Anders Matthesen er, som de fleste nok ved, en mand med mange talenter. Med radioføljetonen Terkel i Knibe, en lang række stand-up shows, julekalenderen Jul på Vesterbro og den nye spillefilm Sorte Kugler har ”Anden” vist for længst bevist sit komiske værd. Det er måske ikke alle, der er lige begejstrede for Matthesens humor, men til de der måske synes, at han ofte optræder alt for aggressivt og Albertslund’sk anmassende, ville det måske være en god idé at give DVDudgivelsen af den lidt obskure komedieserie Perforama et forsøg.

Afsnittene i Perforama synes nemlig at byde på en helt anden underspillet og tæer-krummende humor, end det man ellers ser fra Andens side. Serien er oprindelig fra 2002 og var en af de første danske comedyserier, muligvis den første, der forsøgte at gå andre veje end mange traditionelle komedieserier, som ofte er en kombination af vitsbaserede og fysisk komiske indslag.

I takt med tidens trends har Perforama i stedet benyttet sig at den samme kombination af dokumentarisme og pinlig opførsel, som vi kender det fra serier som Curb Your Enthusiasm, The Office, Trailer Park Boys eller Extras. Her skildres hovedpersoner, der opfører sig så pinligt og bringer både sig selv og de mennesker de omgås med i så akavede situationer, at det næsten er uudholdeligt at være vidne til. Det er naturligvis heller ikke alle der finder dette er sjovt, men kan man hverken lide pågående, vitsbaseret, udsyret eller pinlig humor, så kan man vist slet ikke lide at have det sjovt og kan derfor lige så godt holde op med at læse videre.

Matthesen spiller de bærende hovedroller i alle afsnittene på DVDen. Der er 6 i alt plus et pilotafsnit, der også giver seeren et indtryk af hvordan serien oprindeligt var tænkt; nemlig som langt mere traditionel fup-dokumentarprogram, komplet med voice-over og en journalist, der med bestemt blik går seeren i møde i forsøget på at skabe en fængende, opsøgende reportage om dette eller hint. Til trods for at dette er fjernet i de udsendelser der blev vist på DR2, så er pilotafsnittet absolut værd at se, for her møder vi Matthesen i rollen som en utrolig talentløs fyr, der hver dag går ind på Strøget for at arbejde som karikaturtegner, uden at have den fjerneste idé om at han ikke besidder det basalt nødvendige tegnetalent.

I pilotudsendelsen, som i mange af de øvrige afsnit, spiller Mia Lyhne Matthesens kæreste. Det virker lidt som om Lyhne bevidst har valgt (eller er blevet castet) til roller som en enormt forstående, ufattelig overbærende og lettere naiv kæreste, ganske som vi kender det fra successerien Klovn. Perforama er langt fra lige så velskrevet og morsom som Klovn, til gengæld kom den tre år før og har stadigvæk en masse usandsynligt pinlige og seværdige situationer at byde på.

De seks afsnit har alle en meget forskellig præmis og gør, lige som pilotudsendelsen, grin med en bestemt type job eller person, som man kun kender alt for godt. På sæt og vis spiller serien på mange af vore fordomme, men tager sig også tid til at gøre grin med medierne selv. I det første afsnit spiller Matthesen en selvbestaltet forfatter, der forsøger at få gang i salget af sine gør-det-selv- og festbøger, ved at optræde på centertorvet i et stormagasin og råbe af de forbipasserende. I andet afsnit spiller han rollen som tutor på eskimologistudiet, hvor han – igen uden meget held – med alle midler forsøger at score og piske en feststemning op. Det kan måske lyde banalt, men man bliver ved selvsyn nødt til at opleve disse karakterer som – desværre – synes at ligge alt for tæt op af folk som de fleste nok har mødt i virkeligheden.

Serien krydres også af gæsteoptrædener fra andre kendte stand-up’pere; