Nogle bliver vrede over graffiti og street art - disse uorganiserede kunstformer, der i smug bliver udført med spraymaling på vægge og mure, fortrinsvis i byområderne. Måske får kritikerne mindelser om en muldvarp eller en mosegris, der pløjer sig gennem undergrunden og efterlader sig spor på græsplænen. Eller når mos og mælkebøtter bliver ved med at komme de steder, hvor det ikke menneskets mening, at ukrudtet skal være. På Wikipedia står der, at “det har betydelige omkostninger for samfundet”, når den illegale skrift og billeder skal fjernes.

Men den danske forfatter Sissel Jo-Gazan elsker street art. I sin seneste roman, Blækhat, følger hun i ­street art-kunstneren Blækhats fodspor til Berlin, hvor læseren kommer med ind i en hemmelig verden ikke blot af street art, men også af politiske ekstremer.

- Street art er så ”cool”. Det er fas­cinerende, at nogle mennesker kan have så megen kreativ energi, at de går ud i det offentlige rum og skænker et kunstværk helt kvit og frit til os andre, siger Sissel Jo-Gazan, der så må siges at være havnet det helt rette sted.

Siden 2005 har Sissel Jo-Gazan boet i Berlin, hvor gadekunsten trods byens tiltagende pænhed, stadig slår det ene knopskud efter det andet. Det er som en ynglings seksual­drift. Den kan ikke holdes nede.

- Man skal først lære at værdsætte street art, siger Jo-Gazan.
Hun ironiserer over, at man på Friedrichstraße i Berlin kan købe tilsvarende kunst til flere tusinde euro, mens man i gadebilledet kan få kunsten uden beregning.

- Det er total cool med den anonymitet, der findes indenfor street art. En kunstner kan få sit budskab ud, men samtidigt leve anonymt. Man ser en by meget bedre ved at gå rundt og kigge på street art i stedet for at lade Big Ben være et pejlemærke, når man for eksempel er i en by som London, siger Sissel Jo-Gazan.

I romanen Blækhat minder jeg-fortælleren, Rosa, ikke så lidt om forfatteren selv. Enebarnet Rosa bor med sin mor, Helle, på Hjelmensgade 14 i Aarhus C. Moren er biologilærer og opslugt af sin svampesamling, der er gemt i brune apotekerglas i hendes arbejdsværelse. På etagen ovenover bor Kalle Krudt, der er morens bedste ven og en slags papfar til Rosa. Hvem der er Rosas rigtige far, går moren ikke så højt op i. Moren er fra dengang, man mente, man skulle dele alt med hinanden - også seksu­alpartnere.

Efter at have læst manuskriptet til Blækhat, mente redaktøren fra forlaget Lindhardt & Ringhof, at det nok ville være en god ide, om Sissel Jo-Gazans mor fik lejlighed til at gennemlæse manuskriptet først. Lighederne kunne jo være påfaldende og måske ikke altid flatterende.

Mor så ikke sig selv
Moren så dog slet ikke noget problem i romanen efter gennemlæsningen: “Den har jo slet ikke noget med mig at gøre”, lød reaktionen.
To veninder sad udenom og kiggede lidt ned i bordet: “Altså…. vi genkender dig nok en hel del…”.

Svampene spiller en afgørende rolle i romanen. Parallellen til street art passer godt. Svampe er frugter, der kommer op til overfladen under ganske særlige betingelser. Sissel Jo-Gazan er uddannet biolog med speciale i dinosaurer, og hendes store romangennembrud blev i 2008 den storsælgende genrehybrid Dinosaurens fjer.


Rundt om det genkendelige krimi­skellet, udfolder der sig et sirligt spundet net af psykologiske traumer, kærlighedshistorier, naturvidenskabelige diskussioner og indblik i outrerede subkulturer og forskningsmiljøer.

Tilbage til barndommen
I Blækhat vender forfatteren tilbage til barndommens Aarhus, og bogen er blandt meget andet et gennemført nostalgisk gensyn med Danmark og Jyllands største by, som landet og byen tog sig ud for 40 år siden. Virkeligheden i de aarhusianske øgader i 1980erne var for Sissel Jo-Gazan kærlige voksne, men også et ekstremt politisk og politisk korrekt miljø. I 1970erne slog den marxistiske ungdomsoprører tyskeren Rudi Dutschke sig ned i Aarhus, og hans tilstedeværelse satte også efter hans død i 1979 et præg på byen. Læreren Horst Mahler i romanen er dog spundet over den tidligere Rote Armee Fraktion-stifter Horst Mahler, der i dag er nynazist og holocaust-fornægter.

Gruekedel for revolutionen
Dutschke blev i venstreorienterede kredse i Aarhus fejret som en byens helt. Aarhus var ikke blot den uskyldige ‘smilets by’, som den kaldte sig, men en”grukedel for revolutionen”, som Sissel Jo-Gazan fortalte i et interview i Weekendavisen i 2017. “Schlüter suger, så man bliver helt tør i pungen”, stod der for eksempel på husmurene i økvarteret med henvisning til den daværende konservative statsminister i Danmark. På venstrefløjen mente man, at han tog fra det fattige og gav til de rige.

- Det har været en rejse tilbage i tiden for mig, og undervejs er jeg blevet forbløffet over, hvor meget jeg i virkeligheden kan huske fra dengang. En af mine barndomsveninder fra Aarhus havde glemt det meste, men jeg kan stadig huske smutveje og den slags ting, siger Sissel Jo-Gazan.

I Blækhat beskæftiger hun sig meget med byens rum. Før kunne mennesker kommunikere her. I dag mener hun, byrummet er domineret med forbudsskilte og reklamer.

I bogen bliver en ung mand fra Konservativ Ungdom radikaliseret. En anden bliver en voldelig bz’er, og en tredje bliver en nynazistisk afhopper. Forfatteren mener, disse unge mænd har manglet en faderfigur.

Sissel Jo-Gazan formoder, at hun kommer til at dø i Aarhus. Da hun for 15 år siden rejste til Berlin, var det på en enkeltbillet, men med den plan i hovedet, at hun skulle bo der i et halvt års tid. Men så fik hun børn, der voksede op i byen og gik i skole og ikke lige kunne hives op med rødderne.

- Det er ikke så nemt at flytte tilbage igen. Efter at min datter blev student sidste sommer, rejste hun dog med det samme til Aarhus. Så der må alligevel have været noget, der har trukket i hende. Da jeg kom til Berlin i 2005, var byen ikke så poleret, som den er i dag. Den mindede mig meget om Aarhus i 1970erne, hvor man som barn legede på lossepladser, og der løb vilde katte rundt i gaderne, husker hun.

I 2015 udsendte hun på Politikens Forlag Vi elsker Berlin en personlig guide til den tyske hovedstad, og sidste år udkom Vi elsker stadig Berlin. Hun regner med en dag at tage tilbage til Aarhus- sin store kærlighed til Berlin til trods.