Denne artikel udkom første gang i Mellemrummet – tidsskrift for dansk, nr. 5, 2004. Den udgives her i lettere revideret udgave.

Et uforløst liv og forfatterskab er et prædikat, som er blevet påklistret Jakob Hansens litterære mangfoldighed. Han blev kun 40 år gammel, formåede aldrig rigtig at slå igennem litterært og måtte tage sig arbejde for at finansiere sin familie og sit forfatterskab. Dermed præges eftertidens reception af Hansen på sin vis af en slags uforløsthed. Man kan så diskutere, om det er berettiget eller ej, om alsidigheden var for gennemsyrende, eller om det simpelthen var fordi han var forud for sin tid. Et værk som En kritisk Tid er således et rent opslagsværk i modernistisk teknik og tematik. Hvad arbejde med en ikke-kanoniseret forfatter ofte demonstrerer, så er det ofte et temperamentsspørgsmål, hvilke værker, der er kvalitative og hvilke, der ikke er det. Af den grund er glemmebogen ofte et besøg værdig, hvorfor også kanonproblematikken er en nærliggende diskussion at tage, når et lidet belyst forfatterskab kryber frem, kaster sit hedengangne mæle til skue og animerer til genskrivning af litteraturhistorierne. Det kan stedse overraske, hvad vi i et højhastigt forbrugersamfund ekskluderer. Alt, hvad vi smider ud, er ikke affald.

Et kritisk fragment
Jakob Hansen debuterede i 1897 med En kritisk Tid, der foregriber store dele af de strømninger, som han viser gennem det næste tiår. Den handler om den kyniske jeg-fortæller, der ønsker sig af med pigen Katy, som bærer hans barn. Det lykkes ham at overbevise hende om selvmord som den eneste udvej, og efter hendes forsvinden finder han hende halvt dekomposeret i skovbundens muld.

Denne bog er yderst fragmentarisk komponeret og benytter en række udtryksformer, som er karakteristisk for de tiltagende modernistiske tendenser: Hele fundamentet for fortællingen hviler på et metafiktivt grundlag, der først meddeles læseren halvvejs gennem bogen. Det viser sig her, at det, der læses, er skrevet af jeg-personen selv; en dagbogsform, der måske foregriber og slægter Martin A. Hansens Løgneren på, hvor En kritisk Tid dog ikke eksplicit viser en angivelse af at være dagbog.

Som titlen antyder, bevæger bogen sig i flere former for dekadence: en social, temporal dekadence for de implicerede personer, endvidere en meget bogstavelig, korporlig dekadence og ikke mindst en formmæssig dekadence. Bogens enhed er, med Paul Bourgets ord, opløst for at give plads for sidens uafhængighed, siden er opløst for at give plads til sætningens uafhængighed, og sætningen for at give plads til ordets. Dette lægger grund for den fragmentariske fortællestil.

Ydermere anføres der gentagelser af (litteratur)historien. Bogen er med andre ord mættet med intertekstuelle referencer til andre værker, såsom Hamsuns Sult, Kierkegaards Enten-Eller, Jacobsens Niels Lyhne, blandt andre, men ikke mindst, Nietzsche, der har sine samlede værker placeret på hovedpersonens bogreol.

Kejserens by
Nietzsche, der er en central reference hos Hansen, har da også indfundet sig mere eksplicit i Hansens næste bog, Neropolis, fra 1899. Den foregår et halvt århundrede efter Kristi fødsel og handler om den unge Silvanus, der rejser fra en landejendom uden for Rom ind til byen. Her indsluses han i de aristokratiske kredse primært omkring sin barndomsven Mancius. Her stifter han bekendtskab med en lang række mere eller mindre magthavende personer i Rom, for til sidst at tage del i et komplot mod den herskende kejser Nero og af samme grund ende som (sejrende) gladiator.

Generelt har Hansen en tendens til at lade bipersoner på megen spillerum; han lader sig ofte forføre af disse, følger dem for derefter at vende tilbage til fortællingens hovedspor. Denne bog er dog mere stramt komponeret, men tager alligevel løbende en del omveje. Det skal dog også siges, at denne er den kvantummæssigt største bog i forfatterskabet og byder heraf på længere kapitler, et noget bredere, mere nuanceret persongalleri og en mere plotorienteret handling.

