre værker, “Digt og Skuespil” og “Sangbog”, udkommer uden den store opmærksomhed fra anmeldernes side, mens hovedværkerne “Dommedags Bog” og “Lidelsens Vej” begge tiltrækker sig, om ikke megen, så dog nogen opmærksomhed. Trods dette får hovedværkerne dog aldrig helt den opmærksomhed, som de har fortjent. Det litteraturhistorisk vigtige værk; (mis)dannelsesromanen “Lidelsens Vej”, får store kritikerroser af blandt andet Jacob Paludan, men slår alligevel aldrig rigtig igennem, mens “Dommedags Bog” i kraft af sin form og sit indhold overhovedet ikke får tag i anmelderne, idet de fleste blot tør gisne om værkets egentlige indhold og sigte. Det sidste værk, “Kundskabens Bog”, der ifølge Dalgas er forfatterskabets hovedværk, udkommer først i sin fulde længde i 1996 næsten hundrede år efter hans død. Dette er temmelig ærgerligt, idet dette i høj grad understøtter og viderefører store dele af den tematiske ramme og pointerne fra “Dommedags Bog”; blot her udfoldet som Dalgas’ eget personlige filosofiske system.

“Dommedags Bogs” tilblivelse er en god historie, der dog er præget af en del mytedannelse. Visse hævder eksempelvis at værket for størstedelens vedkommende skulle være dikteret af den 27-årige forfatter fra dennes sygeseng og nedskrevet af venner og bekendte. Denne myte undergraves dog noget af det faktum, at store dele af Dalgas notesbøger findes afskrevet i værket. Men om værket er citeret eller ej, så rokker det ikke ved dets unikke og ærefrygtindgydende karakter, idet man må hævde at værkets tour de force gennem filosofi-, idé- og verdenshistorien er en præstation i sig selv.

“Dommedags Bog” er grundlæggende opbygget som Dantes “Den guddommelige komedie”, idet man også her følger en vandringsmand, der gennemvandrer en art dødsrige. Selv hævder værkets undertitel at være “[…] en vandring gennem eksistensens verden […]”, og hermed udlægges store dele af Dalgas’ projekt også; at erkende eksistensens grundlæggende principper gennem et streng videnskabeligt opbygget projekt, hvor de positivistiske principper baseret på Auguste Comtes tankegang søges håndhævet og efterfulgt.
Værket er grundlæggende opbygget i tre hoveddele med fire kapitler hver (det som værket selv betegner dagsrejser). Hovedpersonen Peregrinus Peripaticus (sammenblanding af lat. + græsk.: den fremmede vandringsmand) gennemvandrer sammen med sin følgesvend en art dødsrige, i hvis midte der befinder sig et kæmpemæssigt altopslugende hav, hvori mennesker fortæres og knuses til en stor blodig masse.
Ligesom Dante har den litterære Vergil til følgesvend i underverdenen, så har Peregrinus også en litterær rejsekammerat; Johannes de Silentio, som er det kierkegaardske forfatterpseudonym fra “Frygt og Bæven”. Dette er nok ikke helt tilfældig, idet Søren Kierkegaards værk netop behandler troen, og altså dermed menneskets metafysiske tilgang til verden. Det er i “Frygt og Bæven”, at Kierkegaard præsenterer begrebet den teologiske suspension af det etiske, der, med udgangspunkt i Abrahams forsøg på ofring af sin førstefødte, beviser at troen på Gud naturligvis må have sit udgangspunkt i en suspension af etikken. Hermed tilslutter “Dommedags Bog” sig en europæisk base, som den senere bygger videre på.

Den stilistiske side af værket bidrager i høj grad til dets unikke karakter, idet der konstant veksles mellem disparate stillejer; fra lyrisk dialog til sang og videre i lange prosaiske passager. Der gives ikke nogen kohærent eller sammenhængende opbygning i anvendelsen af disse stilarter, og denne frie stil løfter, sammen med den tematiske ramme, “Dommedags Bog” langt væk fra både samtidige og fremtidige værker. Hermed dog ikke sagt at de lyriske passager i “Dommedags Bog” er af høj kvalitet. Det er snarere i det bevidste valg omkring den stilistiske opbygning, at værket i første omgang viser sin forskellighed og force i forhold til andre værker. Men det er først og fremmest i den tematiske del, man finder værkets afgørende force og nyskabelse.

