Ada Noldes store ambitioner


« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Ada Nolde stod på ingen måde tilbage for sin mand, når det gjaldt fascinationen af nazismen og Adolf Hitler. Hun skrev begejstret om nationalsocialisternes magt overtagelse i 1933. Hun roste flere gange den tyske diktator til skyerne, og selv under den stærkt opblæste, men i virkeligheden håbløse Ardenneroffensiv i december 1944 håbede hun på en »Endsieg«.

Ada Nolde var dansk, men det forhindrede hende ikke i at hylde det nazistiske Tysklands aggressive udenrigspolitik i Europa. De antisemitiske synspunkter, Emil Nolde havde, delte Ada Nolde til fulde. Ada Nolde blev ligesom sin mand ved med at tro på Nazi-tyskland helt til det sidste. Hun var som dansker allerede blevet 200 procent tysk under Første Verdenskrig. Dengang skrev hun et indlæg i en dansk avis for at forsvare Tyskland. “Det er fuldstændig ufatteligt, at alt det, der kommer fra England, det tror man (danskerne, red.) på, men det, der kommer fra Tyskland, det tror man ikke på”, skrev Ada Nolde i 1914.

Hvem var Ada Nolde?
Billedet af hende bliver nok aldrig fuldstændigt. Men vi kan læse meget ud af breve, som Ada og Emil Nolde skrev til hinanden og til andre. De to forskere historikeren Bernhard Fulda og kunsthistorikeren Aya Soika har gravet i cirka 25.000 dokumenter, der er opbevaret i Nolde-Stiftung Seebüll i Nordfrisland til deres publikation Emil Nolde - Eine deutsche Legende, der udkom i foråret - og den særudstilling, som Hamburger Bahnhof i Berlin i år viser om Emil Noldes antisemitiske holdninger og forhold til nazismen.


Parret Nolde - Foto: Nolde Stiftung Seebüll

Forfatteren Kirsten Jüngling udsendte i 2013 biografien Emil Nolde - Die Farben sind meine Noten, der også i brudstykker indeholder karakteristikker af Noldes første hustru, der også blev hans loyale PR-medarbejder. Der findes dog ingen større samlet fremstilling om Ada Nolde, ‘the woman behind the man’.

Præstedatter ved Limfjorden
Adamine Frederikke Vilstrup blev født den 20. september 1879 i Resen Sogn ved Limfjorden. Hun var ét ud af 12 børn i den store præstefamilie, og Ada Nolde skrev i 1907 i et brev til Luise Schiefler, der sammen med sin mand, Hamborg-juristen Gustav Schiefler, gennem 40 år var en tæt ven ægteparret Nolde: “Min mor havde aldrig tid, fordi hun var svag og havde 12 børn”.

Som voksen havde Ada Nolde en drøm om at blive sanger og skuespiller. Det var en drøm, der aldrig gik i opfyldelse. Det afgørende og manglende talent kan have spillet en rolle, men en meget konkret - og sikkert brugbar forklaring - var et skrantende helbred, der gjorde, at hun ikke kunne klare de strabadser, der var forbundet med faget.

Ud fra hendes valg og adfærd kan man konkludere, at hun havde et behov for at træde ud af den grå masse af almindelige mennesker. Ikke blot ud fra hendes ambitioner om en kunstnerisk løbebane, men også fordi hun opsøgte flere af datidens berømtheder inden for kulturlivet i Danmark - blandt andre forfatteren Herman Bang og polarforskeren Knud Rasmussen og til sidst også Emil Hansen, senere Nolde, den nordslesvigske kunstner, der aldrig rigtig blev accepteret af det kulturelle parnas i København.

Det var også via Knud Rasmussen i Hundested på Nordsjælland, at Ada Vilstrups bane krydsede Emil Noldes. Knud Rasmussen var en flot og karismatisk fyr og havde let ved at score damer. Han havde både et godt øje til Ada Vilstrup - og mange andre kvinder. Ved siden af Knud Rasmussen var Emil Nolde en lidt kejtet bondesøn og af ydre ikke speciel attraktiv. Sådan beskrives han i hvert fald.

I 1901 lærte Emil Nolde Ada at kende, mens han boede og arbejdede i København. Efter at have mødt Ada skriver Emil breve til hende. I mellemtiden har Knud Rasmussen skrevet et afskedsbrev til Ada. Hun er ledig på markedet og i et brev til familien Vilstrup skrev Ada Nolde i 1935 om mødet med den nordslesvigske Emil i 1901: “Da var der noget, der vågnede i mig, noget som havde slumret siden den tidlige barndom. Det var længslen efter noget større, efter et liv som var hævet over hverdagen, et liv som krævede en indsats. Jeg havde troet, at jeg selv havde kunnet opnå sådan en tilværelse”.

