Avantgarde fra Aabenraa

- Avantgarde-kunst fra Aabenraa

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Der er noget ulykkeligt over Franciska Clausens biografi.

Hun var kvinde og kunstner - og fra Aabenraa.

Som ung blev hun en del af 1920ernes europæiske avantgardemiljø og med til at forme et nybrud på den internationale kunstscene. Midlet var det abstrakte maleri.

Et af målene var, at menigmand skulle møde et evigtgyldigt og forståeligt formsprog. Fru Jensen, som hun hedder i Danmark, og Otto Normalverbraucher, som han hedder i Tyskland, skulle præsenteres for kunst, der ikke krævede klassisk dannelse eller særlige forudsætninger. Den eneste evne, der krævedes, var at kunne se.

I hjemlandet Danmark blev hun dog i bedste fald mødt med ligegyldighed. De moderne strømninger, Franciska Clausen bragte med sig hjem fra det store udland, prellede i Danmark af på både kunstmiljøet og det jævne menneske.

“Dertil kom den detalje, at Franciska Clausen var kvinde”, skriver kunsthistorikeren Sidsel Maria Søndergaard i bogen Avantgarde. Franciska Clausen 1921-1931. Den udkom i 2011 i forbindelse med en Franciska Clausen-udstilling, der blev vist på Øregaard Museum i Hellerup og på Kunstmuseet Brundlund Slot i Aabenraa.

Lige nu viser Brundlund Slot atter en udstilling med malerier af Aabenraas vel nok mest betydende kunstnere - uden at forklejne de andre. “Franciska Clausen og det evige eksperiment” hedder udstillingen, der vises frem til den 24. oktober.

Mænd alene i front
Med på udstillingen er værker fra hele Franciska Clausens karriere. Og karrieren tog en bemærkelsesværdig drejning fra det abstrakte tilbage til det naturalistiske maleri, som hun var begyndt med. Selv om 1920erne europæiske storbykultur gav kvinder dengang helt nye muligheder for at folde sig ud som selvstændige kunstnere, var det fortsat de mandlige kunstnere, der fik mest opmærksomhed.


Først efter sin død blev Franciska Clausen anerkendt som en af Danmarks helt store kvindelige kunstnere. Billedet viser en ung Clausen. Foto: Museum Sønderjylland

Franciska Clausen blev født i 1899 i Aabenraa, der dengang var en by i den nordligste tyske provins. Hun voksede op i en borgerlig dansksindet familie i en tid, hvor fascinationen af den moderne teknologi satte sit præg på samfundet. Grev Ferdinand von Zeppelin opfandt Zeppelineren. Henry Ford fremstillede den første automobil og indførte samlebånd på sin fabrik. Hubert Booth lancerede støvsugeren.

Teknikken kom senere til at dominere Franciska Clausens klare grafiske former.

Aabenraa lå lysår fra billedkunstens epicentre Berlin, Weimar, København, München og Paris, som hun senere rejste til i sin ungdom. Men som barn fik hun klaver- og tegneundervisning hjemme i Nordslesvig. Forældrene sørgede for at stimulere Franciska Clausens kunstneriske begavelse. Meningen har dog næppe været, at hun en dag skulle blive professionel kunstner. Borgerskabet sørgede nærmere for en kunstnerisk opdragelse af pigebørn, så de en dag kunne udfolde sig privat, eventuelt når der var selskaber inden for hjemmets fire vægge.

Men Franciska Clausen kom til at omsætte det, hun havde lært i barndommen, til kunstneriske eksperimenter i bohememiljøer i Tyskland og Frankrig. Selv om faren, købmand Peter Clausen, ikke var meget for det, gav han hende alligevel grønt lys for at tage på kunstskole med det formål at uddanne sig til en rigtig kunstner.

Urolige tider
Som 17-årig rejste hun til Weimar og blev elev på den renommerede Großherzoglich-Sächsische Hochschule für Bildende Kunst, og det var ikke uden en vis ængstelighed for hendes forældre. Første Verdenskrig rasede, og Europa var et usikkert sted. Selv København blev anset for at være et usikkert sted at rejse til for en ung kvinde fra Nordslesvig. Byen lå immervæk i udlandet.