Værkets tematik fungerer som en dialektisk fremadskridende erkendelsesproces baseret på de dialoger, som Peregrinus har med denne underverdens indbyggere. Hans rejse er determineret af et grundliggende spørgsmål om at nå til en erkendelse af det, “[…] somme kalde Pan og somme Gud […], og rejsen påbegyndes nærmest ‘faustiansk ‘, idet hovedpersonen oplever en lede ved “[…] Vestens Læres falske hule Klang, […]”, der får ham til at indlede erkendelsesrejsen. Ligesom Wolfgang von Goethes Faust har Peregrinus søgt gennem alle de vestlige fakulteters lærdom, og ikke fundet svaret på sine spørgsmål. Grundlæggende søges der, med Peregrinus’ egne ord, efter en guddom, men ikke gud i den traditionelle forstand:

”Jeg er en Skeptiker af Profession, en trættekær, urimelig, spørgelysten, snakkesalig urolig Aand og uden nogen Trosbekendelse til Ballast. Jeg søger efter Gud. Men efter en Gud, som er retfærdig, rolig, viis og logisk, hvis Egenskaber kan defineres, bevises og populariseres, hvis Væsen virker i Overensstemmelse med Naturens Love og ikke trækker sig tilbage for menneskelig Tænkning bag Paradoksets Skærmbræt. Og dersom et Væsen - det være saa mægtigt, kærligt og salig, det være vil - ikke tilfyldestgør min Erkendelses Krav, nægter jeg det efter min valgte Definition Navn af Gud og fortsætter” - her pegede jeg ud - ”Bag dette Væsens Hvirvel af krumme Linier mit Spørgsmaals rette Linie, der stiles mod den rationelle Gud.”
Dalgas 1996, p. 39

Denne søgen bringer ham i de fire første dagsrejser i “Første Del” i konfrontation med forskellige eksponenter for den kristne verdensforståelse. Man møder således den skotske skolastiker Johannes Duns Scotus (1265-1308), den tyske teosof Jacob Böhme (1575-1624), og den tyske mystiker Mester Eckehart (1270-1327). Dialogen tager sit udgangspunkt i en forklaringsramme for det Hav, som findes i midten af underverdenen, og Peregrinus enten afskriver eller antager dele af disse indbyggeres pointer afhængig af om de kan modstå den moderne videns-kabelige erkendelse, der opsættes som kriterium. Størstedelen af den kristne verdensforforståelse afskrives i løbet af “Første Del”, netop fordi den kristne teodice ikke kan forklares videnskabeligt, men konstant falder tilbage på Guds ubeviselige almagt, der ikke harmonerer med positivismens videnskabelige ideal. Ved afslutningen af den første tredjedel af værket, står læseren således naturligt sammen med forfatteren ved indgangen til det 20århundrede, hvor kristendommen afskrives. Også Peregrinus vender sammen med sin følgesvend Johannes de Silentio ryggen til hele det kristne trosapparat, og søger i stedet den metafysiske erkendelse gennem nye kanaler. I mødet med Arthur Schopenhauers filosofi, der delvis baserer sig på den indiske tankeverden, introduceres en del af værkets løsningsmodel for en del af de problemer som moderniteten frembringer, idet viljen og forestillingen hos Schopenhauer i stedet ophøjes til livets inderste styrende kerne. Men for værkets målsætning har denne begrebsombytning ingen réel værdi, da eksistensens kerne stadig står uforklaret tilbage. I stedet vælger værket derfor gennem en modernitetens genealogi at definere eksistensen på modernitetens egne præmisser.

I første omgang bringer “Anden Del” Pere-grinus’ søgen mod de yngre religioner såsom Islam, og efter dette møde vælger følgesvenden Johannes de Silentio at blive i den islamiske tankekreds, idet han her finder den religiøse praksis, Kierkegaard eftersøger i “Frygt og Bæven”. Islam udviser i højere grad en teologisk suspension af det etiske. Hos kaliffen, som de besøger, kan den rette tro netop kun eksistere, hvis mennesket suspenderer sit etiske apparat og blot tror. Set i dette lys virker det ikke blot som en ironisk kommentar til den kierkegaardske filosofi, men også som en kritisk distanceren sig fra det paradoksale kristen-etiske, der har præget det danske åndsliv ind-til da. Projektet i “Dommedags Bog” vælger netop ikke at følge denne sti, som, når alt kommer til alt, med Guds nært forestående død har spillet fallit. På dette grundlag af-skriver “Anden Del” såvel den protestantisk-kristne, den katolske som den islamiske tilgang til livets store spørgsmål, idet deres base læner sig for meget op af paradoksets. I stedet søger værket herfra gennem andre grene af den europæiske tankeverden efter svar. I “Sjette Dagsrejse” plantes man således direkte i den spirende modernitets minefelt, idet man præsenteres for henholdsvis ateismen og republiktanken som løsningsmodeller i riget Humanitas og byen Tolerance. Begge benævnt udfra to af modernitetetens grundbegreber; humanisme og tolerance. Det viser sig relativt hurtigt, at værket ikke har særlig høje tanker om disse to størrelser som løsningsmodeller.