Forbavselse i familien
Ambitionerne kastede hun i stedet for over maleren. Den 25. februar 1902 blev Ada Vilstrup og Emil Hansen gift i Sct. Lucas Kirke på Frederiksberg. Han skiftede samme år det ordinære efternavn Hansen ud og tog i stedet for navn efter den landsby, han var født i: Nolde lidt øst for Tønder. I familien Vilstrup var man noget forbavset over, hvem Ada havde giftet sig med. Emil Nolde havde sørget for at nette sig med sit udseende, så han kunne gøre et godt indtryk på familien, men ud af faren Christian Vilstrups erindringer kan man læse, at familien oplevede Emil Nolde som »et forvildet individ« med en »indeklemt seksualitet«. Denne opfattelse uddyber Kirsten Jüngling i sin bog, Die Farben sind meine Noten, på grundlag af samtaler med nulevende medlemmer af familien Vilstrup. Sværmede for Adolf Hitler Ada Nolde gav tidligt udtryk for, hvad hun mente om sin ægtefælles evner: Han var et geni. Hans kunst blev meningen med hendes liv. Når Noldes kunst blev anerkendt af omverdenen, opfattede hun det også som en anerkendelse af sig selv. På udstillingen på Hamburger Bahnhof i Berlin (der endnu kan ses til den 15. september) taler Aya Soika og Bernhard Fulda ligefrem om en “spirituel længsel”, som Ada Nolde kanaliserede gennem sin ægtemand.

Ada støttede ikke blot Emil Nolde med alt det praktiske arbejde, så han fik maksimal tid til at udfolde sin kunstneriske genialitet. Når der blev holdt private sammenkomster i Nolde-parrets lejlighed i Berlin, sørgede hun som en anden hofmarskal for at sætte geniet Nolde op på en piedestal. “Så, nu kommer den store mester!”, skal hun have tysset på selskabet, da Nolde trådte ind ad døren.

Da nazismen kom snigende, og Emil Nolde som millioner af andre tyskere (på det punkt var han hverken være eller bedre end så mange andre) hoppede med på bølgen, var Ada Nolde helt på linje med sin mand. Hun sværmede for Adolf Hitler og var lige så begejstret for krigsudbruddet i 1939, som hendes mand var det. Allerede i marts 1933 havde hun skrevet et brev til lægen Otto Beyse, Hildesheim, der støttede Emil Nolde og andre tyske ekspressionister: “For hver dag der går, bliver jeg mere og mere fascineret af og overbevist om Hitlers genialitet og hans lykkelige mission. Han klarer at forene nord og syd og give en ungdom uden håb et mål i livet - han slår bro mellem protestantisme og katolicisme - og åbner vore øjne for, hvordan vi fuldstændig styres af jøderne. Med al respekt for den enkelte jøde, men de skal altså ikke tage magten over os. I sin uendelige udholdenhed i kampen for en ublodig revolution har han fundet folkets stemme - han samler nationen, han er genial og sendt fra Gud«.

Ægteparret Nolde sad ofte ved deres radioapparat i Seebüll og lod sig fascinere af nazisternes ensrettede nyhedsformidling. Og Ada Nolde sidestillede Emil Noldes genialitet med Hitlers genialitet: Snart skulle Emil Nolde også have den anerkendelse, der tilfaldt ham - og det skulle ske gennem nationalsocialismen, mente Ada Nolde.

Jubel efter overfaldet på Polen
Både hun og Emil Nolde jublede over Tysklands overfald på Polen i september 1939. I et brev til den føromtalte Louise Schefler dateret den 12. oktober 1939 skrev Ada Nolde om krigsudbruddet seks uger forinden: “Vi støtter førerens forudseende genialitet. Med sin sunde fornuft vil han forpurre jødernes snu beregnethed”.

For Ada Nolde var Noldes kunst og Tysklands nazistiske genrejsning to sider af samme sag. Ud af hendes breve kan man dog læse, at fremme af Noldes kunst var målet, og de nye politiske tider i Tyskland midlet. Hun blev derfor dybt chokeret, da først Noldes kunst - delvis på grund af en fejltagelse - havnede på spot-udstillingen Entartete Kunst i 1939 (hvor det dog senere lykkedes at få Noldes navn strøget fra listen over de bandlyste kunstnere). Endnu engang stod hun fuldstændig uforstående over for beskeden fra rigskulturkammeret i Berlin i 1941 om, at Nolde var blevet ekskluderet fra kammeret - det vil sige fra den gruppe af kunstnere, der de facto havde nazi-regimets velsignelse. Det var ifølge Ada Nolde ufatteligt, fordi Emil Nolde var “den mest tyske, den mest germanske og den mest tro kunstner” over for nazi-regimet.

Hun havde ellers gennem venner i München fået Noldes kunst op at hænge i deres lejlighed med det bevidste formål, at Adolf Hitler skulle se kunsten, når han kom på besøg. Men først ænsede han ikke kunsten, og en anden gang udbrød Hitler blot vrissent: “Nolde, det svin!”.

Gang i kakkelovnen
Ada Nolde hejste hagekorsflagene på Seebüll efter nazisternes magtovertagelse, men da klokken havde slået, i maj 1945, fik hun ligesom millioner af tyskere travlt ved kakkelovnen. I det ellers righoldige Nolde-arkiv i Seebüll mangler forbavsende mange dokumenter fra den betændte periode. Men forskerne har ved hjælp af andre dokumenter kunnet rekonstruere meget ud fra andre bevarede dokumenter, der refererer til meget af det, der formentlig er blevet brændt - for at kunne tegne et helt andet billede af Nolde: Nemlig som kunstneren, der blev forfulgt af nazisterne.

Ada Nolde kom sig aldrig rigtig over sin kroniske sygdom. Hun havde problemer med luftvejen og var flere gange på enten sanatorium, rejse til Middelhavet eller indlagt på sygehuset i Hamborg. Ada Nolde døde i 1946 og ligger begravet i museumshaven i Seebüll i en lille gravhøj sammen med Emil Nolde, der døde i 1956.

pil op

Forrige essay
Ikke flere essays
Næste essay
Ikke flere essays