Der er de, der mener at livet er alt for kort til fransk popmusik, og der kan være noget om snakken. Derimod bør man unde sig selv – ind imellem - uanset om man kan forstå fransk eller ej, at dykke ned i chanteur-genren. Selvom ordet blot betyder mandlig sanger, så dækker det over den franske variant af den klassiske amerikanske singer/songwriter tradition og ulig meget irriterende fransk pop, gemmer der sig her utroligt mange smukke melodier og tekster.

I kølvandet på den helt store nationalhelt Charles Aznavour, er nok den mest succesfulde chanteur den rebelske, provo Serge Gainsbourg. Han er nok bedst kendt på vore breddegrader for stønnesangen ”J’taime…moi non plus” som han fremførte med hustruen Jane Birkin. Sangen blev henholdsvis et kæmpehit og totalforbudt over det meste af Europa i 1969. For kort tid siden blev det så muligt at se en bragende underholdende film om Gainsbourgs liv, der har fået den danske undertitel manden, musikken myten.

Filmen er instrueret af debutanten Joann Sfar, der har baseret handlingen på sin egen grafiske roman med titlen Gainsbourg Hors champ (da. Gainsbourg - Voiceover) og på fransk har filmversionen fået den mere passende undertitel Vie Héorïque (Gainsburgs heroiske liv) hvilket synes langt mere passende. For selv om det langt fra er en superheltefilm, så tager historien sig ganske mange friheder. Som Sfar skriver i filmens eftertekst; ”Jeg ville elske at have holdt fortællingen om Gainsbourg sand, men sandheden om ham er mig langt mindre interessant end hans løgne”. Så i stedet for at få en nøgtern, klinisk dissektion af en berømtheds liv, byder Gainsbourg på såvel fantastiske, surreelle som overdrevne fortællinger om den franske provosanger med en række afstikkere til sandfærdige historiske facts.

I startsekvensen kan man godt se at det er en tegneserietegner der har været på spil for denne sætter tonen for hele filmen. Vi befinder os på en strand hvor en ganske ung dreng forlades af en pige, han samler et cigaretskod op fra en forbipasserende, begynder at ryge det og så skifter filmen ellers til en animeret sekvens hvor drengen – der naturligvis er Gainsbourg - flyder til havs og transporteres tilbage til barndomslandets Frankrig umiddelbart før 2. verdenskrig. Her fascineres drengen bl.a. af en plakat med en monstrøs jøde, der tager fysisk form – ligesom Gainsbourgs alter ego, en storrygende, storsnudet – men meget elegant – dæmonisk udgave af han selv også trænger sig på den unge mands liv. Der skelnes ikke mellem fantasi og virkelighed, for når alt kommer til alt er det, som nævnt, røverhistorierne der er de mest interessante. Dem er der til gengæld også rigtigt mange af undervejs.

Det vil være omsonst i dette format at forsøge at gengive de væsentligste hændelser i Gainsbourgs brogede liv, men lad det blive sagt at han fra barnsben har været helt fremme i skoene, både hvad angår musikken og hans evne til at bedåre de kvinder han møder. Hans utilnærmelige, musikalsk-excentriske facon er åbenbart noget der tænder de mest interessante kvinder på kloden. De flokkes i al fald om ham og selv i slutningen af filmen, hvor en ungmø først blankt afviser den ”klamme bedstefar” som hun kalder ham, går der kun en halv flaske champagne og et par linjer Baudelaire, før hun er ovenud villig til at føde hans barn. Helt bogstaveligt.

Gainsburg tegner et portræt af en ganske kompromisløs kunstner, der konstant rygende virker fuldstændig ligeglad med hvad omverdenen og ikke mindst hans producer (spillet af den store franske filmmand Claude Chabroll i hans allersidste rolle) mener om hans musik. Filmen flyder også over med mandens musik og man har svært, idet rulleteksterne kører over skærmen, at svært bekæmpe trangen til at anskaffe sig mandens musikalske bagkatalog. For selv om musikken har nogle år på bagen og selv om man måske er dødtræt af ”J’Taime..moi non plus” så viser filmen med al tydelighed at Gainsburg har lavet en mængde hits og melodier, der med garanti vil sprede virkelig cool vibes i mange små hjem hvis de fik lov. Gainsburgs musik, selv om den er meget varieret, forekommer umiddelbart som soundtracket til den ultimative loungeaften. Frem med røgelsespinde, sækkestole, gaulloise, champagneglas og Gainsburg!

Filmen er, lige som tegneserien, ganske lang – måske en anelse for lang, for det virker som om enkelte scener nærmest gentager sig selv, hvad enten det er scenerne med hans diabolske alter-ego, eller endnu en kvinde der finder vej til manden.

Endvidere kan det undre lidt, at filmen springer let og elegant over Gainsburgs egen filmproduktion, for ifølge flere internetkilder har manden lavet i alt fire film. Mystisk er det også at filmen ikke spekulerer i nummeret ”Inceste de Citron”, som hans 12-årige datter Charlotte sang med på – en udgivelse, der i 1984, skabte mindst lige så stor røre som ”J’Taime” gjorde da den udkom. Hvorfor disse elementer er sorteret fra kan vel skyldes kunstnerisk frihed, men det virker blot lidt som berøringsangst fra instruktørens side at duetten med datteren ikke fik plads.

Selv om filmen tager sig en masse friheder og benytter sig af komisk overdrivelse, så formår den stadigvæk at være utrolig seværdig. Måske kan der være Gainsbourg fans, der vil være oprørt over at emnet og manden ikke tages mere seriøst, men det er netop i den anarkiske tilgang filmmagerne har haft der synes at give filmens sin styrke og på mange måder forsøger at være lige så provokerende som manden selv. Gainsbourg er en spraglet film, fyldt med virtuose, legende, visuelle indfald, store armbevægelser og en række virkelig gode skuespilpræstationer, hvor både hovedrolleindehaveren Eric Elmosino, men også den unge udgave af sangeren spillet af Kacey Mottet virkeligt brænder igennem. En utrolig seværdig fransk film uden det mindste spor af Luc Besson eller Gerard Depardieu – skønt!