Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Den urolige mand / Henning Mankell / 542 sider
Gyldendal. ISBN 9788702082401
Anmeldt 2/1 2010, 00:23 af Kim Toft Hansen

Kulturelt hukommelsestab


Kulturelt hukommelsestab

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Efter de otte første romaner om Kurt Wallander ville Henning Mankell lægge ham på hylden. Men læserne ville ikke lade ham ligge der, og spurgte efter flere Wallander-fortællinger. Det fik vi derfor i den tilbageskuende novellesamling Pyramiden fra 1999, men det var ikke nok. Derfor fortsatte Mankell serien med Inden frosten fra 2002, hvor han introducerer Wallanders datter Linda som politibetjent – denne danner også startpunkt for den svenske tv-serie om Wallander med Krister Henriksson i hovedrollen. Inden frosten skulle – som en forvokset krimi med udbygget karakterdrama – afrunde suiten om Wallander, som Mankell selv har døbt romaner om den svenske uro. Alligevel kunne han ikke lade Wallander ligge på hylden: Med Den urolige mand – der i titlen tydeligvis også spiller på idéen om svensk uro – er den elvte bogudgivelse om Kurt Wallander. Men det er også den ultimativt sidste – læs selv hvorfor.

Den kolde krig er igen blevet særdeles populært stof i spændingsfortællinger – grundigt foranlediget af Stieg Larssons krimitrilogi. På samme måde som historisk stof er brugbart vand på krimimøllen, har krimien igen trukket den kolde krig ind fra kulden i et forsøg på undersøge, hvilke efterdønninger den stadig har på verdens politiske fremdrift – lidt på samme måde, som Anden verdenskrig ofte også bruges. Pointen i disse fortællinger er ganske ofte, at den kolde krig – på trods af Sovjetunionens og Warszawa-pagtens sammenbrud – ikke er afsluttet. Den har bare ændret karakter og udtryk. Det er også en vigtig pointe i Den urolige mand, der netop begynder hos Oluf Palme midt under en storpolitisk urolighed omkring fjendeubåde i svenske farvande i starten af 80’erne – få år før, Palme bliver myrdet.

Titlen om ’den urolige mand’ sigter til den pensionerede kommandoofficer i søværnets ubådsdeling Håkon von Enke, som Wallander stifter slægtskab med, da hans datter Linda venter barn med officerens søn Hans. Wallander inviteres med til Håkons 75-års fødselsdag, hvor Wallander falder i snak med ham om en række uafklaretheder i ubådskrisen – den, vi allerede har hørt om hos Palme i prologen. Wallander fornemmer på Håkon, at han er urolig, og det viser sig da også at være med god grund, da Håkon kort tid efter forsvinder fra jordens overflade. Wallander arbejder ikke på sagen, da det ikke sker i Ystad, hvor han har til huse, men langsomt trækkes ham mere og mere ind, da han selvfølgelig også er motiveret af at finde sin datters svigerfar – dog bliver sagen ikke nemmere, da Håkons kone Louise også forsvinder.

Samtidig får vi også historien om Wallander, der er begyndt at glemme ting, han normalt ville huske. I starten er det ikke så radikalt, men en forglemmelse af sin tjenestepistol på en restaurant, hvor Wallander får lidt for meget at drikke, sætter en intern undersøgelse i gang med Wallanders suspension til følge. Ventetiden, så længe undersøgelsen står på, bruger han til at assistere efterforskningen af ægteparrets forsvinding – der kompliceres yderligere, da Louises lig dukker op, sandsynligvis selvmord. Men disse forglemmelser hos Wallander, der efterhånden udvikler sig til spontant hukommelsestab, gør hverdag og arbejde mere og mere problematisk for ham. Wallander er i en tidligere roman fået konstateret sukkersyge, men han er ikke god til at lægge sine kost- og alkoholvaner tilstrækkeligt om. Det kan give hukommelsessvigt – men spørgsmålet er, om det er en tilfredsstillende forklaring.

