Emil Nolde var en medløber


« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

I september 1934 meldte maleren Emil Nolde (1867-1956) sig ind i »Nationalsozialistische Arbeits­gruppe Nordschleswig«. Han var dansk statsborger, men boede dog syd for grænsen.

Året efter blev organisationen indlemmet i det tyske nazistparti i Sønderjylland.

Emil Nolde vedblev helt indtil det sidste - altså til 1945 - at være nazi-regimet tro.

Men det skal eftertiden ikke tage så tungt, hvis man skal tro Hans Jørgen Bonnichsen, der ud over at have arbejdet for Politiets Efterretningstjeneste også er ivrig samfundsdebattør og har en bachelor i litteratur og kunsthistorie.

“Dette medlemskab har nok spillet en større rolle for os, end det har for Nolde”, skrev Hans Jørgen Bonnichsen i bladet Grænsen i 2009.

“Partiet blev i Tyskland i 1930erne betragtet som et slags ‘folkefællesskab’, og for Nolde har det formentlig svaret til at melde sig ind i den lokale borgerforening”, skrev Hans Jørgen Bonnichsen i Grænsen.


Emil Nolde (1867-1956). Foto: Wikimedia Commons

Men Emil Nolde var dog gennem alle 12 ‘brune år’ fra 1933 til 1945 en glødende tilhænger af føreren Adolf Hitler, stærkt anti-jødiske i sine ytringer og uforblommet tysk-nationalistisk. Det bekræfter den forskning, som kunsthistorikeren professor Aya Soika fra Berlin og historikeren Dr. Bernhard Fulda fra universitetet i Cambridge lægger frem i bogen Emil Nolde - Eine deutsche Legende. Bogen udkommer den 19. april 2019 på forlaget Prestel i München.

Bogen præsenterer og kommenterer mere end 100 dokumenter og breve, der belyser Emil Noldes forhold til nationalsocialismen og regimet i Det tredje Rige. Den udkommer sideløbende med en særudstilling, der fra den 12. april til den 15. september 2019 beskæftiger sig med samme tema på kunstmuseet Hamburger Bahnhof i Berlin. Udstillingen får samme titel som bogen.

Ingen større overraskelser
Bogen bringer næppe på større overraskelser i forhold til det, der allerede har været fremme, men det har ofte været øjebliksbilleder, som man ikke kunne danne sig et helhedsindtryk ud fra. De væsentligste aspekter slap ud allerede i 2014, da der udkom et næsten 300 sider tykt katalog i forbindelse med udstillingen Emil Nolde - Liv og værk, som blev vist først i Städel Museum i Frankfurt og derpå i Louisiana nord for København.

Det ejendommelige ved Emil Nolde var, at han både var en nazistisk medløber og et offer for nazismen. I mange år var det dog lykkedes ham udelukkende at fremstille sig selv som offer, og det er et billede, som har kunnet vedligeholdes i årtier, Ifølge forfatteren Kirsten Jüngling, der har skrevet Emil Nolde-biografien Die Farben sind meine Noten (Propyläen, 2013) er en væsentlig grund, at Nolde-museet i Seebüll, få kilometer syd for den dansk-tyske grænse, i mange år ikke tillod fri forskning inden for sine døre.

Den nuværende direktør for Nolde-Museum, Christian Ring, mener dog, at den opfattelse af lukkethed - som Kirsten Jüngling har givet udtryk form - kan hænge sammen med det faktum, at de væsentlige dokumenter om Noldes forhold til nazismen ikke har været registreret på tværs af hinanden. Derfor har de været særdeles vanskelige at finde frem til. Hvorfor dokumenterne under de tidligere chefer på Nolde-Museum ikke har været registreret på en gennemskuelig måde, har offentligheden den dag i dag endnu ikke fået noget fyldestgørende svar på.

Under alle omstændigheder blæser der en helt ny vind under Christian Rings ledelse. Han har givet Nolde-museet og forskerne fri adgang til samtlige dokumenter.


(anbefalet brev) Brevet fra Reichskammer der bildenden Künste til Emil Nolde fra 1941, hvori han forbydes at beskæftige sig med kunst i erhvervsmæssig øjemed. Der udstedes dog ikke et decideret maleforbud. Foto: Hans Christian Davidsen

“Måske er der tale om et generationsskifte. Det kan være, at vi i dag ser anderledes på det og har en større afstand end de, der var tættere på Anden Verdenskrig”, udtalte Christian Ring til Jyllands-Posten i 2014.

Af Aya Soikas og Bernhard Fuldas forskning fremgår det, at Emil Nolde var en medløber. Han gjorde, hvad han kunne for at tækkes nazi-toppen. Det havde blot ikke den virkning, at han blev accepteret som kunstner af regimet i Berlin, så han kunne sælge sine værker og udstille frit. Tværtimod blev han som bekendt erklæret som en af de ‘vanartede kunstnere’ i 1937.

Myte aflives
Den ny bog afliver en myte om, at Nolde skulle have fået et decideret maleforbud under nazisterne. Det fik han ikke. I foråret 1941 gav de nationalsocialistiske kulturfunktionærer sig i kast med at kontrollere de bandlyste tyske kunstneres aktiviteter. Nolde fik besked om at forelægge 50 værker og modtog en knusende dom. Præsidenten for Reichskammer der Bildendenden Künste gav Emil Nolde besked om, at “enhver erhvervsmæssig aktivitet på områderne for bildende kunst” var forbudt for ham. Private kunne han male, som han ville, fastslår Soyka og Fulda, han måtte blot ikke træde offentlig frem med sin kunst og ej heller sælge den.

