Bidende sundt

- Lise Seier Petersens politiske satire

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Politisk satire er ikke noget, vi ser meget af for tiden. Meninger kvæles under påskud om, at det kan være farligt for vores monokultur. Kulturkampen raser, mens vi andre – salige – ser til på sidelinjen, mest fordi vi for lang tid siden har indset, at vi lever i et multikulturelt samfund. Og vi er glade for det! Kunsten har også for længst indset, at tingene ikke nødvendigvis passer i små fine, aristoteliske kasser med hver sin kategori – der er et broget midterfelt, som kræver og fortjener en accept og en fortjenstmedalje. Du og han er da ikke ligesom mig, men derfor vil jeg da ikke udgrænses som anderledes. Kunstens rolle er i høj grad at forstå og fortolke disse grænsefelter, hvor det utilpassende, det slimede og det afvigende kommer til sin ret, og faktisk kan kunsten på den måde give os nye impulser, nye erkendelser og nyt blod til forståelsen af, hvordan vi er nødt til at leve sammen på trods af forskelle.

Politikere mener noget andet! Her hæves fanes højt for den godkendte og kanoniserede kunst, som i den sidste kan bruges som curriculum i de danske folkeskoler. Der foregår i dette maskespil en udstødelse af det, der ikke er ligesom det plejer, og det, der måske ikke behager – men netop påpeger, at vi er selvtilstrækkelige i vores grisefest. Der er ikke længere nogen kamp, siger nogen, for de kapitale kræfter har sejret – og derfor bør og skal kunsten også eksistere som en salgbar vare på linje med forskningen og mennesket.

Spørgsmålet er, hvad der ville ske, hvis vi havde en række politikere, der rent faktisk værdsatte kunsten, som det den er, nemlig et specielt erkendelsesområde, der kan vise os vej til sameksistens. Hvad ville de rent faktisk sige? Keramikeren Lise Seier Petersen har sat sig for at finde ud af dette i et projekt, hun har kaldt Politisk slideshow – nu med talebobler.

Efter eget udsagn plejer Petersen selv at vise dette som slideshow med Bachs cantata Jesu bleibet (meine Freunde) som underlægningsmusik, men i mangel af bedre har jeg måtte nøjes med Miles Davis' Blue Moods. Den er dog ikke ueffen til formålet: jazzens irammesatte men improviserende karakter viser kunsten i sin essens, hvor der dog godt nok er rammer, men kunsten kan i den grad også sprænge dem ved hjælp af improvisationerne.

Der er heller ingen tvivl om, at Lise Seier Petersen forsøger at sprænge rammerne for, hvad de danske politikere kan få sig selv til at sige om kunsten. ”Kunsten får den effekt som virksomhederne kan trække fra i skat” bliver lagt i munden på vor finansminister Thor Pedersen, mens Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti anfører, at det ”er den ikkekommercielle kunst, det eksperimenterende, der giver næring til et blomstrende dansk kulturliv”. Med andre ord er det tydeligt, at Petersens projekt er et omvendelsesprojekt, der – som politisk satire i høj grad formår det – vender vrangen ud af virkeligheden for at se på, hvad der foregår på indersiden.

Men favoritten er denne fra den danske – såkaldte – kulturminister: ”Kunstmarkedet er tilbøjeligt til at frembringe dekorationskunst, der måske ligner kunst, men som også tømmer kunsten for dens indhold, og reducerer den til et fashionabelt vedhæng til livsstilsindustrien”. Hvem sagde, at hr. Mikkelsen ikke har læst Theodor W. Adornos filosofi.

Nok er kunst en livsstil, men en industri bliver den – nok forhåbentlig – aldrig, selvom der er tendenser til det, men så er det spørgsmålet, om ikke den ophører med at være kunst. Det er der i hvert fald nogen, der mener, og disse nogen kalder det for kulturindustri. Industrialisering kvæler improvisationen i en tilrettelæggelse, der passer til det konforme. Og det vil Brian Mikkelsen – i Petersens politiske satire – gerne gøre op med.

Det er morsomt, det bidende sundt, og det kan købes på Lise Seier Petersens egen hjemmeside. Bachs Jesu bleibet (meine Freunde) må man selv anskaffe.

Læs også Troels Laursens essay om Lise Seier Petersen, og se eksempler på hendes egen hjemmeside.

pil op

Forrige essay
Ikke flere essays
Næste essay
Ikke flere essays