Den hedder Himmelsöga, den tiende forbløffende politiroman på ti år af Arne Dahl. Måske er den endda den bedste i rækken. Og det alene er rigelig grund til et par opsummerende kommentarer omkring dette krimilitterære storværk, nu da hele bygningen står og kan ses. Titlen refererer både til overvågningens onde ’eye in the sky’ og til forfatterens suveræne overblikken sit fiktive, gennemglobaliserede krimi-univers, foruden at øjet åbner sig tvangfrit mod en mulig metafysisk dimension.

Sådan er det med Arne Dahl. Tingene er der ubetvivleligt, og betyder samtidig noget mere. Pseudonymet Arne Dahl – opret-/fastholdt som hemmelighed den halve vej gennem serien – er både en reel skribentmaske, og et alter ego anagram for den vidtfavnende intellektuelle forfatter, forsker, kritiker m.m. Jan Arnald. Under eget navn – med den intellektuelles tvivlsomme brand – ville han aldrig være sluppet af sted med sit kup, at forny krimigenren indefra, med al respekt for genrens traditioner og dens faste krav. Sådan en skide intellektuel – gå hjem til dine egne!

Ikke at Arnald skammede sig, slet ikke. Men han ville læses rent for hvad han faktisk gjorde, uden offentlighedens udvendige branding. Det lykkedes, det tør man nok sige nu ved fuldendelsen af den forud stipulerede plan. Arnald/Dahl tog sig den nær- blasfemiske frihed at ’genskrive’ den svenske krimikanons guder, Sjöwall og Wahlöö. Andre havde forsøgt noget tilsvarende før ham, Guillou, Mankell, Nesser, men ingen så tæt på forbillederne – og dog så milevidt hinsides.

For hvor Sjöwall/Wahlöö opererede ud fra en fasttømret socialistisk ideologi, der på snedig facon først gradvist udfoldedes eksplicit gennem Roman om en forbrydelses ti bind (1965-75), dèr stod den slags luksus selvsagt ikke længere til disposition for Dahl år efter kommunismens endegyldige sammenbrud. Ideologisk rådvildhed, liberalistisk markedsøkonomis totale dominans, udkant-Sveriges forvitrende Folkhems-selvretfærdighed, nye globale fjendebilleder – mod alt det måtte Arne Dahl mobilisere konkret, helt nede i skidtet. Post-Palme. En uskyld var definitivt mistet.

A-gruppen
”Rigskriminalpolitiets specialenhed for voldskriminalitet med internationale aspekter” er den pompøse titel på den tæt knyttede politigruppe – mere bekvemt kendt som ”A-gruppen” - i hvis lod det falder at agere både effektivt og humant i forhold til ondskabens nær altomfattende viderværdigheder. En ideal gruppe, over tid varierende fra syv til (godt) ti medlemmer, næppe realistisk i normal forstand, men et eksperimentarium for kritisk, konkret undersøgelse af det menneskeliges modstands- og udviklingspotentialer. Med alle aldre, køn og typer repræsenteret.

A-gruppens saga er fra start tænkt som årtusindeskift-krønike. Tæt i sporet på de store globale begivenheder der lynhurtigt sender deres fatale konsekvenser hele vejen rundt, også til det klassisk-neutrale udkants-Sverige. Således finder man – med det års forsinkelse en tyk bogs skrivning kræver – år for år verdenshistorien spejlet hos Arne Dahl. Hvilket igen betyder at en nøje for-programmering af serien aldrig har været mulig; en 11. september, en angrebskrig mod Irak, vilde terroranslag osv., det skal der være plads til, det skal kunne betyde noget, midt inde i det der jo genremæssigt ellers kunne ligne ’vanlige’ intrigers politimæssigt kyndige opklaring.

