Theis Ørntoft er i vælten med sin nyeste digtsamling “Digte 2014”, som generelt har høstet store roser. I forbindelse med anmeldelsen af udgivelsen foretog jeg et interview med digteren.

MAM: Hvordan har processen med din nye digtsamling været?

TØ: Jeg ved det ikke helt. En tid gik jeg rundt og følte mig som en atletikudøver, der var født 100 år for sent. At der var noget gammeldags ved mig, at de stadions jeg skulle løbe rundt på ikke længere blev brugt af nogen, der var ikke længere brug for atleter. Denne fornemmelse har jeg egentlig stadig, men noget grundlæggende i mig, noget nede i det altid uforanderlige, fik mig til at løbe videre alligevel. Viljestærk og dum, denne sære kombination. Hvad angår processen: jeg kunne sige at den har varet i mange år, og jeg kunne sige at den varede i en måned. Som med enhver proces er det mærkeligt at tænke sig, at den skulle have en begyndelse et sted. Men undervejs har der været meget sprog og mange ”manuskripter”, der endte i blindgyder eller simpelthen faldt i søvn; men mange af dem vågnede pludselig op igen et andet sted, nemlig sidste forår hvor jeg sad og skrev. Jeg tror, at det er dette sammensurium af opvågninger rundt omkring i en gammeldags atletik, som er endt med at blive til min bog.

MAM: Hvordan har du oplevet forventningerne ovenpå succesen med Yeahsuiten

? TØ: Udelukkende som noget indvendigt, som noget i mig. Folk er jo ligeglade, bortset fra når de er fulde og til fest. Hvor skulle disse forventninger finde sted andet end i mig? Alligevel er mit eget mentale billede af Yeahsuiten selvfølgelig blevet påvirket af sine omgivelser, af visse reaktioner i den verden, jeg er en del af. Digtene i Yeahsuiten blev meget talt om som noget ungt og sjovt, de var et frisk pust. Men jeg kunne slet ikke forstå mange af reaktionerne på den bog, jeg opfattede det selv som en bog om katastrofer. Men måske blev jeg også lidt kontrær. Selvfølgelig var den sjov at skrive, det handler om at more sig. Nu kan jeg personligt slet ikke holde Yeahsuiten ud, det er lige før jeg bliver ligeglad med den.

MAM: På trods af de hyppige referencer til samfundenes ophør har du i interviews fraskrevet dig at være politisk digter. Hvorfor?

TØ: Det eneste jeg har sagt er, at diskussioner som bliver polemiske ikke er noget der interesserer mig. Nu har der f.eks. været en diskussion af race og køn blandt danske forfattere, og denne diskussion blev – som ved en naturlov – næsten øjeblikkeligt polemisk. Diskussionen fik navne og områder, og når fænomener får navne og områder, så er det som om noget fjendtligt altid vågner i verden. Det kan selvfølgelig også være fordi diskussionen fandt sted i et miljø, hvor dét at positionere sig virker til at komme forud for det, der diskuteres. Men for at vende tilbage til noget interessant: Ideen om den politiske digter versus dens modsætning, den ikke-politiske. Jeg tror ikke rigtig på det, for hvad betyder det overhovedet – at agere og handle a-politisk? Jeg kan ikke se det for mig. Men det kommer som sædvanlig an på, hvordan man definerer sit ’politik’. Kort sagt er min holdning i forhold til det litterære: Ja, ethvert sprogligt udsagn har et bevidsthedsforandrende potentiale i sig. Et udsagn kan styrke og fæstne et område i modtagerens bevidsthed, sætte sig fast på dette område som endnu et atom; men det kan også få noget til at smuldre, danne en ridse som får følger. Men at afsenderen af et litterært sprog skulle have kontrol over udsagnenes virkning ude i verden? Det er en mærkelig tanke, synes jeg… Eller måske skal jeg nøjes med at konstatere, at denne kontrol, dette ansvar, ikke interesserer mig. Det interesserer mig ikke det mindste. Og jeg kan ganske enkelt ikke trække vejret i det. I sociale virkeligheder har jeg et ansvar overfor ethvert Andet jeg møder. Men når jeg skriver er det noget helt andet, der overtager mig, nøjagtig på samme måde som det biologiske eksperiment fanger biologen: Hvad vil der ske her? Egentlig ikke mere end dette: Hvad vil der ske? En simpel nysgerrighed (barnlig?) efter at se hvilke veje verden forsvinder ud af ved hjælp af sammensætningen sprog/menneske. Nej, vi vil høre dine holdninger, du skal sige det du mener! Men hvem ved overhovedet hvad ens egen holdning er og hvorfor man har den? Apropos alle diskussionerne om strukturel ideologi…