I Humanitas, der baserer sig på den fuldstændige menneskelige frihed, har mennesket afskrevet de religiøse svar på livets spørgsmål, og dette har ført direkte ud i et værdisammenbrud, der i høj grad præger mennesket. Enhver står her sig selv nærmest og Humanitas trues konstant af anarkisterne, der med Mikael Bakunin i spidsen sprænger sig og andre i luften på gadehjørnerne for at hævde deres ret. Retrospektivt betragtet virker denne beskrivelse og kritik af modernitetens og urbaniseringens udfald nærmest profetisk, idet ikke mindst det 20ende og 21ende århundrede har vist at værdisammenbruddet netop har ført til denne type hævdelser.

I Humanitas trives mennesket derfor nærmest under etmodernitetens åg, og Peregrinus’ møde med forholdene skildres med følelsen af den simmelske blaserthed eller lig Edgar Allan Poes skildringer af storbymennesket. Peregrinus støder ind i en gruppe, der kalder sig disciple af Comte, og disse søger at redde mennesket ved at skabe en kirke på grundlag af August Comtes positivistiske tanker, idet de finder at mennesket ikke kan fungere uden en styrende instans. På denne måde søger de en guddommelig ophøjelse af videnskaben, som værket afskriver som unødvendig, og da Humanitas bliver mere og mere usikker og til slut går under, bevæger man sig videre mod Tolerance. Her praktiseres den fuldstændige religionsfrihed under så megen religiøs larm, at plattenslagere som Profeten Lurifas udfolder deres religion, med det ene formål at få disciple og dermed penge og anseelse. På grund af larmen fra de forskellige kirkers reklamer høres ikke de fremadstormende dampmaskiner, der til slut destruerer byen, og dermed understreger for værket meget vigtige pointer. Som modernitetens Sodoma og Gomorra væltes symbolsk de to nøglebegreber af henholdsvis nihilismen og industrialiseringen, hvilket peger i retning af en anskueliggørelse af industrialisering og nihilisme som værende del af en grundlæggende problematik i moderniteten; at man netop i kølvandet på værdisammenbruddet ikke kan fastholde noget, eller sagt med Berman (og Marx): All that is solid melts into air.

I værket tredje og afsluttende del forsøger Dalgas dels at manøvrere uden om denne tilstand og dels gennem buddhistisk præger tænkning at kreere en religiøsitet, der kan stå mål med modernitetens egne præmisser. De foregående dele har læseren været vidne til en gennemgribende afvisning af og opgør med den vestlige verdens idéhistorie, og i “Tredje Del” søges der efter de brugbare vragdele i kølvandet på dette opgør, lige-som værkets egen dagsorden fremlægges. “Dommedags Bog” vælger blandt andet at beholde den kontemplative og mystiske tilgang til eksistensen, som den blev udtrykt hos de kristne mystikere, den magtfulde sprogfiksering fra Islam, og ikke mindst fokuseringen på den indiske religion fra Schopenhauer.

I den sidste tredjedel ekspliciteres det på sin vis vanvittige i Dalgas’ projekt for alvor. Her sammenkædes hovedparten af møderne i dagsrejserne under den samlede betegnelse: Den store strid. Her findes der to veje, man kan rejse ad: det store JA eller det store NEJ. Det første symboliseret ved karakteren Lucifer/Eros, det andet ved Buddha. Værkets hovedpointe befinder sig i denne synkretistiske religionsopfattelse, hvortil der opstilles en sand kraftpræstation af en indre mytologi, der systematiserer og tematiserer de hidtidige dagsrejser. Lucifer er således søn af evighedens moder og Buddha, og disse ligger i bitter strid med kristendommen - eller dele af den. Værket fastholder at dele af kristendommen er udgået fra Buddha, mens en anden del er udgået som en vranglære fra oldbabylonsk religion. Jesus indgår i denne mytologi, men dræbes af den jødiske stammegud Jehova, grundet dennes misundelse over Jesu læres succes.

