Den franske horrorthriller Captifs byder umiddelbart ikke på ret meget nyt. Den handler om en gruppe franske læger, som arbejder for Læger uden grænser i det tidligere Jugoslavien. På vej hjem beslutter de sig for – trods alt det man ellers kan lære ved at se denne type genrefilm – at tage en omvej, idet hovedvejen er ved at blive ryddet for miner af intranationale styrker. Naturligvis tages gruppen til fange af en samling barkede mænd, der spærrer lægerne inde i hver deres rå, betonkældercelle et sted langt, langt ude på bøhlandet.

Den første halve time af filmen går med at vore protagonister undrer sig over hvorfor de i det hele taget holdes fanget, men da sandheden går op for dem indser de, at det blot et spørgsmål om tid, før de dør. Værre endnu er det da filmens egentlige hovedperson Carole pludselig hører en lille pige klynke fra nabocellen. Carole mister i filmens start sin bedste veninde da en gal hund overfalder dem begge, så kolossalt traumatiseret over denne barndomshændelse, finder hun pludselig styrken til at tage kampen op mod de kynisk brutale mænd, som holder dem fanget.

Som kan læses byder filmen på et helt klassisk survival-horror setup, som man har set i et utal af variationer før og havde det ikke været for film som Hostel, Turistas og Mum & Dad ville Caged, som er den titel den har fået i Danmark, måske have virket frisk, men der tildeles altså ikke ret mange point for originalitet, for endnu engang at lade blodindsmurte heltinder forsøge at overkomme de umulige odds, de pludselig befinder sig i.

Ideen med at lade en gruppe mennesker kommer på afveje, for så kun at ende som jagtbytte for depraverede skabninger ses også hvis man begæger sig endnu længere tilbage i filmhistorien for her har gyserklassikere som The Hills Have Eyes fra 1977 og naturligvis alle nyere gyserfilms urmoder: The Texas Chainsaw Massacre fra 1974 sat tendensen men næsten identiske anslag. Dertil kommer at Caged også står i skarp konkurrence med en række andre nye franske horrorfilm, som både er langt mere grænseoverskridende og brutale i deres udtryk – for eksempel Martyrs, Haute Tension eller La Horde.

Når det så er sagt, bydes der i Caged på en film der er virkelig stemningsfuldt fotograferet og lyssat, som indfrier de uudtalte løfterne om ekstrem vold og som ikke mindst fortæller sin enkle historie med få, virkningsfulde kneb. En af disse er blandt andet den subjektive lyd, som associeres med Carole umiddelbart efter hun har været i nærheden af en eksplosion. Dette er heller ikke nyt (man har blot nødig at tænke på Copland), men det fungerer stadigvæk som nervepirrende element i filmens effektive finale.

Caged er, til trods fra mangel på nytænkning, en ganske seværdig horror-thriller, der for en gang skyld også forekommer realistisk hvad angår sin præmis. Selv om de bevæggrunde som ligger til grund for sadisternes kidnapning af Carole og Co. ikke skal afsløres i dette forum, så slår det ikke tilskueren som fuldstændigt usandsynligt, når det i filmen afsløres hvad det er for en forretning de bedriver. Dertil kommer at man konstant forstår Caroles motivation, især set i lyset af den indledende scene, hvor hendes barndomstraume etableres.

Har man derfor ikke set mere end en eller to af de førnævnte filmtitler, kan man roligt give Caged en chance og er man ligefrem fan af genren bør den indgå på listen over film der skal selvfølgeligt skal ses, men har man fået nok af stereotype, slaviske, sadistiske mandspersoner, der jager og kønne, blodindsmurte undertrøjebærende kvindfolk med vidt opspilede øjne gennem skovområder, så bør man nok lede efter noget helt andet.