På det seneste har jeg fået den tanke, at mange kvindelige forfattere har et socialistisk-solidarisk forhold til det litterære sprog som handlingsrum, mens mange mandlige forfattere er mere libertinske. Men måske tager jeg helt fejl.

MAM: Jeg oplever det svært at gennemskue forholdet mellem krop og bevidsthed i dine digte. Hvordan ser du selv forholdet mellem de to fænomener?

TØ: Stort spørgsmål en torsdag formiddag, hvor nogle højskoleelever spiller opera ud af et åbent vindue, her hvor jeg bor. Lige nu tænker jeg: Opera er smukt, som arkaiske ting kan være smukke, opera er udtryk for en sensibilitet, som ikke længere findes i verden. Det er helt seriøst som at lytte til noget fra ’en svunden tid’, et vidnesbyrd der ikke længere muterer eller afgiver ny betydning. Men så alligevel, nu kan jeg høre paukerne komme ind. Bom, bom, bom! Lige nu og her, i 2014. Og så bliver jeg i tvivl igen. Men om skellet mellem krop og bevidsthed i digtene: Jeg oplever også selv dette forhold som uafgørligt. På det seneste har jeg spekuleret en del over at kroppen jo, helt banalt, er indlejret i en geografi. Kroppen er, så vidt vi ved, uadskillelig fra dens tid og rum. Man kan ikke tage kroppen og indsætte den andre steder, som en youtubefilm, man kan ikke linke til kroppen eller på andre måder sprede den, ikke endnu. Men min pointe er, at jeg bliver mindre og mindre sikker på, at dette også gælder bevidstheden. Er bevidstheden ligesom kroppen indlejret i den materielle geografi? Vel et ældgammelt spørgsmål. I forhold til det kunne man måske definere det psykedeliske stadium sådan: Som et stadium hvor bevidstheden ikke har nogen kontur eller koordinater, hvor den ikke er en forskel til noget andet, men er absolut indlejret i verden. En slags tidløs, stedløs og artsløs væren.

MAM: Digtene spiller både på resignation/apati og engagement/aggression. Er det i den vekselvirkning du lever dit liv, eller hvordan skal man forstå samspillet?

TØ: Hvor end jeg søger hen i mig selv, synes jeg, at jeg støder jeg på paradokser. Det er som om, jeg både faldt i gryden med empati og med kynisme som barn. Det ene sekund kærlighed, det næste had; alt dette er sikkert helt normalt. Jeg bilder mig i hvert fald ind, at mange, der skriver, maler på lærreder eller dropper ud af universitetet, fordi de ikke ønsker at blive opdraget af fortiden, kan genkende dette: At deres værker eller handlinger opstår som effekter af dyb ambivalens. Og ambivalens producerer jo spænding. Siden tidernes morgen har dette været måden ethvert skybrud opstod på: To temperaturer, to tryk der ikke ønsker at gå i forbindelse, skal gå i forbindelse. At verden kommer fremad ved hjælp af krige mellem sine interne bestanddele, det kan man forvisse sig om er sandt, bare ved at kigge ind i en jungle, eller op på himlen når det tordner. What is this war in the heart of nature.