Politiromanen
Det hævdes flere steder i international krimiforskning, at politiromanen – der siden 2. verdenskrig gradvist har overtaget den hårdkogte krimis skeptiske, men mere og mere anakronistiske ensomme ulv privatdetektivs plads i centrum – at politiromanen tværtom afspejler den stigende samfundsmæssige kontrol af enkeltindividet. En i dårlig forstand integrativ genre. At denne forskning oftest ikke indbefatter netop den Sjöwall-Wahlöö’sk skandinaviske subgenre, det udgør et paradoks. Den svenske politikrimi – og tilsvarende også den norske og danske – er nemlig nok integrativ, i den forstand at selve ”det demokratiske instinkt” (som det endelig navngives i Himmelsöga) er omdrejningspunktet. Men det forhindrer på ingen måde en Arne Dahls basalt kritisk blik, et ondt øje til de mangfoldigt udemokratiske og dybt perverterede tendenser der ret frit er ude at spadsere i vores globaliserede verden. Den umærkeligt almene markedsgørelse af alle menneskelige relationer, sen-nazistisk fremmedhad, med dybe historiske rødder, generelt økonomiske mafia tendenser, trafficking, pædofile netværk, you name it. For ikke at tale om galopperende livsstils ekstremer som aktiegalskab, anoreksi og fodbold-hooliganisme. Bare eksempelvis.

Genrebinding
En anden type kritik af krimien kommer indefra, så at sige. Den siger, at man ikke skal tro ret meget på den ovenfor påståede samfundsgavnlige effekt af krimiens arbejde med samtidens store problemer. At fordringen om at repræsentere vor tids definitive bud på ’The Great American Novel’, omfattende det hele – og sådan er der jo krimi-buffs der paraderer den – at den lider af litterær naivitet. Krimien er langt snarere genrebundet end den er kritisk fri. Krimien avler primært – og for så vidt produktivt nok - på krimitraditionen, men ikke egentligt på samfundets påtrængende problemer. Og tager man krimiens bugnende marked i bred betragtning, så er det sikkert sandt nok. Mange, alt for mange krimier, er trods al hårdkogt kynisme eller følsom livsstils-flavour, vældig formelagtigt skrevet. Når spændingskurven er fuldført, så er der ikke mere, ikke noget at huske.

Arne Dahl holder af genren. Han overholder trofast og ubesværet dens krav om rationelt baseret opklaring og afrunding. Traditionelt er krimiens spænding netop den sensationelt pirrede nysgerrigheds sans for opklaringen, dens afrunding den sociale beroligelse – alt er tilbage på plads, verden er igen i orden. Og godt nok er nysgerrighed måske menneskets primære udviklingskraftkilde, og vi har allesammen brug for at gå trygt i seng om aftenen. Men så enkelt behøver det ikke være.

Dahl kombinerer nemlig behændigt opklaringens rationelle logikker med thrillerens skandaløse indsigter i forbrydelsens mere irrationelle, farligt dybe lag, så nysgerrigheden matches af hændervridende suspense, i en bestandig bølgen mellem tryg forvisning om at alt nok skal gå, og angst for at alt kan gå ad helvede til. Intet er sikkert, ingen er sikker.

Arne Dahl er en skamløs plotter. Hans inspiratoriske detektivkollektiv deler gavmildt al tænkelig aktindsigt med os, men vi informeres desuden som læsere ad helt andre kanaler, kriminelt så at sige, om plagede bevidstheders kvaler, syge sinds hævnende komplotter, ting A-gruppen endnu ikke kan vide om. Vi sidder i saksen, medskyldige i fatale transgressioner af al lov og moral, bestandig klyngende os til håbet om fuld gennemsigtighed og endelig retfærdiggørelse. Det er læselystens apoteose, det pirrende mix af viden og ikke-viden, en ’masochistisk’ lystfuld massage, spændt ud mellem en stædig villen frem mod løsningen, hvor vi selv produktivt gætter med på gåderne, og en modsvarende uvilje mod at slippe de selvsamme gåders æggende tvetydighed. Læselystens apoteose, udsættelsens søde tøven, mens vi prøvevist anticiperer retrospektionens klarhed, træner vores hermeneutiske formåen, noget vi alt for sjældent kan udfolde for fuldt i dagliglivets flaksen.

