Der er altid flere sider af virkeligheden


« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Kunsten er for alle. Det er bare ikke alle, der ved det.
Poul Borum, forfatter

Kunst på det højeste plan er en mandlig syssel.
Emil Nolde, maler

Kunstens krise er dybest set et sundhedstegn.
Leo Castelli, gallerist i USA

I DDR har folk brug for mine sange som brød, men her i Vesten bruger de dem som kager.
Sangeren Wolf Biermann i 1985

Citaterne stammer fra bogen Hvad er kunst? udgivet af kunstneren Esben Rimfaxe (Aschehoug 1995).

Kunsthistorikeren Lone Erhardsen tør at stille spørgsmålet: Hvad er kunst?

Et spørgsmål a la: Hvad er meningen med livet? Er der en gud? Og hvorfor glemmer manden altid at tage skoene af, før han går ind i huset?

Der er ingen entydige svar. Lone Erhardsen drister sig dog til at give en mellemregning, når hun holder foredraget Hvad er kunst?

- Det kan betale sig at se kunst som et eksperiment. Måske har vi et mere endeligt svar om 20 år, siger Lone Erhardsen, der tager tilhørerne med på en lynrejse i kunsthistorien fra renæssancemalerier til flåede grise på Esbjerg Kunstmuseum. Lone Erhardsen arbejder nu som kunstlærer og har tidligere været tilknyttet Holstebro Kunstmuseum og Janusbygningen i Tistrup i Vestjylland.

Vi er famlende
- Vort problem i dag er, at vi ikke har de rammer, vi havde førhen. Vi står famlende over for de nye fænomener inden for kunsten, hvor kunsten tidligere var et mere entydigt begreb. Der er ikke så frygtelig meget at være i tvivl om, når vi ser et maleri fra guldalderen, sagde Lone Erhardsen.

For hvordan kunne den fem-årige Virtus Rytter Pedersen i 1998 tage fusen på hele det danske kunst-establishment, da han fik sine billeder med på den censurerede udstilling på Charlottenborg, hvor kun godt tre procent af ansøgerne får deres billeder med?

- Den dreng beviste dét, som kunstens kritikere i årevis havde sagt i sjov: »Sådan et maleri kan mit barnebarn også male«. Her sad en en censurkomité med stor viden på området. Kan vi overhovedet bruge den til noget som helst, når den lod sig snyde på den måde, spørger Lone Erhardsen.

Det var med en af de første dadaister, Marcel Duchamp (1887-1968), at kæden hoppede af. Han løftede ting ud af virkeligheden og satte dem ind i kunstens sprog - for eksempel ved at fotografere en tissekumme.

- Meningen var at knække kunsthistoriens herskab og dermed borgerskabet. Nu ville kunstnerne bevidst bryde de grænser og normer, som kunsten selv havde skabt. Samfundskritikken kom med ét ind i kunsten, forklarer Lone Erhardsen.

Insiderviden
Resultatet mærkes den dag i dag, hvor der findes kunstarter, der ikke kræver nær den samme håndværksmæssige kundskab, som maleriet krævede førhen.

Til gengæld er det ifølge Lone Erhardsen blevet sværere at nærme sig kunsten udefra, fordi den stiller større krav om forhåndsviden og insiderviden.

Professor i filosofi David Favrholdt har i en alvorlig mening forsøgt at opstille et parametersystem, der ligesom avisernes kokkehuer og biografstjerner skal forklare, hvad der er kunst - og hvad der ikke er. David Favrholdt fremhæver mangfoldighed, teknik, de æstetisk-skønne kvaliteter, et personligt præg og institutions-teorien. Det sidste dækker over dét, at er et kunstværk først kommet på museum, så er det også kunst.

Favrholdt taler desuden om gentagelighed: Er det et kunstværk, man hurtigt bliver færdig med, eller kan man blive ved med at se på det i 20-25 år?

Grimt kan være godt
- Som et gummiparameter har han også opstillet begrebet »andre suggestive kvaliteter«, som for eksempel kan være grimhed. Et kunstværk kan også vække ubehag, som for eksempel Shakespeares Macbeth gør det, understregede Lone Erhardsen.

Den første rigtig store skandale i dansk kunsthistorie var Bjørn Nørgaards hesteslagtning på kunstmuseet Louisiana i 1970.

Derefter gik det slag i slag over Piero Manzonis Lort på dåse - der var en kommentar til opfattelsen af en kunstner som guddommelig - og fra Henry Heerups døde rotte til Christian Lemmerz' døde svin i Esbjerg i begyndelsen af 1990erne. Afføring til guldpris
Det lykkedes Piero Manzoni at sælge sin afføring i konservesdåser til guldets vægtpris, og da en af dåserne for nogle år siden eksploderede på Randers Kunstmuseum, fik ejeren en erstatning på en kvart million kroner af museet.

- Hvis en galning snitter i Mona Lisa, så kan restauratorerne normalt ordne det igen. Men her havde vi et unikt kunstværk, som konservatorerne ikke kunne gøre om. Derved var det jo bevist, at Manzonis kunst var noget enestående, siger Lone Erhardsen. Hun mener den største udvikling i det 20. århundrede var, at kunsten og virkeligheden nærmede sig hinanden. Virkeligheden er blevet trukket ind i fiktionen. Et billede af en tallerken med rådden mad skal få os til at huske på, at der er en anden virkelighed, end den vi ser bag supermarkedernes cellofan.

- Det er blot vigtigt, at der er nogle, der hele tiden sætter den moderne kunst i forhold til kunsthistorien. For kunsten bevæger sig. De døde svin i Esbjerg kunne man vælge at se som døde svin. Men efter nogle uger man kunne også vælge at fokusere på de interessante røde og grønne farver, der kom ud med safterne. Der er altid flere sider af virkeligheden.

pil op

Forrige essay
Ikke flere essays
Næste essay
Ikke flere essays