Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Land of the Lost (97 min.) Købsfilm / Universal
Anmeldt 17/2 2010, 17:30 af Torben Rølmer Bille

Den postmoderne parallelverden


Den postmoderne parallelverden

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er meget svært ikke at holde af komedier med Will Ferrell, for selv om størstedelen er rene popcornfilm, så formår Ferrell altid at tage selv de mest udknaldede roller han får, så seriøst, at man ikke kan lade være med at more sig over hans timing og komiske talent. Det gælder også for ”familiefilmen” Land of The Lost der er baseret på en amerikansk tv-serie.

Tv-serien kørte oprindeligt fra 1974-77 (og i en ny version i starten af 90erne). Præmissen var ret simpel, en familie rejser ned af en flod på en tømmerflåde og pludselig er der et vandfald som de ryger ned af. De lander pladask i en forsvunden verden, i bedste Conan Doyle- og Jules Verne-stil, som bl.a. befolkes af dinosaurer og rumvæsener. I den forsvundne verden møder de også primaten Chaka, som er den eneste der kender en smule til omgivelserne. Uheldigvis kan Chaka kun grynte og mime, men det er nok til at de kan forstå ham. I den nye film er Chaka stadig med, mens kernefamilien blevet skiftet ud med en halvgal videnskabsmand, en laber, ung, kvindelig forsker og en white-trash bonderøv.

Filmen starter med et fjernsynsinterview hvor den meget selvsikre videnskabsmand Rick Marshal får tørt på af en talkshow-vært – faktisk bliver han så meget til grin i den bedste sendetid, at næste gang vi ser ham så præsenterer Rick en klasse skolebørn for sine vilde teorier. Da det ringer ud, får han pludselig besøg af en ung kvinde, der er en stor fan af hans teorier om at åbne transdimensionale portaler til andre verdener, så efter en håndfuld minutters diskussion har Rick færdigkonstrueret den portalåbner, som han altid kun har teoretiseret om.

De begiver sig ud midt i en ørken hvor en fesen plattenslager har åbnet en forlystelse for de forbikørende turister. Her kan man i en gammel gummibåd sejle ned af en lille å, mens der på bedste spøgelsestogs-manér flyver plastikdukker i hovedet på en. Rick aktiverer sin maskine, idet forholdene for dimensionale rejser tydeligvis er mest optimale her og pludselig befinder de tre sig så langt fra Dorothys Kansas som overhovedet muligt. De er drattet lige ned i en parallel dimension, hvor 50er-biler og skibsvrag eksisterer side om side med oldgamle tempelruiner og dinosaurer.

Der er derfor dømt action/adventure komedie for fuld, overdreven skrue. Ideen med at blande alskens tidsperioder, stilarter, væsener og indfald i en skøn pærevælling har givet manuskriptforfatterne helt frie hænder til at diske op med det ene udsyrede påfund efter det næste. Eksempelvis er scenen med den gigantiske myg både virkelig ulækker, foruroligende og morsom. Det er dog ikke alt i filmen, der er lige vellykket men er man fan Ferrell, så er der rigeligt at komme efter hér. Grinene kommer langt fra lige så hyppigt som i eks. Talledega Nights, men mindre kan vel også gøre det?

Rent effektmæssigt fejler filmen ikke noget, for såvel den mystiske dimension, som de væsener der bor i den er virkeligt gennemført lavet. Det der dog adskiller Land of the Lost fra en lang række andre adventure-film, henvendt til familien, er at den tillader sig at være så skæv som den er. Derfor er det heller ikke alle familier, som vil synes at det er en passende fil at vise til poderne – for der er eksempelvis scener hvor hovedpersonerne hallucinerer efter at have spist nogle bestemte bær.

Selv om den naturligvis følger de genremæssige regler for hvordan sådanne film skal spænde af, så er det den verden filmen skaber så usammenhængende, at man aldrig som tilskuer ved hvad der lurer om det næste hjørne og alene det er mægtigt forfriskende.

Det er altså ikke en film, der vil begejstre alle de som går meget op i at fiktionen og den fiktive verden skal være sammenhængende, men filmen skal snarere ses som en hyldest til fantasiens grænseløse muligheder. Der er altså meget at se på i Land of the Lost og massevis af ting, der slet ikke hænger sammen, men som alligevel er medtaget fordi det enten ser godt ud på film, eller fordi elementerne kan danne base for en fjollet scene.

Det er som nævnt helt klart Will Ferrels film - for selv om der er pteradoner og diners halvt nedsunket i sand, så er det Ferrells fuldstændigt pokerfjæsagtige forsøg på at være seriøs i kontrast til dette gale univers, som gør filmen seværdig. De småfilm som er inkluderet som ekstramateriale er desværre ikke så spændende, idet de forsøger at benytte sig af en Rickey Gervais inspireret reality-humor, som falder noget til jorden, især set i kontrast til hovedfilmen.

Land of the Lost kan bedst sammenlignes med en spillefilmsudgave af klassiske episode-film fra 30erne, tilsat en voldsom dosis bevidsthedsudvidende stoffer – og kan derfor anbefales til alle, der har lyst til at læne sig tilbage, slå hjernen fra og blot lade sig underholde som i de gode gamle dage. En b-film med kæmpebudget.


Forrige anmeldelse
« Fame «
Næste anmeldelse
» Brudte favntag »


Filmanmeldelser