Læselighed, kvalitet
Man har – med Roland Barthes – talt om at krimien var den eksemplariske ”lisible”, ’læselige’ tekst, én hvor vi trygt kan forvente til slut at forstå alt. Mens så den avancerede, eksperimenterende litteratur skulle være ”scriptible”, lige akkurat ’skrivelig’, hvor læseren helt ude på kanten af sin intellektuelle kapacitet følger skriftens modige vaklen på linen mellem kaos og orden, vild ordsalat og skrøbelig mening.

Og tilsvarende har man så ment det nødvendigt at operere med to kvalitetskriterier. Et for den banebrydende nye litteratur, og et for populærlitteraturen, in casu krimien. Man kan diskutere den mulige arrogance i denne kritiske position, men bredt set er der selvsagt noget om snakken. Flertallet af krimier udfordrer såvist ikke noget sprogs grænser. Men krimiens aktuelle mainstream position, dens overvældende økonomiske succes, udelukker ikke i sig selv enhver æstetisk transgressions mulighed. Måske er det nemlig sådan, at netop genrekonventionerne i deres historisk variable elasticitet er åbne for ikke så lidt. For det første er det traditionelle krav om altomfattende ’closure’ ikke absolut. Retfærdigheden skal sluttelig ske fyldest, de skyldige straffes efter loven, eventuelt dødeligt. Men den poetiske retfærdighed, den humane udvej, kan sagtens overtrumfe lovens abstrakt summariske og sandhedens absolutte krav. Se bare slutningen af Europa Blues (2001) – seriens første selvklare mesterværk - hvor de absolut kriminelle, men retfærdigt hævnende moderne ’skæbnegudinder’ – ’erinyerne’ kaldet, efter den antikke tragediedigter Aischylos - får lov at slippe, og hvor en søn af den ældgamle, historisk dybt belastede nazibøddel skånes for at få sit livsgrundlag revet op af de dystre familiesandheder.

For det andet åbner netop genrens ’lisible’ rammer for at den kyndige forfatter kan læsse alskens bredt kulturelt stof på fortællemaskinen. Ikke bare aktualitetens temaer, racisme og terror osv., men også historiske smertepunkter, mytologiske strukturer, bredt politisk og kulturelt stof, alt fra stormagters oliebegær over livsstil til poesi og musik – you name it. Politiet kan færdes alle vegne i samfundet, fra top til bund. Atter er Europa Blues mønstergyldig. Svensk medskyld i nazistisk racebiologi ligger i bunden af det stærkt krydrede plot; først i dag er det noget man kan tale om i Sverige.

Gruppepsykologi
Moderne thrillers har længe opvist en nok så skræmmende psykologisk dybde. Arne Dahls psykologiske interesse – og det er tredje punkt her – ligger nu primært i administrationen og udviklingen af A-gruppens spraglede diversitet. Dette kollektive subjekt – ”et besværligt kunstnerkollektiv blandt paragrafryttere og rednecks” som det hedder i Himmelsöga – etablerer en i sin trods udskiftninger og tilkomster stabil læsertryghed, hvis psykologi let kunne degenerere til flad typologi, men det er Dahls kunst at magte at uddybe karaktererne over tid, så de både bliver vores fortrolige og samtidig viser nye sider frem under pres. Det er et af Dahls ’dogmer’, at forbrydelsernes psykiske afgrunde skal finde genklang hos de hårdtarbejdende detektiver, at stort skal spejle sig i småt, at kun med netop en ’kunstnerisk’ empati, en dyb personlig involverethed kan opklaringen overhovedet finde sted. Logisk deduktion, avanceret datateknologi og anden cool efterretningsindsamling gør det ikke. Og gruppens medlemmer kommer alle undervejs ud på det meget dybe og må finde hjælp hos de andre. Så summer til gengæld en inspiratorisk samforstand dem imellem, som finder sine euforiske højdepunkter i samspillet mellem de to ’sjælssøskende’ Paul Hjelm og Kerstin Holm. Det er rent ud forrygende, små mirakler af gensidig inspiration, og peger i øvrigt lige ind i Dahls inderste erotiske utopi.

