Man tager altid en chance når man vælge film, der er instrueret af amerikanske Brian De Palma. For det meste bliver man glad og endog imponeret af hans kunnen, som eksempelvis når man finder The Untouchables, Scarface eller Carrie frem, men man kan også lige så godt være uheldig idet man vælger Bonfires of the Vanities, Mission to Mars eller Wise Guys ud fra instruktørens navn på coveret. Hvis man tager Blow Out med hjem er ikke noget at være i tvivl om – den hører nemlig til blandt De Palmas allerbedste film. I dette tilfælde er det virkelig De Palmas film, for den hører til en af de som han både har skrevet og instrueret

Man kunne godt beskrive filmen som en form for lettilgængelig version af Blow Up med fokus på lyd i stedet for billede, for helt centralt for begge film ligger der et mysterium. I Blow Outs tilfælde, er det et der faktisk – uden at afsløre for meget - bliver opklaret til slut og dermed sikrer tilskueren en del mere ”closure” end Antonionis film.

En ung John Travolta spiller Jack. Han arbejder med at indsamle lyde og dubbe b-film. Han står foran en nærmest umulig opgave idet hans chef har bedt ham om at finde et kvindeskrig, der er mere overbevisende og realistisk end det som den unge skuespillerinde på lærredet kan levere. Denne opgave liggere dog ikke allerøverst på Jacks ”to do”-liste, så i stedet for at lede efter et kvindeskrig tager han en nat ned i den lokale park for at optage frøers kvækken og byens andre lyde. Idet han står med sin retningsbestemte mikrofon kommer der pludselig en bil kørende, bilens dæk eksploderer, den begynder at slingre og bilen kører ud over en bro og lander i en sø. Jack smider sin båndoptager fra sig, dykker straks ned i vandet til bilen hvor det lykkes ham at redde en ung, kvindelig passager.

Det viser sig at kvinden er en lokal prostitueret som Jack ikke desto mindre falder for, værre er det at føreren af køretøjet er byens senator, manden som af alle mente havde en rigtig god chance for at blive Amerikas næste præsident. Pressen udråber dette til et hændeligt uheld, men idet Jack begynder at nærlytte sine lydoptagelser igennem, bliver han klar over hændelsen måske ikke er så tilfældig endda. Opdagelsen har dog sin pris, for pludselig er både Jack og den unge kvinde midtpunkt i en meget speget affære, hvor magtfulde folk forsøger at få fingre i både dem og de beviser de har.

Selv om filmen emmer af firserstemning på både godt og ondt, så skal der vist gå mange år endnu før skuespillerpræstationerne, spændingsniveauet og plottet overskrider sidste salgsdato. Selv om Blow Out måske ikke er De Palmas hovedfilm, så hører den til blandt de allerbedste fra dennes hånd. Filmen lægger sig i forlængelse af Dressed to Kill der kom året før, og begge film skylder Hitchcock ganske meget, især når man fokuserer på filmenes spændingsopbygning og ikke mindst de sadistiske antagonister som optræder i dem begge.

DVD udgaven af Blow Out præsenterer filmen i widescreen, hvilket var en åbenbaring for undertegnede da denne anmelder tidligere udelukkende har set den i 3:4 (TV) format. Når man får mulighed for at se filmen i dens rette aspektratio så får man øjnene op for hvor god sans for billeder De Palma og dennes fotograf – Vilmos Zsigmind (som i øvrigt har været bag kameraet på flere af De Palmas film) - har. Selv om filmen handler om lyd, er billedernes komposition mindst lige så vigtig. Dette kommer især til udtryk i de scener hvor dybdekomposition spiller en væsentlig rolle for seerens oplevelse. Det forekommer som om billederne enten er blevet hevet fra filmens originalnegativer eller er blevet digitalt efterbehandlet, for den tager sig virkelig flot ud selv på en lille skærm.

Hvad enten man aldrig har set Blow Out eller man er gammel fan, så bør man se eller gense den. Det er en thriller der på trods af et par enkelte småbrister hænger rigtigt godt sammen, er spændende og medrivende, selv om man kender udfaldet. Derudover er det en film der også læger op til at man intellektualiserer omkring den og da det er forholdsvis nemt at fokusere på de mange metalag som den byder på – især i scenerne hvor Jack møjsommeligt genskaber filmsekvensen på baggrund af en række billeder af den forulykkede bil og sætter denne sammen med sit lydspor. Filmen gør på én gang opmærksom på sig selv som konstrueret medie og simultant er Jacks leg med registreringsudstyret (billeder og lyd) med til at gøre scenen troværdig. Kort sagt har vi her med en god thriller at gøre der formår at bringe lidt mere dybde til genren end ofte er tilfældet og blandt andet derfor gør den utroligt seværdig.