Siden sin romandebut i 2013 har forfatteren Pernille Juhl udsendt en roman en gang om året. Det er digre værker baseret på autentiske begivenheder eller historiske personer fra det dansk-tyske grænseland.

Pernille Juhl udsender sine bøger på eget forlag. Hun har en bred skare af læsere - især i Sønderjylland og Sydslesvig, men også nord for Kongeåen. Det vidner blandt andet de pæne udlån på de danske folkebiblioteker om.

Pernille Juhl har en fin evne til at finde de menneskelige og vedkommende historier om mennesker eller skæbner, vi ikke har hørt synderligt meget om tidligere. Men hun giver sig også i kast med portrætter af kendte personligheder, ja koryfæer, i den sønderjyske historie.

Hendes nyeste roman hedder slet og ret Genforening og er et solidt portræt af den sønderjyske politiker, redaktør og organisator H.P. Hanssen, hvis indsats var en vigtig forudsætning for, at Nordslesvigs forening med kongeriget Danmark overhovedet kunne realiseres i 1920.

Det er til dato en af de bedste romaner, Pernille Juhl har udgivet - hvis ikke den bedste.

Levende og troværdigt Forfatteren tegner et levende og troværdigt portræt af den dansksindede sønderjyde, som man nogle gange skulle tro brændte sit lys i begge ender.

Hanssen nåede at være både redaktør, politiker i den preussiske landdag og den tyske rigsdag, foredragsholder, aktivist og problemknuser for dansksindede sønderjyder, der på den ene eller anden måde blev ramt af preussernes hårde fremfærd i den ekstreme Köller-periode. Det var perioden opkaldt efter den nidkære slesvig-holstenske overpræsident, der på alle måder forsøgte at gøre livet surt for de dansksindede i især Nordslesvig. H.P. Hanssen blev minsandten også far til ni børn.

Alt dette havde umuligt kunnet lade sig gøre uden hans hustru, Helene, og hun får derfor også en fortjent plads i bogen som “the woman behind the man”. Dog aldrig på nogen patetisk eller konstrueret måde, som man har set eksempler på, når en forfatter har villet fortælle, at der sandelig også var en kvinde med i spillet.

Bøder i massevis
De preussiske myndigheder gjorde, hvad de kunne for at sætte en stopper for H.P. Hanssen. Under Köller ville preusserne en gang for alle danskheden til livs, og en del af midlerne var at udstede bøder i massevis og sende de mest ihærdige i fængsel. H.P. Hanssen var én af dem. Hans avis, Hejmdal, blev lukket flere gange, og han blev angrebet for blandt andet landsforræderi og parlamentsspionage.

Dansksindede blev udvist til kongeriget for bagateller. Unge mænd udvandrede for at undgå preussisk militærtjeneste. Og familier blev splittet ad. Døren stod hver gang åben til H.P. Hanssens hjem i først Sønderborg, senere Aabenraa. Han afviste aldrig mennesker, der havde brug for hjælp.

Intet heltekvad
Bogen er dog ikke noget heltekvad. Vi oplever også H.P. Hanssens svage sider flere steder. Han havde sine fjender. Det ved vi.

Især omkring Flensborg Avis' redaktør Jens Jessen. Flensborgerne og mange dansksindede følte sig senere, i 1919-1920, forrådt af H.P. Hanssen og hans Aabenraa-bevægelse, der kom til at stå i modsætningsforhold til Flensborg-folkene og de kræfter, der ville have Sønderjylland ned til Danevirke med til Danmark.

H. P. Hanssens linje var, at man måtte gå efter det realistiske - og det var kun at få forenet Danmark med de slesvigske områder, hvor der varet bæredygtigt dansk flertal. Det vil i praksis sige nord for den såkaldte Clausen-linje, der i grove træk er den nuværende grænse. Her kunne forfatteren nok have givet lidt flere ord til den opposition, H.P. Hanssen var udsat for - ikke blot de eder og forbandelser, Jens Jessen spyede ud imod ham, men også den substantielle kritik, der var af H.P. Hanssens linje.

Hun kunne også have gravet lidt dybere i det store chok, det var, da H.P. Hanssen i juni 1919 meget uventet sprang med ind i den radikale Zahle-regering. Det havde H.P. Hanssen gode bevæggrunde til at gøre, men set fra mange sønderjyders synspunkt var de radikale ikke ligefrem et parti, der havde lagt sig selen for deres sag.

Det fremgår ikke af bogen, om Pernille Juhl har haft en redaktør på sin bog, der dog er velredigeret, stringent og levende i sproget - men dog indeholder nogle småfejl. Pladsen foran Rigsdagen i Berlin hed af gode grunde ikke “Platz der Republik” før 1918, men Königsplatz. Republikken kom jo først efter det tyske kejserriges fald. Af en eller anden grund mener mange danskere også, at Potsdam skal staves med z. Og der er flere petitesser. Heriblandt Pernille Juhl. Men: Vi er i småtingsafdelingen, og det ændrer ikke ved bogens grundlæggende linje.

Det diskuteres ofte, om fiktion om store begivenheder i historien overhovedet er egnet til at give læserne eller seerne forståelse for og indblik i historiske forløb og kendsgerninger. Pernille Juhls biografi om H.P. Hanssen er et eksempel på, at det kan lade sig gøre - også uden at den dokumentariske genre bliver for tung. Der er grundig research bag bogen, der hviler på fakta. Nu var H.P. Hanssen en meget skrivende mand - det blev til bøger og mange breve, som Pernille Juhl kan øse af.

Hun har skrevet en historisk roman for helt almindelige mennesker, der ikke orker at læse en masse faglitteratur.