Sproget
Alle de nævnte kvaliteter spiller sammen i Arne Dahls ubestridelige sproglige mesterskab. Han er klart den bedst, friest skrivende krimiforfatter i Norden. Ikke bare leger han dristigt og udspekuleret med genrens klassiske imperativ angående realisme-illusion. Hans romaner er tydeligt skrevne, fortalte, fra et vellystigt, postmoderne selvbevidst alvidende fortæller-leje, et ’himmelöga’, som gang på gang punkterer illusionen om virkelighedens saftigt konkrete tilstedevær bag sprogets gitter. Bare et enkelt, simpelt eksempel: ”Eftersom vi af humanitære grunde må forbigå søndagen i tavshed, springer vi frem i tiden til mandag” (Europa Blues, kap. 32, s. 293). Sådan hedder det om en lang søndags tømmermænd. Dette selvparodisk olympiske ’vi’ krydses så i øvrigt frit af mangfoldige bevidstheds-fokuseringer, helt inde, under huden på de mest diverse personer. Realismen krakelerer, men ikke fortællestemmens troværdighed.

Men Dahl spiller også fornøjet med intertekstuelle henvisninger, åbenlyst eller mere indforstået, og peger dermed på sine fiktioners oprindelse i andre fiktioner. Det er selvsagt ikke alle krimilæsere, der er interesserede i finter til Strindberg, Paul Auster eller James Ellroy – alle på spil i Europa Blues – men det går også fint at læse hen over det lag, man mister ikke momentum i læsningen derved, det er et ekstra legesygt niveau man kan fornøje sig med efter behag, og som Dahl selv har brug for, for ikke at falde i realisme-illusionens fælde.

Så selvsagt er Arne Dahls krimier litteratur og ikke reel samfundsafspejling. Netop, romanerne er læselystens øvelsesbaner, den empatiske forståelses modeljernbaner. Billeder af samfundsstrukturer i forvandling, til politisk forhandling, til nytte for den der vil. Og det er der mange, flere og flere, der vil.

Skrivelyst
Læselysten er en primær menneskelig foregang, uden den realiseres slet ingen krimi overhovedet. Men selvfølgelig bliver læselysten også formet af forfatterens skrivelyst. Og Dahls skrivelyst bobler begejstret, smittende. Han kan skrive i snart sagt alle registre, sart poetisk, hårdkogt cool, intellektuelt udfordrende diskuterende, med barsk kritisk ironi, åben patos – og med både slapstick- og mere raffineret humor. Og det er sjældent i krimigenren, skulle jeg hilse og sige!

Arne Dahl er sig fuldt bevidst hvor let klicheer løber én i pennen, han inspicerer dem bevidst, bruger dem mod dem/sig selv, varierer dem i en musikalsk improviserende prosa, som godt nok er ’lisibel’, men også bestandig spejler det ’skriptible’. Gad vide om de to nævnte kvalitetskriterier står til troende i forhold til Dahls prosa. Det er oplysende at sammenligne Europa Blues med Jan Arnalds frit fabulerende historisk-mytologiske roman Barbarer, også den fra det pseudonyme dobbeltspils år 2001. De deler europæiske rødder, de handler begge om svære gåder, og selvom sidstnævnte absolut ikke er nogen krimi, så er sprogarbejdet lige så intenst i Europa Blues, måske mere lethåndet.

Musik, jazz
Musik spiller en stor rolle i stort set alle Arne Dahls krimier. Både Misterioso (1999) og Europa Blues har jazzen helt oppe i titlen. I den første udgør Thelonious Monks originale blues (i en berømt indspilning fra 1958) en afgørende rolle i/for detektionen, i den anden danner Miles Davis’ ukrænkelige mesterværk Kind of Blue (1959) sofistikeret bagtæppe for Paul Hjelms melankolske meditationer over tidens dårligdomme.