Tyskland var når alt kom til alt det bedste bud på et kvalificeret kunstakademi. Især hvis det lå lidt afsondret fra urolighederne.

I Weimar var det ligesom på de andre tyske kunstakademier de traditionelle dyder, der blev lagt vægt på: Tegneøvelser efter levende modeller og anatomisk korrekte gengivelser af mennesker.

I september 1918, få uger før afslutningen på Første Verdenskrig, rejste Franciska Clausen til München, hvor et af Tysklands mere progressive kunstakademier lå. Hun blev indskrevet på Frauenakademie, hvor der kun gik kvinder, studerede i to semestre og lærte her noget nyt i forhold til det mere traditionelle Weimar: At farverne kunne påføres lærredet med flere, gentagne penselstrøg og dermed skabe mere dybde og nuance i billedet og være med til at forme selve motivet.


Franciska Clausen: Serigrafi i farver. Nummer 47/199. Foto: Museum Sønderjylland

Ved siden af fik hun privatundervisning af ekspressionisten Hans Hofmann, og på udstillinger i München mødte hun den nyeste avantgardekunst: Wassily Kandinsky og Pablo Picasso og deres fuldstændig banebrydende opbrydning af deres motiver.

Efter 1920
Efter den nye grænsedragning gennem Slesvig i 1920 blev hun borger i Danmark og orienterede sig mod København, hvor hun blev optaget på kunstakademiets malerskole for kvinder. Men her fandt hun sig ikke til rette og rejste i stedet for tilbage til München til Hans Hofmanns private skole. Lærermesteren Hofmann lod sine elever male på tid, og ofte nåede Franciska Clausen ikke at blive færdig.

Det har flere af eftertidens kunsthistorikere anset som værende held i uheld for Franciska Clausen - blandt andre Sidsel Maria Søndergaard, der kuraterede udstillingen på Øregaard Museum for ti år siden. På den måde fik flere af Clausens billeder helt nye udtryk, mener Søndergaard.

Det afgørende punkt i Clausens karriere kom, da hun begyndte at male de konstruktioner, som hun senere er blevet så kendt for. I 1922 flyttede hun til Berlin og mødte her den ungarske konstruktivist Lázslo Moholy-Nagy, der var en af de mest banebrydende kunstnere inden for den moderne kunst på den tid.

Konstruktivismen er en retning inden for den abstrakte kunst, der lægger vægt på en streng og konstruktiv opbygning af billedværket uden skelen til en naturalistisk oplevelse af form eller farve. Egill Jacobsen og Preben Hornung er to af de mest kendte danske repræsentanter for denne retning.

Det var under Lázslo Moholy-Nagy, at hun tilegnede sig den nøgterne og enkle, realistiske stil.

Maskiner og fabrikker
En afgørende indflydelse på Franciska Clausen fik dog franskmanden Fernand Léger: I 1924-1925 arbejdede hun på Légers nyetablerede skole for moderne kunst i Paris og blev fascineret af det stærkt fremadstormende industrisamfunds maskiner og fabrikker. Hjul, rør, søm og skruer blev koblet med et abstrakt og idealistiske billedunivers, og især cirklen blev et omdrejningspunkt for hendes kunst.

Franciska Clausen blev Fernand Légers lærenemme elev og malede mange af hans malerier efter hans forlæg. Léger foretrak den danske maler som assistent på sine malerier.

På en udstilling sammen med andre af Legérs skandinaviske elever udstillede hun blandt andet sit siden så berømte Køkken-Stilleben fra 1924. Fra denne periode stammer også kompositionerne »Skruen«, der findes i flere versioner. Den mest kendte udgave af Skruen hænger på Statens Museum for Kunst i København.