Myten om “maleforbuddet” sørgede Emil Nolde selv for at udbrede i sine erindringer fra 1948. Det bliver også videreformidlet i Siegfried Lenz' roman fra 1968, Tysktime (Deutschstunde), hvor hovedfiguren i bogen - en maler i nazi-tiden - er bygget på Emil Nolde. Den er også blevet viderekolporteret af kunsthistorikere og af medierne.

Blandt andet i forbindelse med omtalerne af de såkaldte “umalede billeder”, en række akvareller, som Emil Nolde malede i den periode, hvor han fik forbud mod at udøve kunst som erhverv. Fortællingen er gået på, at han i al hemmelighed malede akvareller, så det ikke kunne lugtes, at han malede med olie i atelieret på Seebüll. Men den holder altså ikke længere. Årsagen var, at han ikke længere kunne få leveret materialer til oliemalerier.

Hyldede Hitler og Göring
Aya Soika og Bernhard Fulda skriver, at både Emil Nolde og også hans danske hustru, Ada, fuldt og fast troede på “det tyske folks specifikke egenart og kulturelle overlegenhed”. I et brev fra 1933 fremhæver ægteparret Hitler og hans højre hånd Hermann Göring som “mænd, der sætter livet ind, når det gælder”. Nazisternes magtovertagelse beskriver Emil Nolde som “Det tyske folks så stærkt gennemførte og smukke genoprejsning”.

Læseren kan drage sine egne konklusioner. Når alt kommer til alt, ved ingen, hvad Emil Nolde virkelig har tænkt, da han hyldede nazisterne og “meldte sig ind i den lokale borgerforening”, som Bonnichsen beskriver det. Frem til 1937 har det dog næppe alene været for at tækkes nazi-spidserne i Berlin, for da Noldes kunst i 1937 af nazisternes klassificeres som “vanartet”, får Nolde sig noget af et chok. Hans breve og dagbøger viser, at han ikke lige havde set den komme.


(Entartete Kunst) Jospeh Goebbels besøger håneudstillingen »Entartete Kunst« i München i 1937. Med på udstillingen var flere af Emil Noldes værker. Foto: Wikimedia Commons

Efter 1937 håbede Nolde på, at “misforståelsen” kunne undgås ved at skrive, at hans kunst var »tysk, stærk, djærv og inderlig«. Det havde blot nul virkning.

Jøderne var Nolde mildt sagt ikke glad for, men hans antisemitiske ytringer skal også ses i lyset af, at han forsøgte at distancere fra en statslig mistro over for ham og den ensrettede nazityske presses beskyldninger om, at han var en del af et jødisk komplot.

Sur på jødisk kunstner
Med til forhistorien hører, at Emil Nolde i 1910 røg ind i nogle gevaldige skærmydsler med den jødiske maler Max Liebermann (1847-1935). Liebermann smed som formand Emil Nolde ud fra udbrydergruppen Berliner Secession. Det skete efter, at de begge havde sagt, hvad der kunne siges om ukvemsord om hinandens kunst.

Denne episode brugte Emil Nolde som en slags dokumentation for, at han havde sat sig imod, hvad kan kaldte for den “altdominerende jødiske magt” i det tyske kunstmiljø - igen for at stryge nazisterne med hårene. Hans kunst havde aldrig været promoveret eller købt af jøder, fremhævede han i et brev til rigspressechefen i det nazistiske propagandaministerium i 1938. Brevet “struttede af antisemitisme” for at citere Soika og Fulda.

Spot og had “Jeg har indtryk af, at de kulturkampe, jeg i 1910 førte mod den herskende fremmede indflydelse på alle kunstneriske områder, og mod den altdominerende jødiske magt, efterhånden kun er kendt af få, og at få stadig er vidende om, hvor meget sådan en kamp dengang krævede af vovemod og idealisme, og hvad det vil sige at blive bekæmpet af hele den jødiske presse med spot og had…. Det var ikke den jødiske bestræbelse efter verdensherredømme, jeg dengang kæmpede mod - det var forbeholdt vores nyopstandne store politikere - men jødernes skalten og valten inden for kultur og kunst og navnlig deres repræsentant, Max Liebermann, som havde fået enorm indflydelse og bekæmpede alt kunstnerisk tysk”, skrev Nolde blandt andet i brevet.

Måtte ikke kaldes jøde
Propagandaministeriet udstedte kort efter en forordning om, at Emil Nolde af den tyske presse ikke længere måtte betegnes som en jøde - noget som Ada Nolde med en følelse af befrielse takkede officielt for.

Det er ironisk, at flere i nazi-toppen - blandt andre Goebbels - personligt var fascineret af Noldes kunst. Men Hitler - der selv var en falleret, dilettantisk kunstmaler - ville ikke vide af den. Aya Soika og Bernhard Fulde mener, at det i virkeligheden var Emil Noldes store held. Ellers havde han risikeret at få et helt andet eftermæle, skriver de i kataloget til udstillingen “Liv og værk”:
“Takket være forfølgelsen som ‘ent­artet’ kunstner var det meget lettere for ham og hans beundrere at se bort fra hans medløberi. Den anerkendte tyske kunstkritiker Gottfried Sello konstaterede i 1987 i avisen Die Zeit, at Noldes ‘umalede billeder’ på den måde også kunne tolkes som et “let knytnæveslag i ansigtet på det nationalsocialistiske uvæsen - også selv om det kun drejede sig om blomstermotiver”.

Nolde var - konstaterer Aya Soika og Bernhard Fulda - overbevist nazist. Han gav også udtryk for stærk antisemitisme, men han var frem for alt en opportunist, hvis forehavende slog fejl.

pil op

Forrige essay
Ikke flere essays
Næste essay
Ikke flere essays