Men mere end det. Jazzmusikere improviserer. Særligt i live-situationen forventes den store musiker at spille lige til grænsen af sin formåen. Nok er der det faste skelet, temaets start og slut, blues-formularens enkelhed, rytmegruppens support for improvisationerne, men indimellem tager solisten voldsomme chancer, risikerer derved en grov ’bøf’, men håber på at ramme ind i uhørte åbninger til nyt land. En performativ kunstform. Måske det er i jazzens sindbillede man skal forstå den ambitiøse krimi. Improvisationer over faste mønstre, men et frugtbart sted, på grænselinjen, midt mellem ’high’ and ’low’, et sted hvor alting kan ske mellem start og slut. Tøvens rum, skrivelystens, læselystens.

Vreden
Og hvad er det så der æltes sammen der? Jo ikke bare spøg og skæmt. Men de store spørgsmål. Eksistensens, samfundets, forbrydelsens. I et nyligt forord til en dansk genudgivelse af Sjöwall-Wahlöös romansuite, til Polis, Polis, Potatismos (1970) skriver Jan Arnald/Arne Dahl følgende: ”Hvad var det så, der lykkedes for Sjöwall-Wahlöö i deres serie? Hvad var det der slog denne så længe vibrerende streng an hos en femtenårig, så den tyve år senere kunne udløse eget kriminallitterært forfatterskab? Den tilbageholdte vrede, tror jeg. Ilden – men samtidig en stærkt kontrolleret ild. Den langsomt voksende erkendelse af, at ukontrolleret vrede uden mål falder pladask til jorden – men at ilden dog må findes og bevares. At finde en form til sin vrede, måske …”
Homers klassiske ”Vreden, gudinde besyng”, er det ikke Arne Dahls sande mantra?

Tag nu bare Himmelsöga. Det er påfaldende hvor megen vrede der motiverer det spraglede handlingsmønster, i alle led, i stort og småt. ”At finde en form til sin vrede”, det rette Troja at storme, det er spørgsmålet. Retfærdig harmes form, eller indkrogede sjælesårs eruptive ødelæggelser.

Spy-fi
Man havde måske ikke troet, at Arne Dahl skulle lade sit samlede oeuvre delvist tone ud i spionthrillerens form, ”Spy-fi”, med åbent erkendt forbillede i skikkelse af John le Carré, hvis Den gode tolk får en central rolle i det centrale mysteriums kodeknækning. Men jo, Paul Hjelm bliver spion! ’International ekspert’ i selveste Säpo, det ellers så vidt og bredt, helt rutinemæssigt foragtede hemmelige politi.

I slutningen af Efterskalv, sidste års roman, introduceredes allerede, uden navn, Säpos gamle ’internationale ekspert’ som en livsklog inkarnation af ”det demokratiske instinkt” midt inde i de kyniske (stor)magtpolitiske spil, op imod ondskabens overvældende globale manifestationer. I en kort, intens samtale med Paul Hjelm udpegede han, helt udenfor referat, denne som sin efterfølger.

I Himmelsöga får han navn, Tore Michaelis, og han er pludselig sporløst forsvundet. Og det bliver Hjelms spegede opgave at finde ham, død eller levende. Død, så er jobbet Hjelms; levende, ja hvad så? Michaelis’ vita, som Hjelm ad krogede veje stykker sammen, er mildt sagt skræmmende. Part i eller vidne til de seneste tredive års storpolitiske konflikter. Til stede alle vegne, senest især i Bagdad, en meget ond by. Og der har den supercool Michaelis endeligt mødt muren, en mand, svensker oven i købet, så skruppelløst kold i sit magtbegær, at han under amerikansk beskyttelse kan handle højteknologisk militært isenkram til alle sider, med narkosmugling som en af mange sidegevinster. Vi mødte også ham i Efterskalv, Per Naberius, der dengang slap fra både at ’terrorbombe’ et tunnelbanetog, og fra A-gruppens ellers succesrige narkofangst – og som nær, med en skødesløs håndbevægelse, havde ombragt Arto Söderstedts niårige datter med en djævelsk indopereret minibombe. Grunde nok til had, og en vrede der satser alt.