En sygelig tilstand…
De allerede anførte strømninger indføres også i Hansens næste udgivelse, Menneskenes Døtre, fra 1900, men et par nye slås også an. En romersk reminiscens er novellen ”Venus”, der også fortsætter Nietzsche-inspirationen. Dette gælder tillige ”Katalogets Nr. 23”, der leder tankerne mod Nietzsches ”»Du går til kvinder? Så glem ikke pisken!«” – jeg’et glemmer i hvert fald ikke pisken! Noveller som ”Frøken Kuhlau” og ”Stranding”, til dels også ”Lock-out”, giver så småt forsmag på senere fantastisk inspiration hos Hansen, men den kommer endnu ikke helt til udtryk. Derimod giver flere af tematikkerne antydninger af en mere socialproblematisk skildrende forfatter, hvor f.eks. novellen ”Ethelka” griber om en debat af tidens kvinderoller.

Hvis noget generelt skal siges om disse noveller, så må det være, at de kredser om eksistentielle problemstillinger, men det er en etiket, der kunne sættes på Hansens brede forfatterskab (hvis ikke størstedelen af litteraturhistorien) – det er imidlertid eksistentialisme i bred forstand lige fra diskussion af religion, af kvinder og arbejderes sociale roller og af en egentlig tilstedeværelse af metafysiske organismer. Derfor er Menneskenes Døtre et godt eksempel på den alsidighed, som Hansen på godt eller ondt begiver sig rundt i.

”Et Kald” griber mange af disse strømninger og beskæftiger sig med menneskets individuation og dets ønske om at gå egne veje som modsætning til dydig selvfornægtelse. Det samme gør ”Tikroner”, måske en smule indirekte, mens den samtidig slår en mere satirisk accent an. Derimod skiller den sidste, ”Siwa”, sig ud som en mere symbolsk lignelse, en tilnærmet skabelsesberetning. Men hovedsageligt anviser denne samling, hvordan forfatterskabet griber inspirationer i mange tænkelige retninger.

… eller hengivenhed
Fragmentarisk til en vis grænse og strømningsgribende er også den antimilitaristiske Soldater, der blev udgivet som føljeton i Socialdemokraten i 1901. Den omhandler en ung magisters rekruttid ved fæstningsartilleriet og dennes kritiske blik på værnepligten. Julius Bumholt beskriver den som et selvbiografisk portræt, og detaljerne er da også slående, hvis de er korrekte: værnepligtig indskrivning på datoen d. 4. juni, både i Soldater og for Hansen selv, og jeg-fortælleren er en snedkeruddannet akademiker, som Hansen også selv var. Om det er Hansens egen ”accent”, der gennemsyrer fortælleren, skal dog ikke diskuteres nærmere her. Denne accent, denne fortællestil, der præger Soldater er en distanceret, deskriptiv tone, der skildrer den problematiserede autoritet i militæret:

”Vi blev alle enige om, at den [militarismen] var en anomali, et rudiment fra en svunden barbarisk tidsalder og som sådan dødsdømt; […] Hvad kommer de os ved? Hvad har de at gøre med vor personlige selvopholdelsesdrift?” (Soldater, Julius Bumholts Jakob Hansen – Udvalgte Arbejder, 1967, s. 142, med ny retskrivning).

Desuden indføres her et udtryk, der går igen i det meste af Hansens, nemlig selvopholdelsesdriften, som oftest er negativt skildret. Dette gælder i øvrigt flere samtidsværker såsom Pontoppidans Lykke-Per, Jakobsens Niels Lyhne og Nexøs Dryss. Diskussionen, som citatet her er uddraget fra, konkluderer, at denne tillige er en opholdelse af krig – det er grundlaget herfor. Denne drift eller dette instinkt er hos Nietzsche, hvad der gør mennesket falskt.

Litterær selvopholdelse
En sådan drift bliver mere tematisk i Hansens næste samling af fortællinger fra 1902, der bærer titlen Drømme, der svandt, i takt med, at emnerne bliver mere skildrende af socialt nedre klasser. Dette er udpræget i ”Kampen om Tilværelsen”, hvor en professor ikke helt selvvalgt får mulighed for at efterprøve sine darwinistiske evolutionsteorier om tilværelsens kamp i praksis, da han må stride som arbejdsløs. ”Madame Jensen” viser en kvindes tilværelseskamp med sin forsørger, der ikke vil kendes ved hendes barn – men forlanger hendes kærlighed til sine fem. Her præsenteres et inverteret lykkebegreb, da hun vælger at indordne sig under hustruvold og drukgæld, men kalder dette en slags lykke.

