I 1948 skete der noget, som mange i de nordtyske kunstnerkredse syntes var underligt: I en alder af 80 år giftede maleren Emil Nolde sig med den 26-årige Jolanthe. Det var et fornuftsægteskab i en meget anderledes tid.

I 1946 døde Ada Nolde, Emil Noldes danske hustru, på sygehuset i Nibøl. De sidste årtier af sit liv havde hun haft en kronisk sygdom, så hun i lange perioder måtte indlægges på sygehuset. Nogle gange helt i Hamborg.

Emil Nolde blev enkemand og var tæt på at gå ned med flaget. Ada Nolde havde, siden parret blev gift på Frederiksberg i København, været den, der havde klaret meget af det praktiske for sin kunstnerisk anlagte ægtefælle. Hun førte nøje regnskaber, korresponderede med gallerier og kunstmæcener og gik gerne i offensiven for sin mand, når han var under beskydning - især under nationalsocialismen.

I 1947 skrev en ensom Emil Nolde til Irene Erdmann, hans kommende svigermor: “Bare jeg også havde nogle kære mennesker omkring mig. Jeg føler, at en kunstner kun kan dele det dejligste og det inderste med et elsket menneske, og jeg er alene med min smerte, min kunst og med den lykke, som jeg tror på”.

Et år senere giftede Emil Nolde sig med den 54 år yngre Jolanthe Erdmann. Emil Nolde var 80 år. Jolanthe Erdmann 26 år.

30 år ældre end…
Godt nok kom Jolanthe Nolde fra en liberal og progressiv kunstnerfamilie, men den store aldersforskel gav også anledning til undren dér, hvor hun kom fra. Hendes far var den tysk-baltiske komponist Eduard Erdmann, hvis symfonier og kammermusik ofte blev spillet til langt op i 1970erne. I dag er hans musik om ikke ukendt, så kun yderst sjældent spillet.

“Han er 30 år ældre….”, skal Eduard Erdmann have sagt, da han til venner og bekendte fortalte om sin kommende svigersøn - og det forestående bryllup. “… end mig”, tilføjede Eduard Erdmann tørt.

Emil Nolde og Eduard Erdmann kom i de samme kunstnerkredse og omgikkedes hinanden privat. I øvrigt havde de begge været medlemmer af nazistpartiet. Erdmann i Tyskland. Nolde i Nordslesvig, hvor han kom fra.

Jolanthe Nolde og Emil Nolde mødte første gang hinanden kort efter, at han var blevet enkemand. Det var - sådan fortalte hun i 2003 ved åbningen af en stor Nolde-udstilling i Karlsruhe - ved en klaverkoncert, som hendes far gav for en sluttet kreds i Satrup i Angel. Familien Erdmann boede på det tidspunkt ved Langballe ved Flensborg Fjord. Før koncerten fik Eduard Erdmann i øvrigt en stor ladning kul, som han kunne varme hjemmet ved Langballe op med.

Både under og efter krigen lod mange tyske kunstnere sig betale med naturalier, ikke sjældent blot med madvarer.

Fornuftsægteskab
Det var et fornuftsægteskab. Tyskland var i årene efter krigen ludfattigt. Der var mangel på alt lige fra boliger til ledige mænd på markedet. Millioner af unge tyske mænd var faldet i krigen eller havnede i krigsfangenskab. Da krigen sluttede, boede der 36,6 millioner kvinder i Tyskland og 29,3 millioner mænd. I årgangene under 35 år var kontrasten endnu mere skarp. For hver 160 kvinder fandtes der kun 100 mænd.

Med ægteskabet var Jolanthe Erdmann - fra 1948 Jolanthe Nolde - ikke blot sikret økonomisk. Hun opnåede også status ved at være gift med en berømt kunstner og kunne i efterkrigstiden fortsætte med at færdes i “de rigtige kredse”. Familien Erdmanns vennekreds talte blandt andre malerne Wassily Kandinsky, Paul Klee, Christian Rohlfs og Noldes ekspressionistiske kollega Erich Heckel, som ofte malede motiver fra Flensborg Fjord.

Droppede drøm
Jolanthe Erdmann havde måttet droppe sin drøm om at studere bakteriologi. Hun var ellers godt begavet og meget belæst.  I foråret 1940 tog hun studentereksamen fra Auguste-Viktoria-Schule i Flensborg, opkaldt efter den tyske kejserinde Auguste Viktoria og dengang en ren pigeskole. Jolanthes intelligens var lærerne ikke i tvivl om, men hun fik også det skudsmål, at hun kunne være “ret egenvillig”.

Bryllupsrejsen til Schweiz forløb ikke uden gnidninger. Jolanthe Nolde klagede over, at hendes ægtemand var meget indesluttet, og Emil Nolde mente, at Jolanthe var flyvsk og vilter.


Men i de efterfølgende år viste fornuftsægteskabet sig at fungere. Jolanthe Nolde overtog den rolle, som Ada Nolde havde haft. Hun sad ikke blot model til flere af Emil Noldes portrætter - især til akvareller i lysende farver - men var også værtinde, hjemmegående husmor og praktisk gris.

Rejste sydpå
Få måneder efter Emil Noldes død rejste Jolanthe Nolde fra Seebüll i Nordfrisland og slog sig ned i Baden-Württemberg. Her boede hun frem til sin død i 2010. Hun blev 88 år gammel. Nøjagtig som sin mand, Emil Nolde.