Det er vildt fascinerende at følge den ensomme Paul Hjelms intenst inspirerede hemmelige arbejde i de stærkt urovækkende spor efter Michaelis, det er ’spy-fi’ på højeste plan, fuld af netop Carré’sk sans for den sigende detalje, den meditative fordybelse i tilsyneladende meningsforladte efterladenskaber, som for det fortolkende blik vinder paradoksal betydning. Detektiven som vor tids allegoriker.

Anoreksi
A-gruppen har sideløbende hermed også hænderne fulde. Hvad der starter med at ligne et banalt videobutik røveri, viser sig snart at pege helt andre, langt værre steder hen. Konkret blot til den anden side af gaden, men dèr har en seriemorder tilsyneladende været i gang med blodigt at torturere og dræbe en hel række suicidalt fortabte anorektikere, lokket til i håbet om det ultimative afmagrings-fix. Også her er der et vældigt had på spil, en vildt forvrænget, ødelæggende vrede, der har sin bund helt nede i fortidens skolegård, hvor de seje tøser, de superslanke cool gymnasiepiger skånselsløst mobbede de kraftigere byggede.

Sara Svenhagen og Lena Nyberg arbejder flot sammen på sagen, Lena får endelig sin shining hour, intuitivt genkender hun denne forvendte, alt for længe fortrængte, vredesform fra sig selv, og sammen må de på kønnets vegne meditere nok så mørkt over det feminine selvhad. ”At finde en form …”

De to handlingsspor fletter sig undervejs sammen i og med at Arto Söderstedt i sine avancerede - og ofte ikke helt regelbundne – internet-undersøgelser støder på en gammel kending, en vis Magda Kouzmin. Hun var lederen af de meget vrede østeuropæiske ex-prostituerede, ’Erinyerne’ fra Europa Blues, hvis hævn dengang tog form af spektakulært, stærkt pinefulde aflivninger af alfonser i hele Europa. Nu er de på banen igen, og skønt deres vredes voldsform ikke er alment anbefalelsesværdig, kan Arto Söderstedt nu som dengang forholde sig empatisk, og praktisk brugbart, til deres retfærdige vrede.

Nu skal jeg ikke afsløre meget mere. Det lyder jo vildt kulørt i referat, men Dahls koblinger af det store og det små, deres indbyrdes spejlinger, bliver overbevisende, fordi han selv midt i den heftigste action har den dybe refleksion over dårligdommene med, fordi han som den skruppelløse plotter han er, distribuerer viden og ikke-viden med stort overblik, fordi hans dialoger er tætte af drøj repliktæft, fordi detektivernes samarbejdsformer lyser af gylden fælles ild midt i diversiteten, fordi han er så humant humoristisk midt i det mest dystopiske, fordi han er så ’nørdet’ ekspert udi computerteknologien, fordi hans A-gruppe er så levende, så empatisk involverede, midt i det trælse, lange seje træk, fordi – ja, fordi han skriver så forbandet godt som han gør!

Døden og kærligheden
Døden spiller en central rolle i Himmelsöga. Ikke bare i den spektakulære volds sfære, men som det vilkår også de sårbare detektiver er underlagt. Kerstin Holm er hårdt ramt; hendes ex-kæreste, Bengt Åkesson, er død, og hendes skyldtyngede sorg over ham bremser længe, alt for længe den genopblussen af kærligheden mellem hende og Paul Hjelm, der så ud til endelig at skulle blomstre i slutningen af Efterskalv. Og Viggo Norlander, Söderstedts gamle ’korvgubbe’-makker, er dødeligt syg af mavekræft. Dahls heftigste bedrift i Himmelsöga er skildringen af chokbølgerne og sorgen over Paul Hjelms påståede død. Det er svinefrækt gjort, og man sidder med en tåre i øjenkrogen. Så hudløst smertenært på beskrevet og følt, med så åben en patos. Så nær er vi kommet A-gruppen.