Andre mere specifikke problemstillinger slås også an heri: en kunstners selvopholdelse i ”Døden”, der sammen med to ovennævnte også kredser om en menneskelig dekadence; en allegorisk forklaring af parlamentarismens indførelse i ”Systemskifte”; endvidere ”Lykkens Land”, som Vilhelm Andersen betegner som den mest nietzscheanske af Hansens tekster. Denne synes sammen med den senere ”De Saliges Øer” at være en søgen efter øen, hvor Nietzsches karakter og talerør, Zarathustra, bor, som netop kaldtes ”lyksalige øer”.

Et vigtigt tiltag i Drømme, der svandt er dog åbningsfortællingen ”En Forårsdag”, der giver sig i kast med mere formeksperimenterende tiltag. Denne er nok noget nær det mest prosalyriske, som Hansen har skrevet – et godt pejlepunkt, hvad dette angår, er antallet af, hvad Peter Stein Larsen kalder, abstraktets genitiver: eks. ”Bogfinkens syngende Skrig” og ”Vestenvindens lune Favn”. Opsummerende er denne samling på samme måde som Menneskenes Døtre eksemplarisk for Hansens alsidighed.

Universel tilgang
Efter denne udkommer Universaldirken i 1904, som er den udgivelse, der afviger mest fra Hansens øvrige forfatterskab. Her bliver accenten skarpt satirisk i sin skildring af forbrydersamfundet, der omgiver den idérige, tidligere overretssagfører Køhncke. Hovedsporet i fortællingen er Køhnckes livshistorie, der har bragt ham frem og tilbage over grænsen mellem ulovligheder og tilladeligheder. Men som Hansens længere tekster har for vane, så holder denne sig heller ikke på det ene spor, men tager omveje omkring bl.a. en retssag og birollers udflugter. Et andet punkt, hvor denne afviger betragteligt fra hovedstrømningerne i forfatterskabet, er en leflen med utilitaristiske tankegange, der danner en diametral modsætning til Nietzsches filosofi. Alt sammen i en temmelig morsom og satirisk tone:

”»He, he, endnu har man dog ikke glemt mig, ikke helt. Kun mit eget Fædreland kaster Vrag paa den ypperste af sine Sønner. Dette forbandede Land, hvor Fladpander og Undermaalere trives som Væggetøj, hvor den virkelige Storhed gaar fredløs i sin Grav«” (Universaldirken, s. 194)

Det er svært her ikke at tænke på en vis Egon Olsens udladninger mod sine kriminelle, småforhutlede kumpaner.

Mangfoldighedens ynde
Med De Levendes Land fra 1905 er vi igen drejet ind ad alsidighedens skiftespor. ”De Saliges Øer” er berørt, der sammen med ”En Drømmer” og titelnovellen ”De Levendes Land” bærer tydelige symbolistiske strømninger i form af drømmevisioner, fatamorgana og en mere poetisk sprogbrug. De mere filosofiske tanker præger ”Det store Skisma”, der diskuterer religiøse perspektiver i et småbysamfund, mens ”Evolution” fortæller om en tilbagevenden til en sådan landsby.

””Forandring fryder”” fortsætter strømningen af skildringer af kunstnere, der her er kædet sammen med ægteskabet som socialt element, hvilket igen bringer tankerne omkring Nietzsches nedgørende udsagn om ægteskabelighed. Om kærlighed i støbeskeen fortælles der i ”Elise”, men om ulykkelig kærlighed.

De to sidste noveller bringer tankerne udi verdenslitteraturen, hvor ”En af Herman Krügers store Dage”, sammen med ”En Drømmer”, umiskendeligt bringer tankerne i retningen af Dostojevskijs ”Et latterligt menneskes drøm”. Den handler om en hovedperson, der beslutter at begå selvmord, men mangler det rette tidspunkt til det, hvad også er tilfældet for Herman Krüger. Men han, hos Dostojevskij, falder i søvn og drømmer en række omskiftelige scener, hvilket ligner den ustadige drømmekomposition hos Hansen i ”En Drømmer”.