Emil Nolde testamenterede 60 af sine akvareller, oliemalerier og grafiske billeder til Jolanthe Nolde for at sikre hende økonomisk. En pæn del af akvarellerne valgte hun dog at beholde og at have hængende i sit hjem i Heidelberg.

I Heidelberg levede Jolanthe Nolde en tilbagetrukket tilværelse, men hun fortsatte dog i flere årtier med at være medlem af bestyrelsen (på tysk: Kuratorium) for den stiftelse, der blev dannet i Seebüll efter Emil Noldes død. Det er den stiftelse, der lige siden har drevet museet på stedet og forvaltet Emil Noldes kunstneriske arv. Helt frem til sin død beholdt hun også et værelse i ejendommen på Seebüll, der er navnet på den varft, som Ada og Emil Nolde købte i 1926.

En varft - eller værft, som ordet nogle steder skrives - er en menneskeskabt banke, som husene ligger på i marsklandet eller på øerne i Nordfrisland.

De ‘umalede billeder’
I 2019 blev den kritiske udstilling Emil Nolde. Eine deutsche Legende vist på Hamburger Bahnhof i Berlin. På denne udstilling blev der rejst tvivl om, hvorvidt man overhovedet kan tale om Noldes “umalede billeder” længere.

  Fortællingen om, at Emil Nolde under sit ‘maleforbud’ i sit lille kammer i Seebüll i al hemmelighed malede akvareller, fordi akvarelmaleriet i modsætning til oliemaleriet ikke kunne lugtes af de kontrollerende Gestapo-betjente, holder ikke. Legenden siger, at de ‘umalede billeder’ skulle være blevet til i årene fra 1938 til Anden Verdenskrigs afslutning i 1945. Kun få af hans venner skal have vidst besked om, at han malede disse små akvareller, der lettere kunne skjules end oliemalerier, hed det. Akvarel kunne ikke lugtes ligesom olie.

  Det var under disse arbejdsvilkår - sådan sagde myten - at Nolde skal have skabt hundreder, måske tusinde ‘umalede billeder’, og begrebet ‘umalet’ fik to betydninger.

De var ‘umalede’, fordi Nolde angiveligt havde fået forbud mod at male dem. Og de var ‘umalede’, fordi de fra Emil Noldes ide var tænkt som forlæg for senere oliemalerier. Det første var en usandhed. Det sidste var korrekt. Men det er alt sammen en skrøne, der er blevet skabt - også for at pleje et til dels misvisende billede af Emil Nolde som en forfulgt kunstner under nationalsocialismen.

Derfor nedtoner man på Nolde-museet i dag betegnelsen de ‘umalede billeder’ og kalder dem i stedet for ‘små akvareller’.

Fat i den lange ende
Jolanthe Nolde sagde dog allerede på et tidligt, hvad vi andre har været flere årtier om at forstå. I en personlig notits skrev hun i 1950 noget afgørende: “Allerede før nazi-forbuddet beskæftigede Nolde sig grundigere med de mindre akvareller (….) Disse små akvareller, som de umalede eller som snarere hørte til de umalede billeder lavede Nolde efter alt at dømme allerede meget længere tid tilbage”.


Det maskinskrevne manuskript har ligget tilgængelig for de få forskere, der havde adgang til arkiverne i Seebüll. Men det, Jolanthe Nolde allerede i 1950 skrev, talte imod den myte, der blev opbygget. En myte, der gik ud på, at de ‘umalede billeder’ skulle være opstået efter, at Emil Nolde i 1937 blev bandlyst af det nationalsocialistiske regime i forbindelse med vandreudstillingen Entartete Kunst, der fordømte stort set al moderne kunst - blandt andet Emil Noldes.

I virkeligheden er flere af disse ‘Umalede billeder’ blevet til længe før, viser det sig nu.

  Dele af manuskriptet er citeret i en artikel, som kunsthistorikeren Astrid Becker (fra 2014 vicedirektør på Nolde-museet) skrev til udstillingskataloget Emil Nolde. Colour is Life i forbindelse med en udstilling på National galleries of Scotland i Edinburgh i 2018. Med andre ord: Den dengang blot 29-årige Jolanthe Nolde sagde blot, hvad forskerne i dag kan konstatere. Men ingen har taget notits af hendes sande ord. Omvendt havde hun i stiftelsens bestyrelse muligheden for at opponere mod myten. Det har hun næppe gjort, for stiftelsens bestyrelse fortsatte helt frem til 2014 at acceptere, at Nolde-museets ledelse præsenterede den falske historie om de ‘umalede billeder’ på årsudstillingerne på Nolde-museet i Seebüll lige syd for den dansk-tyske grænse.

FAKTA
• Jolanthe Erdmann, født den 9. oktober 1921, var allerede som barn tit på besøg i Seebüll, for hendes forældre, komponisten Eduard Erdmann og hans kone Irene, var venner med Emil og Ada Nolde.
Efter Adas død trådte Jolanthe Erdmann i 1947 igen ind i kunstnerens liv. Året blev de gift, og hun tog efternavnet Nolde.

• Som en sen kærlighed spillede Jolanthe en betydningsfuld rolle i Emil Noldes sidste leveår. Efter hans død i 1956 flyttede hun hurtigt fra Seebüll for at gøre det muligt at åbne huset som museum. Indtil sin død i 2010 fulgte hun Nolde-stiftelsens udvikling.

• I sit testamentet skænkede Emil Nolde sin anden hustru tyve malerier som et repræsentativt udsnit af sine værker. Et af dem, Stilleben (med stribet ged), blev i 2015 erhvervet af Nolde Stiftung Seebüll.