Franciska Clausen: »Skruen«, 1926. Foto: Statens Musik for Kunst

Billedets centrale motiv er en stor skrue, hvis form er behandlet i et stramt geometrisk sprog. Den ligner nærmest en berømt snack, nemlig Kims saltskrue, som mange danskere guffer i sig en fredag aften. Skruens plastiske form står i kontrast til kompositionens plane orden, og det maskinagtige glider helt naturligt ind i et abstrakt univers.

Kæreste med Léger
I slutningen af 1930 udstillede Franciska Clausen sammen med den internationale kunstnergruppe Cercle et Carré, der talte blandt andre den hollandske Piet Mondrian.

I 1920ernes Paris færdedes Franciska Clausen som en moderne frigjort kvinde og var ifølge Danmarks Kvindebiografiske Leksikon (udgivet af videnscentret Kvinfo) Fernand Légers elskerinde i mange år. Men Franciska Clausen røg ud i økonomiske problemer og måtte vende hjem til Aabenraa. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvordan det må have været for en ung kvinde at vende tilbage fra Paris til provinsbyen Aabenraa. Hun måtte finde sig til rette i barndomshjemmet, hvor hun fra 1932 boede sammen med sin mor.

Efter hjemkomsten fra Paris havde hun en separatudstilling i København, hvor hun viste billeder fra de foregående ti vilde år i 1920erne, men hverken publikum eller kunstkritikere lod sig imponere. Bortset fra deltagelse på to udstillinger med surrealistisk kunst i 1935 og 1937 udstillede hun ikke i næsten 20 år.

Meget selvkritisk
“Også hendes egen uhyre selvkritiske sans, indadvendthed og manglende evne til at gøre opmærksom på sig selv medvirkede til, at hendes kunst ikke blev kendt”, skriver den tidligere museumsinspektør på Koldinghus, Birgit Jenvold, i sit portræt af Franciska Clausen på Kvinfos hjemmeside.

I Sønderjylland fik Clausen et navn som en dygtig portrætmaler, og det blev også portrætmalerier, der i de efterfølgende årtier skaffede hende til dagen og vejen. Franciska Clausen forsøgte forgæves at skabe sig en karriere som grafisk formgiver gennem plakatkunst. Her kombinerede hun sin egen modernisme med tendenserne inden for datidens moderne plakatkunst, men hendes ideer vandt ikke rigtig genklang i hjemlandet Danmark.

I 1950’erne begyndte de første dog at få øjnene op for hendes særlige begavelse og kunstneriske varemærke. Den svenske kunstner og kunsthistoriker Oscar Reutersvärd fremhævede Franciska Clausen for hendes pionerindsats og betydning for den moderne kunst. Reutersvärd skrev en artikel, der kom i det franske kunsttidskrift Art d'aujourd'hui, og i kølvandet fulgte invitationer til en række internationale udstillinger.

Den voksende anerkendelse ansporede hende til at genoptage arbejdet med farven og det modernistiske formsprog, som var det, hun egentlig brændte for. I 1959 lavede hun maleriet Eléments mecaniques og arbejdede med collager, hvor hun blandede gouacheteknik med udklip fra reklamer og magasiner.

Sen interesse
I 60erne og 70erne fik Aabenraa-maleren den længe ventede anerkendelse i Danmark. Hun kunne vise hele sit store bagkatalog på udstillinger. I Dansk Biografisk Leksikon fremhæves det, at det var en udstilling arrangeret af Sydslesvigs Danske Kunstforening, der i 1962 skabte en ny interesse for hendes kunst. Der begyndte at komme legater, og fra 1979 fik hun den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond. Lidt ironisk at den skulle tilfalde hende i en alder af 80 år.

Både de tidlige malerier fra årene i Paris og de nye abstrakte kompositioner og collager vakte opmærksomhed, og hun solgte malerier til flere danske museer. Samtidig fortsatte Clausen arbejdet med de naturalistiske portrætter, da bestillingsopgaverne tikkede ind - blandt andet til portrætgalleriet i Billedsalen på Folkehjem i Aabenraa. I 1977 malede hun et portræt af dronning Margrethe og i 1980 et meget rost, indlevende portræt af dronning Ingrid.