”Fru Hald” leder både fortælleteknisk og kompositorisk tankerne hen mod Edgar Allan Poes kriminalgåder og rammefortællinger. Den handler om den ældre herre Wilsters fortælling til en forsamling om mødet med fru Hald, hvor rammeforståelsen er fortællerens nutidige fortælling af handling i fortiden, en fortælleteknik som også f.eks. Poes ”Black Cat” bærer. Alt i alt, med en gentagelse af det tidligere sagte, så viser denne samling ligeledes, hvor forskelligt Hansen kan skrive, men, hvis en udvikling skal spores, kan den ligge omkring mere spændings- og plotbetonede fortællinger. Men det er dog ingen sikker garant for alle novellerne.

Poe-tisk affektion
Det er heller ikke overraskende, at Poe er at spore hos Hansen, eftersom han i årene mellem De Levendes Land og sin død i 1909 oversatte Poes noveller samlet i Hemmelighedsfulde Fortællinger i 1908-1909. Dette er dog også grundlæggende inspiratorisk for den af Martin Andersen Nexø posthumt udgivne samling, Golgatha, fra 1912. De fire af de fem tekster heri trækker på disse erfaringer: Specielt ”Golgatha”, ”Begravelsen har fundet Sted” og ”Den sjette Sans” synes at ligge tæt op ad Poe-traditionen, mens disse sammen med ”Bosche Sochrani Zarja” eksperimenterer med det menneskeligt uforklarlige til tider tangerende det fantastiske. Den sidste tekst i Golgatha er den stærkt dokumentariske ”Fire Tuberkulosebreve”, der kritisk skildre vilkårene for en tuberkulosepatient i Hansens samtid. Denne må uden at tage munden for fuld skildre selvbiografisk materiale, eftersom dette tillige var Jakob Hansens eget dødsmærke. Han døde natten til d. 1. april 1909 af uhelbredelig tuberkulose.

Den glemte glemmebog
Disse nævnte tekster er de officielt udgivne Jakob Hansen-tekster, men der findes flere, som er opbevaret på Det Kgl. Biblioteks håndskriftafdeling. To samlinger ligger her forvaret, den ene under fællestitlen Fjerde Stand, den anden uden fællestitel.

Disse ti kortprosaiske tekster bekræfter blot den hidtil forklarede alsidighed. Af nye tiltag findes to såkaldte dramatiske skitser, ”Gæstebudet” og ”Liv eller Død?”, som sammen med den udsigelsesmæssigt interessante ”Maskinernes Forbandelse” og ”De gamle” indeholder nogle klare sociale problemstillinger omkring de lavere bohemeklasser, mens ”Raageskytten” og ”Svoger” beskæftiger sig med hjemløshed og provinsrelaterede konflikter såsom bondeopgør.

Derimod er to andre fortællinger internationalt relateret: ”Godt Begyndt” er en satire over de problematiske forsikringsforhold i USA, mens ”En Monolog” begiver sig til Rusland i en overværelse af et giftmord. ”En Drøm” er forløberen for den trykte ”En Drømmer” fra De Levendes Land, hvorfor den behandler lignende tematikker, mens ”Tabu” nok er den, der skilder sig mest ud fra de resterende tekster, hvor Hansen endnu engang søger udi de fantastisk og science fiction-relaterede kroge. Men igen en anselig tematisk differentiering er på spil i disse tekster, som i det resterende forfatterskab.

Her er Jakob Hansens forfatterskab gennemgået punktum for punktum, hvor alsidighedens affektion har vist sig som den mest sigende tilstandsbetegnelse - affektion tænkes her i dobbeltbetydningen 'en sygelig tilstand' såvel som 'en hengivenhed'. Beser man udgivelsesrækker udi den danske litteraturhistorie, så kan alsidigheden (det svært systematiserbare) desværre antydes som den betydeligste årsag til enkelte forfattere henfalder til glemmebogskonstruktion – eller i hvert fald ’glemmes’ i de akademiske kredse. Hermed er der i hvert fald slået et slag for, at de små ukendte forfattere kan tilbyde nye perspektiver på og revideringer af den etablerede kanon.