MAM: Du kan skrive både krystalklare, ligefremme digte og abstrakte, hermetisk lukkede digte. Hvad er dine overvejelser om at sammenskrive de tilgange i samme digtsamling?

TØ: Selv oplever jeg ikke så meget, at der er hermetiske digte i min bog. Jeg oplever selvfølgelig, at der er forskellige passager, og i disse passager er der flere tegn på en tidsbunden hverdag nogle steder end andre. Personligt føler jeg mig mest ”hjemme” i passagen der hedder ”Elephantor”. Hvad vil det forresten sige at noget er abstrakt? Når jeg læser linien: ”statisk elektricitet ud langs en årrække”, så opfatter jeg den selv helt konkret. For mig er poetiske billeder ikke billeder på ’noget andet’, for mig er de helt ligetil. Eller jeg forsøger i hvert fald at gøre dem ligetil, jeg må insistere på det. For hvis man ikke gør det, risikerer poesi at blive til noget frustrerende, hvilket måske har at gøre med den opdragelse, vi har fået. Vi er opdraget til at oversætte og finde dybde, vi kan ikke forstå, at fænomenerne ikke har noget bagved, at de ikke altid betyder noget andet og dybere.

MAM: Et spørgsmål i forlængelse: det humoristiske og det alvorstunge flettes tæt i digtene. Men kan det frugtbart fusioneres? Hvorfor, hvorfor ikke?

TØ: Jeg mener, at forskellige temperamenter kan fusionere og danne nye helheder. Hvis jeg skal sige noget, som jeg rent faktisk synes var spændende med Yeahsuiten, så var det at den udtrykte et temperament, som mange ikke vidste, hvordan de skulle reagere på. Og jeg holder meget af, når jeg selv ikke ved, hvordan jeg skal reagere. Det er som om verden, pludselig bliver virkelig. Det er egentlig uinteressant om ting er gode eller dårlige, dybt uinteressant, og hvad betyder det overhovedet; mere interessant er det, når man ikke kan reagere.

Men tilbage til stemmen: Når man bygger en litterær stemme, så starter man med at bygge broer. Og når man har bygget disse broer, så begynder temperamenterne, hvis man er heldig, helt af sig selv at vandre over broerne, de begynder at vandre over i hinanden. Og på et tidspunkt har de vandret over så mange broer og ynglet så mange gange, at det ikke længere er muligt at adskille noget som helst. Men personligt når jeg aldrig dertil. Og derfor er der steder i mine digte, hvor der findes sprækker og synlige overgange, hvor det bliver synligt, at det slet ikke er nogen samlet helhed, der taler. I det hele taget forekommer begrebet ”centrallyrisk jeg” mig mere og mere absurd. Det er, som om det er et begreb fra en fjern fortid, og jeg mister forståelse for, hvad det betyder, dag for dag. Hvad betyder det? Jeg forstår det ikke, selv ikke jeg, som skriver temmelig klassiske digte forstår det, og hvis jeg fik muligheden, ville jeg aflive ideen om det centrallyriske jeg, det giver ingen mening længere.

MAM: Hvad er dine planer for dit forfatterskab i fremtiden?

TØ: Jeg vil sandsynligvis skrive flere bøger. Gør det du er bedst til, som Danske Bank har fortalt mig. Så det vil jeg gøre; sidde og digte på statens regning, tage på rejser som jeg senere hen kan beskrive, være meget alene. Jeg bryder mig mest om at være alene. Og ambitiøs. Det er Michel Houellebecq, der deler kunstnerne op i dekoratørerne og de revolutionære. På forunderlig vis lader det til at være dekoratøren, der er den mest ambitiøse. Jeg har ikke modet til for alvor at ville forandre noget, og hvis jeg havde, ville jeg nok lave noget andet end at skrive digte. Jeg er en sådan dekoratør, og det mener jeg egentlig at alle forfattere er, bortset fra nogle meget, meget få.