Kærligheden får dog sit til slut, som det sig hør og bør. De kriminelle spor bliver nogenlunde bragt til hvile, med så fuldt lægende klarhed over fortidens mørke bragt til veje som muligt. Men A-gruppen står angiveligt, trods al succes, foran sin nedlæggelse. Det giver ophav til Dahls elegante meta-slutvignet, hvor de forsamlede – alle mand, selv gamlechefen Jan-Olov Hultin – diskuterer den usikre fremtid, og på Paul Hjelms opfordring, som havde de pludselig almagt, selv vælger hvordan deres liv videre i litteraturen bør være. De bliver ikke enige, dog om ”en elva”, om et år! Det skal Arne Dahl nok se til. Om det så bliver som ”inhyrda privatpoliser (..) Lite science fiction, lite dystopi, lite Blade Runner” – eller snarere i form af psykologiske enkeltmandsfortællinger, det får vi se. Med fuld fortrøstning, for der er masser af stof i A-gruppen endnu. Både i deres fortid og mulige fremtider.

Billeder på nethinden
Himmelsöga er en virtuos tour de force. Gamle motiver dukker op igen, lange tråde mellem tidsligt forskudte begivenheder giver ny tone, alting bliver opsummeret så vidt. Man ræser lystent gennem romanens 409 sider – min kone læste den på én dag! – og man kan roligt læse den engang til. Man bliver ikke færdig med den. Man husker den i billeder, bevægelige billeder. Mest suverænt står indledningskapitlets magelige, olympisk fortælleroverblikkende ’helikopterpanorering’ over et søndags-sensommerligt Stockholm, hvor alle vores venner i A-gruppen ses i sigende snapshots. Mod slutningen af romanen kommer hele panoreringen igen, men nu som reel, stærkt truende ’Eye in the Sky’ satellitovervågning, afgørende central for den endelige opklaring af alt det diverse. Det er filmisk prosa af fineste mærke. Musikalsk prosa. Og musikken spiller atter en central rolle, Bachs ”H-moll messe” denne gang, en musik der opsummerer hele Bachs karriere og udvikling, her ofte og intenst i-Pod aflyttet af Paul Hjelm, der i Bachs fortrøstningsfuldt religiøse vendthed finder trøst for sin egen ensomhed, sin angst for datteren Tovas skæbne – hun var på nippet til af blive offer for anoreksi-morderen, og er meget syg. Et ’himmelsöga’, en mulig åbning ud mod en verden hinsides det onde, vreden, den forvredne hævn. I forhold til den har vi alle behov for tilgivelse. Om den så kun kan itonesættes, eller synges på latin. Det er Dahls store format som kunstner at kunne omfatte det frygteligste i vor tid, og balancere det med skyggebilleder af noget utopisk bedre, anderledes. At bevare ilden, ”at finde en form til sin vrede, måske …”.

PS. Det meget umage makkerpar, ’latinoelskeren’ Jorge Chavez og den homoseksuelle Jon Anderson arbejder helt fint sammen trods alle forskelle. De kan dog længe ikke blive enige om hvorvidt massemorderen er mand eller kvinde, video-overvågningsbillederne er tvetydige. De tos kønsfordomme er klare.

Den aktuelle, noget fordomsfulde debat i Sverige om ’femikrimien’ får mig til at tænke på dengang Arne Dahls pseudonym endnu ikke var afsløret, og hvor spekulationerne om hvem der mon skjulte sig der bag, fyldte det meste af anmeldelserne. Der blev gættet fantasifuldt og vidtløftigt. Ét bud var, at Arne Dahl måtte være en kvinde. Det kunne han jo også sagtens have været. Enhver god forfatter er principielt, ideelt tvekønnet!