Hvis en kunstner fra middelalderen var dumpet ned i 2014 og havde overværet dette interview med Bjørn Nørgaard, ville denne sikkert have måbet.

Her sidder en fremtrædende kunstner i det 21. århundrede og argumenterer for, at kunsten skal være til stede i kirken. Vi behøver ikke at gå særligt mange år tilbage i kunsthistorien, før dette var en selvfølge. Men »vi lever ikke i en verden, hvor alle går i sandaler og spiser gulerødder«, så derfor er det vigtigt, at mangfoldigheden kommer til udtryk, mener Bjørn Nørgaard.

- Det er væsentligt at beskæftige sig med spørgsmålet om, hvordan kunsten forholder sig til det religiøse. I Danmark er der lige nu en stigende nyrationalisme. Vi har haft en statsminister, der engang sagde, at religionen skal ud af det offentlige rum, og så er der vore muslimske medborgere, som også spiller en rolle, siger den danske kunstner Bjørn Nørgaard.

Billedhuggeren, hesteslagteren, kunstprofessoren, manden bag Dronning Margrethes gobeliner og performancekunstneren ved de fleste, hvem er.

Bjørn Nørgaard har for kort tid siden fået en ekstra betydning i Flensborg, hvor han har stået for en udsmykning af den danske Helligåndskirkes nordside med glasmosaikker i de tilmurede vinduer og en Babelstårn-figur i den tilmurede dør.

Bjørn Nørgaard viser billeder af sine kunstværker i det offentlige rum i Danmark - samt enkelte kirker - fra Det genmodificerede Paradis, der blev vist på Expo 2000 i Hannover over byporten i Randers og skulpturen Borgerne i Holstebro til udsmykningen af Christianskirken i Fredericia.

Ved Købmandsskolen i Aarhus har han plantet en apokalypse-skulptur som et lille vink til vordende købmænd.

Og bryggeriarbejderne i Fredericia kan se et vindue i et kapellignende værk, hvor man ser en nadverscene. Bjørn Nørgaard gjorde - til en spørgers undren blandt publikum - meget ud af at forklare, hvorfor kunsten skulle være netop de steder - og hvad idéen med værkerne var.

- Mange kunstnere ville kvie sig ved at fortælle om og begrunde deres kunst, og det har da også en sandhed, når man siger, at hver enkelt ord er forræderisk over for kunsten. Dybest set er ord overflødige. Men netop i den tid, hvor vi spørger os selv, hvordan den moderne kunst forholder sig over for det religiøse, er det så også nødvendigt at fortælle, hvorfor kunst med religiøse temaer, for eksempel bibelske referencer, er der, siger Bjørn Nørgaard.

En værdikrise
Nok er der økonomisk krise i den vestlige verden lige nu, Men Bjørn Nørgaard vil hellere tale om en værdikrise - parallelt til det, han som aktivist-kunstner i 1960erne var med til at sætte spørgsmålstegn ved. Bl.a. ved i 1969 at sende sin splitternøgne kone, Lene Adler Petersen, af sted gennem Børsen i København med et kors. Kontrasten i happeningen var påfaldende: Det offentlige mandsdominerede rum, de formelle, ulasteligt klædte mænd, storkapitalen over for den enlige, nøgne kvinde. Kunst var andet end skulptur i rum, den kunne også være en undersøgelse af sociale og kulturelle strukturer, af åndelige værdier versus materielle, af kønsroller og politik.

- I den lille bog Dialektik der Säkularisierung - Über Vernunft und Religion giver filosoffen og sociologen Jürgen Habermas og Kardinal Ratzinger, senere pave Benedikt, hver deres bud på, hvad religionen kan bidrage med i det sekulariserede samfund. Heri hedder det blandt andet, at borgerne i de vestlige demokratier i fremtiden mere og mere vil vende deres rettigheder som våben mod hinanden, siger Bjørn Nørgaard.

Globaliseringen udgør ifølge Habermas et problem for solidariteten borgerne imellem, fordi den udvander demokratiet. Markedsmekanismer, der ikke er underlagt demokratisk kontrol, overtager ikke blot politiske områder, men trænger ind i privatsfæren. Der opstår skepsis angående det internationale samfunds evne til at tackle konflikter og sociale uretfærdigheder. Faren er, at den enkelte mister interessen for samfundet som helhed og kører sit eget løb, med Habermas' ord bliver »privatist«.

Fortællingen om Babelstårnet
Den bibelske fortælling om Babelstårnet har fået en fremtrædende placering i udsmykningen af Helligåndskirken i Flensborg. Pinseporten hedder udsmykningen. De røgfarvede glas i nordvinduerne skal erstattes med glasmosaikker, der vil blive oplyst bagfra. Mosaikkerne fortæller om tre steder i Jesu liv, hvor Helligånden optræder: Bebudelsen, dåben og Jesu bortgang. Foran den tilmurede port er der blevet opstillet en ny port, der forestiller Babelstårnet ud mod kirken og pinseunderet ind mod nichen. Pinseunderet kan ses i et spejlbillede, da det vender ind mod væggen.

- Fortællingen om Babelstårnet er vigtig og ikke entydig negativ. Den handler også om den unikke menneskelige evne til at se noget, der endnu ikke har fundet sted, og så bagefter får det til at ske. Evnen til at danne billeder af noget, der ikke eksisterer, er jo enestående for mennesket. Umberto Eco er også inde på det i sin roman I rosens navn: Mennesket er med til at skabe verden, siger Bjørn Nørgaard.

Mødet mellem mennesker
Og mødet mellem mennesker er det, der skaber, understreger Bjørn Nørgaard.

- Da jeg første gang så de skitser, der er lavet til udsmykningen af Helligåndskirken, så jeg ikke for mig, hvordan det ville komme til at se ud. Jeg så mulighederne i projektet - mulighederne for, at et projekt kunne udvikle sig, sigere han - og tilføjer, at det var mødet med repræsentanterne fra Helligåndskirkens menighed, der gjorde, at han fik lyst til at gå ind i projektet:

- Når mennesker mødes, så sker der ting og sager. Hvis jeg havde mødt nogle helt andre mennesker, var projektet måske ikke blevet til noget, sagde han.

Helligåndskirken ligger lige ud til Flensborgs gågade og er åben for offentligheden i dagtimerne.