Kunsten i naturen

- – naturen som kunstner

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Kunsten i naturen – naturen som kunstner Af Sverre Kaels Det hele omsættes til noget andet. Der er liv i døden – den er en videreførelse af liv, den organiske helhed, der bliver til noget andet. Det er blot ikke noget andet det, som døde har bevidsthed om. Derfor er alt ét: i sin stræben, i sin søgen efter varme eller lys, i sin blottelse for skyggen, mørket og kulden – derfor vores stræben, der mere er naturens egne slutninger end vores, thi vi beskriver blot et naturligt forløb, naturen selv er årsag til. Naturens ånd formidler vi kun sprogligt, idet vi kun er talerør for en højere natur, ikke selv aktører. Hvad der naturligt holdes fast – og hvis kræfter derfor nok mere end råder, magter, nemlig magter betvingelsen, for så vidt dette er selve den betvingende magt – er muligvis i sig selv eller potentielt aktivt, udfoldende, tilbageholdt. Dette kun for, at det med desto større kraft kan angribe andet og derved ikke tilbageholde dette, men tvinge det til den beskyttende stilstand.

Hvad der holdes fast i samme tilstand af naturen, fx en sten, er bundet energi: Stenen, der er brugt til at slå et menneske ihjel, er dog den største omsætning af stenens potentielle energi, ikke menneskets. Sten kender ikke til domme og had. Burde det ikke være umuligt, at den derfor så effektivt kan bruges i hadets tjeneste? Dens stillingtagen er naturens, og i den ligger tusinder af års indifferent ødelæggelse og skabelse. Her ligger den forsagt, hård og kold, rundet af havet gennem årtusinder, men den har dog denne forsagte tålmodighed, denne blinde og udholdende vilje, der kun er meningsløshed for den, der antager, at der må findes mening. Den tager ikke stilling, men tager vi – når vi bruger stenen ondt – stilling for stenen, der derfor alligevel aldrig holder os til regnskab som andet end natur? At hvad, der dør, dør; at hvad, der dør, lever videre i en anden form; at hvad der lever videre i en anden form, forså vidt endnu er den første og eneste, vor alles, formen, materien, organismen – og en vilje, der er ét, mere naturens end vores?

Men hvad er kunstneren, hvis ikke han er naturens mekanik omsat til det åndelige område, der derved forleder, at det indgiver håbet og truslen om noget, der er hævet over naturen? Kunstneren er ham, der spiller på et instrument, der er hans lidenskaber – ham, der nok er dette instrument, men også ham, der kender det og udefra lytter til det. Med andre ord er det ham, som skaber musikken, blot aldrig med toner, han selv har fremstillet eller opfundet, for disse toner er naturens, og han sikrer kun disse toners nyskabelse i det nye, der overalt er ét og det samme: Det er samme toner, men nye melodier. Derfor er alt det samme. Alt det fortidige er i nutiden og fremtiden, med mindre man ikke respekterer naturen og ødelægger dets fundament, der er vores. Naturen er dog ikke vores ejendom, men slet og ret vores mærkeligt skønne vejleder, vores hårde læremester, der igennem årtusinder af sig selv prægede hårdhed langt fra menneskelige domme. Det er naturen, der netop lader os udfolde dens tavshed som vor egen moralske opgave, der ikke udspringer af den blinde ødelæggelses uopdagede mangel på respekt men af agtende lytten.

Beskyttelsen mod naturen er at bruge dens egne strenge, at italesætte dens egne grundelementer. Den ene streng vibrerer den anden. Den ene lyd skænker sin lyd til et slægtskab af lyde, strenge, og præget bliver de andre i udfoldelsen af deres enhedsfordrede fællesskab: Enhver strengs lyd fuldfører jo kun de andre og behøver dem for nogen sammenhængende melodi. Sådan er alle forhold præget af lyst, nødvendighed og afhængighed, som en ultimativ, teoretisk og illusorisk frihed gerne frasiger sig og derved forså vidt anerkender. Når mennesket erkender og føler, så frembringes udefra eller indefra en lyd, der indvirker på en anden lyd. Begge lyde er først og fremmest naturens, og kun i anden omgang er det dine personlige lyde, nok særegne og personlige, men stadig gjort mulige af naturen, der opfinder grundelementerne. Den anden lyd får andre strenge til at give lyd fra sig.

Helheden er ikke bare søgt af dig, men også nødvendiggjort af naturen – at lytte til en enkelt tone fra en streng er lig med det indgreb, der adskiller denne streng fra alle andre. Ingen står alene. Kunst er enhedsfordret fællesskab, ligesom enhver indvirker i alt andet med sit temperament. Det er ligesom den sande kærlighed, der mere elsker andre mennesker, end den har nok i sin egen jævnt utilstrækkelige selvtilstrækkelighed. Selvtilstrækkelighed er ikke naturens, men den beder os kun i kunsten om – for et øjeblik – at binde dens kræfter, idet kun vi kan tilføre den det drama, hvormed vi i tolkningen hæver naturen over dens egen hårde blindhed, dens nytteløse rasen, så den i os aner forfængelighed, værdighed, stolthed.

Men tænk, at lyden kommer, tænk at den inden at afgive dig sit udtryk og særpræg destrueres, så du kun aner dens omfang, kun fornemmer dens bastante bundenhed til naturen. Da er, hvad vi kalder erkendelse, den lyd, der når dit øre, ikke på den ene side lyden af tonen, men på den anden side lyden af tonen, der ødelægges, og som du aldrig nåede at høre. Mennesket kan ikke ødelægge naturen uden at ødelægge sig selv.

pil op

Forrige essay
Ikke flere essays
Næste essay
Ikke flere essays