Internettet kan være intimiderende. Der er mennesker, der bruger teknologien til at skræmme andre og indgyde frygt i et forsøg på at fremme deres egen sag, mener forfatteren Jens Christian Grøndahl.

Han var i 2020 en af gæsterne på litteraturfestivalen Ord fra Nord, der hvert år i september finder sted i det dansk-tyske grænseland. Samtidig med hans besøg på det tyske bibliotek i Tønder og det danske bibliotek i Flensborg udkom hans nye bog, Dage som græs, og nyudgivelsen blev markeret med et lille glas til både de mange tilhørere og forfatteren selv.

Den indeholder en stribe fortællinger - ikke noveller, men netop fortællinger, en genre som blandt andre de danske forfattere Karen Blixen og Steen Steensen Blicher dyrkede. Fortællingen er ofte en komprimeret tekst, så der er luft til, at læseren selv kan fylde den ud med egne refleksioner. Ofte kan der også trækkes tråde fra den ene fortælling til den anden i den bog, de er samlet i.

Vor tids folkedomstol
Der er også temaer, der går igen i Jens Christian Grøndahls Dage som græs. Et af dem er det verdensomspændende og allestedsnærværende internet, som Grøndahl mener giver plads til “vor tids folkedomstol”.

Selv i den gode sags tjeneste bliver der fremsat ytringer, der kan vise sig at være ødelæggende, urimelige og uforenelige med den retssikkerhed, vi indtil for få år siden tog for givet i et demokratisk samfund.

- Man kan have al mulig sympati for #metoo-bevægelsen. Men når de sociale medier bliver brugt til opgør, hvor et menneske kommer under anklage og ikke får en fair chance for at forsvare sig selv, så er der sket et alvorligt skred. På den ene side repræsenterer de sociale medier en nødvendig revolution. På den anden side er de blevet til en folkedomstol, hvor et menneskes karriere kan synke i grus på få minutter. Man føler sig som en aldrende spejder, der gynger og danser rundt i et cirkusnet, når man betragter det, der udspiller sig på de sociale medier, siger Jens Christian Grøndahl.

Dette er et af flere skismaer, som giver stof til Jens Christian Grøndahls bog: På den ene side… og på den anden side. Således beskæftiger han sig også med den umulighed, der nærmest ligger i kristendommens ideal om næstekærlighed. En af fortællingerne er henlagt til Skagen, hvor en 15-årig dansk dreng efter besættelsen møder en jævnaldrende flygtningedreng fra Østpreussen. Den tyske flygtning er stukket af fra en nærliggende tysk flygtningelejr i Danmark. Dengang i årene fra 1945 til 1948 var det forbudt de tyske flygtninge at have kontakt med den danske civilbefolkning, men begge trodser i fortællingen forbuddet. Den 15-årige dansker tager den jævnaldrende tysker med hjem om skjuler ham i familiens hjem.

- Det handler om det at have et beredskab over for sin næste. Den danske dreng handler ud fra et ungdommeligt engagement. Han gør det bare, selv om der i længden ikke er noget perspektiv i det, forklarer Jens Christian Grøndahl.

Aldrig godt nok
I den efterfølgende fortælling er der en parallel til en ung dreng, der i Rom gemmer en afrikansk flygtning, der er kommet over Middelhavet til Italien. Her står den unge drengs rendyrkede idealisme over for den aldrende realisme repræsenteret af de ældre generationer, der har et noget andet syn på flygtningene i landet.

- Når jeg fortæller den historie, er det ikke fordi, jeg politisk mener, at vi skal tage imod alle flygtninge. Det er for at vise den afgrund, der er mellem det optimale og det reelle. Vi bærer på kristendommens budskab om næstekærlighed, men vi kan aldrig gøre det godt nok, for vi vil aldrig være i stand til at tage imod alle flygtninge. Jeg vil dog undgå at gøre det til en modsætning mellem det realistiske og det idealistiske. Jeg ønsker at vise, at uanset om man er troende, kristen eller ej: Man har valget mellem at åbne sig eller lukke sig over for omverdenen, sagde Grøndahl i Flensborg.

En moralsk samtale
Han mener, at hans bog er en moralsk samtale. Og et opgør med den forestilling om, at skal kunne forstå alting.

- I Danmark er det mere og mere absurd at sige, at man ikke har noget forhold til kristendommen. Det er ofte en banalisering. Jeg går selv mere og mere i dialog med kristendommen, men jeg vil sige nej til at ville revitalisere den kristne tro i Danmark. Så går der vækkelse i den. Men det er en kendsgerning, at kristendommen er så stor en succes i Danmark, at danskerne slet ikke behøver at gå i kirke længere. Velfærdssamfundet er der jo bare. Og vi kender alle Brorson, Kingos og Grundtvigs salmer.

Til gengæld taler Grøndahl for, at vi igennem litteraturen kan forstå hinanden.

- Nytter det som forfatter sig op på en ølkasse og aflevere et budskab eller en fortælling, kan man spørge. Det er i hvert fald nødvendigt i en tid præget af blandt andet identitetspolitik, hvor nogen repræsenterer en gruppes interesse. Som forfatter taler jeg ingens interesse. Jeg skriver litteratur, og igennem litteraturen kan vi faktisk forstå hinanden på tværs af forskellige interesser, siger Jens Christian Grøndahl.

Dage som græs er udkommet på Gyldendal.

FAKTA: Jens Christian Grøndahl
Jens Christian Grøndahl debuterede som skønlitterær forfatter i 1985 med en eksperimenterende roman, og han var i de første mange år af sin forfatterkarriere en eksperimenterende prosaist.
Ved siden af sin forfatterkarriere har Grøndahl blandt andet været medredaktør på kulturtidsskriftet Fredag.
Han har markeret sig som en stor forkæmper for ytringsfriheden - ikke mindst i den periode fra 1995- til 1998, hvor han var vicepræsident for dansk PEN.
Han meldte sig dog siden ud af organisationen i protest mod PENs politiske markeringer.
Jens Christian Grøndahls interesse for politik og samfundsforhold har også udmøntet sig i en række artikler for den uafhængige netavis Altinget.
I 2018 var han desuden en af de europæiske forfattere, som i et manifest advarede om risikoen for en eksplosion i fremmedhad og antisemitisme.