Lucifer har løbende udsendt en række repræsentanter op igennem historien for at stoppe kristendommen og føre mennesket tilbage mod faderen Buddhas lære; blandt andre islams Muhammed, den katolske Ignatius Loyola, den kinesiske Kon-Fu-Tse. Disse har fejlet og derfor tager Lucifer selv affære og støder kristendommen bort, men ikke i en regulær kristen dommedag, hvor synderne skal straffes. Lucifers apokalypse finder sted i ordets etymologiske betydning; som en afsløring - en afsløring af sammenhænge og en afsløring af sandheden om det moderne menneske. Lucifer ved at modernitetens præmisser er værdiløsheden, og han anskueliggør hvorledes værkets tilnærmede buddhisme dermed kan blive en modernitetens religion, idet den søger efter udslukningen af selvet og dermed ophævelsen af viljen og værdien. I denne pointe læner værket sig op af Friedrich Nietzsches anskueliggørelse af buddhismen som en religion for en civilisations endeligt. Blot mente Nietzsche ikke selv, at den vestlige verden overhovedet var moden (eller for den sags skyld egnet) til denne type religion. Men her er “Dommedags Bog” i nogen grad uenig med Nietzsche, idet Dalgas finder at man i den vestlige verden gennem den genealogi, som værket optegner, af naturlig vej er nået frem til pointer, der ligger buddhismen nært:

”Vestens børn behøve ikke at drage til Østen for at erfare Buddhas Lære; thi denne er alt opdukket af sig selv i deres egen Videnskab. Have ikke Tænkere opdaget, at den materielle Verden, er opbygget af Illusioner, og at Sjælen ikke er en Enhed, men en sammensat Sum. Have Digterne ikke erkendt Livets Elendighed og Livsbegærets Ufornuftighed? Have Naturforskerne ikke bevist, at mennesket er af samme natur som Dyret, og at alle Væsener ere underkastede en Lovmæssighed? Har Spekulationen ikke ført til Antagelsen af Kalpaer, der adskilles ved Ødelæggelser? Lære Ateisterne ikke, at mennesket ikke bør tilbede Livets Ophav, og at det største Menneske er det det højeste Væsen? Men alt dette indeholdtes for fem og tyve Aarhundreder siden i Buddhas Lære.”
Dalgas 1996, p. 326

Værkets titel vidner således om den interne apokalypse, der udlægger denne karakteristik og kritik af moderniteten på kanten af 1800-tallet. Der lægges ikke skjul på det tvivlsomme i pointerne, idet værkets tilblivelse er direkte forbundet med syner i forbindelse med et ophold på “[…] Sotteseng […]”. Da værket senere, gennem Lucifer, hævder at apokalypsen har fundet sted “[…] i de afsindiges hjerner […]” understreger dette blot hvorledes Dalgas er bevidst om det uhyrlige i værkets påstand, samtidig med at han dermed kan tillade et så intensivt angreb. Værket er ligesom dele af Nietzsches filosofi netop anskueliggørelse af problematikker. Det anskueliggøres hvordan man, kraftigt inspireret af buddhismen, kan formå at vende værdisammenbruddet til en positiv situation for mennesket.
De afsluttende pointer munder ud i en række nær-profetiske påstande om modernitetens udvikling. En del af værkets motto er det kierkegaardske “Subjektiviteten er Sandheden”, og denne sandhed intensiveres i og med at den kombineres med en buddhistisk fokusering på intetheden eller med religiøse termer; Nirvana. At man ikke formår at kunne fastholde noget i modernitetens verdensbillede, bliver i “Dommedags Bog” i stedet ophøjet til positivt grundvilkår, hvorved mennesket selv efter værdisammenbruddet bliver altings målestok. Værket udtrykker afsluttende sin stærkeste pointe som en sammenkædning mellem religionen og moderniteten:

“Hvad der engang var Religion, det vil i Fremtiden blive poesi, naar Manden frit og frygtløst skaber sine egne personlige Symboler”.
Dalgas 1996, p. 337

Med en del lignende pointer understreger værket gennem den sidste dagsrejse, hvordan det moderne menneskes eksistensvilkår afhænger af den subjektive tænkning fremfor af ydre objektive påvirkninger. Den synkretistiske positionering giver dermed, gennem sammenblandingen af verdensreligionerne, det moderne menneske en løsningsmodel, der formår at komme omkring værdisammenbruddet på tærsklen til det 20´ende århundrede. “Dommedags Bog” formår dermed at føre den religiøse tanke med sig ind i moderniteten, fremfor at afskrive den, og ironisk nok opnår Dalgas således at fuldføre sin faders projekt; at vinde det indre land, som udadtil var tabt.