Efter Franciska Clausens død i 1986 blev hendes værker deponeret på Kunstmuseet Trapholt i Kolding og ikke i hjembyen Aabenraa. I Aabenraa var der mange, der begræd dette. Men i 2011 gav Fonden Franciska Clausens Samlinger grønt lys for, at hendes kunst kunne komme tilbage til Aabenraa. Det var meningen, at dette skulle følges op af byggeriet af en ny kunstbygning ved Brundlund Slot, så malerierne kunne komme til deres ære og værdighed.

Der blev sikret penge til en arkitektkonkurrence. Lokalpolitikere og erhvervsfolk engagerede sig. Men så skete der ikke mere. Fredning, dårlige jordbundsforhold og andre benspænd satte arbejdet i stå.

I 2019 blev planerne vakt til live igen. De fleste er enige om, at Franciska Clausens malerier har fortjent en bedre skæbne end at stå i depot på Museum Sønderjylland, som Brundlund Slot hører under. Men det er fortsat kun blevet ved snakken om en permanent udstilling i nye bygninger.

Her i 2021 er der så til gengæld chancen for at lade sig fascinere af Franciska Clausens kunstneriske univers på særudstillingen “Franciska Clausen og det evige eksperiment”.

Franciska Clausen døde af en blodprop i en alder af 87 år. Ved begravelsen i Skt. Nikolaj Kirke i Aabenraa sammenlignede pastor Svend J. Stidsen hendes liv med H.C. Andersens eventyr Den grimme ælling. “Hun var den eneste af de tidlige danske modernister, der kom ind i inderkredsen af den internationale avantgarde og satte sit præg på den”, som tidligere museumsinspektør Rikke Warming skriver på hjemmesiden tilhørende Statens Museum for Kunst.

Udstillingen »Franciska Clausen og det evige eksperiment vises på Kunstmuseet Brundlund SLot (en del af Museum Sønderjylland) fra den 6. februar til den 24. oktober 2021.


BLÅ BOG

• Franciska Clausen blev født 1899 i Aabenraa, hvor hun også døde i 1986.
• Franciska Clausen var datter af købmand Peter Clausen og Kirstine Marie født Olufsen. Hun fulgte en traditionel undervisning på kunstskoler og akademier i Tyskland og i Danmark og fik undervisning på ekspressionisten Hans Hofmanns private kunstskole i München, hvorefter hun i 1922 rejste til Berlin.
• I Berlin kontaktede hun den ungarske maler og billedhugger László Moholy-Nagy, som hun studerede hos i tre måneder.
• Franciska Clausen debuterede i maj 1923 på Große Berliner Kunstausstellung sammen med den avantgardistiske Novembergruppe. Hun udstillede flere gange i 1920’erne blandtandet i Paris og New York.
• I Paris var hun elev af Fernand Léger, som hun havde et meget nært forhold.
• Hun udstillede to gange med surrealistisk kunst i 1935 og 1937, hendes eneste udstillinger i næsten 20 år.
• Hun isolerede sig i Aabenraa, ophørte med at male modernistisk og levede af at være portrætmaler.
• Hun har blandt andet malet portrætter af dronning Margrethe og dronning Ingrid. Portrættet af dronning Ingrid kan ses i Billedsalen på Folkehjem i Aabenraa.
• Ved sin død i 1986 efterlod Franciska Clausen sig en stor samling, der fra 1990 er udstillet i en separat afdeling på kunstmuseet Trapholt i Kolding.
• I 2011 blev Francisca Clausen-samlingen flyttet til Brundlund Slot i Aabenraa, som er Franciska Clausens fødeby. Der har flere gange været luftet planer om at indrette et selvstændigt museum for Franciska Clausen.
• Først i en sen alder opnåede Franciska Clausen almen anerkendelse i Danmark, og hun modtog i 1977 Thorvaldsens Medalje

pil op

Næste essay
Ikke flere essays