Flere ting dukker op i sagen, og mere og mere peger på spionagesager, der har sine aner tilbage under den kolde krig og den omtalte ubådsproblematik. Her bliver arbejdet med erindringens mønstre central for hele romanens tema, da det bliver en central pointe, at det netop er et problem, at vi ikke tager ved lære af fortiden ved slet og ret at huske på den. Wallander har ikke kun problemer med at huske, hvor han er – han erkender også, at han har for svag historisk viden til at kunne sætte sig ind i sagerne. Det er i sig selv dybt interessant at følge en detektiv, der jo lever af at huske små og store detaljer, miste evne til at huske, men samtidig er dette også en kulturel analyse hos Mankell: Vi er kollektiv blevet dårlige til at huske, og det er et problem, der skaber nutidens kontroverser, fordi vi ikke tager fortiden med os ind i nutiden. Hukommelsestab er et kulturelt syndrom, der skal afhjælpes – underneden lurer den svenske uro. Selvfølgelig er titlen på romanen primært møntet på Håkon og dennes urolige opførsel under sin fødselsdagsfest, men det sigter i høj grad også til Wallanders fornemmelse for sine omgivelser.

Den urolige mand er en Wallander-krimi fra en Mankell i storform. Fortællingens plot og kritik har flere ligheder med Stieg Larssons to sidste bind i Millenium-trilogien, men Larssons skrivestil og fornemmelse for fiktionel samfundsanalyse når ikke Mankell til knæhaserne. Romanen indeholder lige så meget skønlitterær karakter- og eksistensdrama, som den indeholder en velkendt wallandersk krimiformel. Mankell har aldrig forsøgt sig som skamløs plotter, men har i stedet suget forskellige andre fortælleteknikker ind i krimiens univers. Det kommer bedst til udtryk i karakteren Wallander, der er et møde mellem rationelle og deduktive metoder og mavefornemmelser. Intuitionen fylder meget – og virker – hos Wallander, hvilket – uden at blive til nostalgi – placerer karakteren som en spændende konstellation mellem romantisk, selvopofrende genidyrkelse og modernitetens forsøg på – gennem opklaringsteknikker – at rydde op i gaderne. I dette møde bliver der plads til fortællemæssige interessante indspark. Det gælder også en momentvist meget tilstedeværende og ironisk fortæller, der ofte lader hånt om Wallanders valg og tanker.

Derfor er tempoet generelt i flere Mankells Wallander-fortællinger – hvilket også gælder flere af filmatiseringerne – sat ned for at give plads til karakterudvikling. Det er ikke et spørgsmål om at smøre for mange sider til med ligegyldige personinformation (som Larsson havde en tendens til) – det er i stedet et vellykket forsøg på at fortælle om verdens problematiske situation gennem karakteren Wallander. Wallander er for tyk, for dårlig til at huske, tager ikke advarsler om sit helbred alvorlig, tager fordomme for sandheder uden helt at reflektere over dette, og alle disse komplekser gælder også for den samfundsanalyse, som Mankell leverer gennem sine romaner. For at understrege dette fylder tilbageblik til tidligere romaner og fortællinger også meget i romanen – Wallander er et sensitivt kulturelt barometer, der er præget af en voldsom og melankolsk Weltsmerz.

Ydermere er romanen interessant i lyset af medialiseringen af Wallander, da Den urolige mand tager flere afsæt ikke kun i den forrige roman Inden frosten, men netop i tv-serien, som Mankell næsten kun har lagt navn til. I tv-serien er han flyttet på landet og har fået sig en hund Jussi (opkaldt efter en operasangerinde), hvilket også gælder for Den urolige mand. Alligevel er der trods disse ligheder forskelle på tv-serien og romanen her: Wallanders hus er ikke helt det samme, og ligger ikke helt det samme sted, mens politikorpset heller ikke er helt det samme. Alligevel er mødet mellem tv-serie og roman interessant som fælles narrativ udvikling.

Den urolige mand er den sidste roman om Wallander fra Henning Mankells hånd: ”Fortællingen om Kurt Wallander er uigenkaldelig forbi”, understreger den tilstedeværende fortæller til slut. Afslutningen er dog i den grad værdig – selvom Mankells kulturelle analyse ikke nødvendigvis er en behagelig samfundsudsigt. Inden frosten sluttede af med, at tvillingetårnene i New York sank i grus. Den urolige mand har også indset, at fjendebilledet og den svenske uro eksisterer i bedste velgående – ansigtet på fjenden er måske bare ikke helt det, vi normalt ville vente. Den urolige mand er en velfortalt tragisk dystopi over et samfund, som Mankell gerne vil lave om på. Og for enhver, der ikke kan lade Wallander ligge på hylden, er romanen en fornem afslutning.


Forrige anmeldelse
« Arven efter Muhammed «
Næste anmeldelse
» Film. En kærlighedshistorie »


Flere prosaanmeldelser