Gennem flere hundrede år har bugtede bakkedrag, langstrakte markarealer og ensomme kystpartier tjent som righoldige inspirationskilder for kunstnere. Det danske landskab er derfor ikke just et ubeskrevet blad i kunsten, og man skulle måske tro, at det efterhånden er ved at miste sin motiviske gennemslagskraft. Henrik Scheel Andersens malerier fortæller os dog, at dette langt fra er tilfældet – ganske vist har det danske landskabsmaleri en lang og traditionsbunden historie, men denne sætter sig kun stedvise spor i hans værker. Henrik Scheel Andersen er nemlig gået på genopdagelse i landskabets visuelle mangfoldighed.

For Henrik Scheel Andersen handler det om at indfange og registrere det sete, snarere end at fortælle os bestemte historier. Dette betyder dog ikke, at landskaberne gengives som ubetydelige visuelle forekomster, men snarere at enhver fortælling helt naturligt udfolder sig i vores møde med landskabet. Vi bevæger os rundt i landskabet, vi bruger naturen, og vi absorberer automatisk de visuelle indtryk, som den frembyder. De visuelle indtryk er i høj grad med til definere vores oplevelse af verden, men afhænger altid af øjnene, der ser. Malerierne forholder sig derfor åbent og spørgende til den oplevelseshorisont, der knyttes til landskabet - vi sanser nemlig naturen ud fra en ganske individuel optik. Selvom Henrik Scheel Andersen har udvalgt sit landskab og set, sanset og oplevet det, er hans kunstneriske sigte ikke topografisk. Den specifikke lokalitet afsløres ikke.

Henrik Scheel Andersens opererer med to forskellige måder at orientere sig på i forhold til oplevelsen af landskabet. På den ene side har vi de mere traditionelle landskabsmalerier, der trækker tråde til guldalderens nationalromantiske motivvalg. Her ses essensen af den danske natur og dens karakteristiske foranderlighed fra flade fugtige strandenge til det kystens dramatisk stigende klinter. Men her hører ligheden med landskabsmaleriets forfædre også op, for selvom Henrik Scheel Andersen maler landskaber, hvis visuelle elementer er let genkendelige, er der ikke tale om stiliserede detaljerigdomme eller intenderede idylliseringer. Disse værker er blot umiddelbare sansninger af landskaber, hvori naturen fremstår vild og uberørt – følgelig også uudgrundelig tidløs. Det tidløse fastholdes af en stemningsbetonet farveholdning, der konstant medierer mellem naturalistisk præcision og suggestiv modernistisk farvetonalitet.



Landskaberne udfolder sig forfriskende levende på lærredet foran en – godt hjulpet på vej af energiske og vægtige penselstrøg. Man får næsten lyst til røre ved strandengenes dyngvåde græs eller slentre hen langs kysten, mens blæsten suser en om ørerne. Det visuelle sanseapparat tændes helt automatisk, og man føler sig ansporet til at drage helt der ud i den fjerneste afkrog af naturen, hvor tiden står stille, og man hverken kan gøre fra eller til.

Den næsten poetiske skildring af det sanselige landskabelige rum er ikke Henrik Scheel Andersens eneste kunstneriske program. På den anden side har vi nemlig de malerier, der med nutidige briller skildrer den del af landskabet, som nok oftest overses. Disse skildringer præsenterer ikke længere landskabet som uberørt og ensom tilstedeværen, men afslører hvordan vi uophørligt sætter spor i og former det landskab, der omgiver os. Man ser dog aldrig mennesker i malerierne, derimod møder man konkrete genkendelige elementer, som både er skabt af og anbragt i naturen af os. Der spilles altså ikke længere på en stemningsfuld poetik, men derimod på almindelige håndgribelighed, der omgærder genstande som vindmøller, vejskilte, campingvogne, bunkere og dets lige.



Man undres måske først over, hvorfor disse genstande finder vej ind i landskabsmaleriet. Men de menneskeskabte anbringelser bor i vores landskab side om side med træer, buske og andre naturligheder, men er ofte så integrerede i det visuelle landskab, at de helt overses.



Landskabsmalerierne fungerer delvist som påmindelser om, at det, vi stopper ind i vores natur, er med til definere landskabet i vores samtid. På denne måde kan vi ikke længere tale om en enigmatisk tidløshed, men derimod om forskellige former for visuel tidsmarkering, der hjælper med til skrive landskabets evigt foranderlige historie. Den visuelle tidsmarkering er for eksempel ganske tydelig, hvis vi, som Henrik Scheel Andersen gør det, går på opdagelse langs den jyske vestkyst og lader os opsluge af den gamle bunkers nutidige potentiale. I disse landskabsmalerier har penselstrøgene en temmelig præcis og beundringsværdi nøjagtighed, og farverne er blevet en anelse mørkere og mere fortættede – man kan næsten tale om et superrealistisk udtryk og måske end mere kontant kraft.

Henrik Scheel Andersens landskaber er mangetydige universer. Der er flere forskellige udtryk og stemninger, ligesom det anvendte formsprog heller ikke kan puttes i en kasse for sig. Fællesnævneren for de skildrede landskaber er dog, at de alle sammen påberåber sig retten til at blive set og oplevet på nye måder – ligesom der åbenlyst anspores til genopdagelse af det danske landskab, både det som hviler i den evige tidslomme, og det som konstant forandres og udbygges af os mennesker. Men det kræver, at vi konstant holder vore øjne åbne.

Se Henrik Schell Andersens hjemmeside her.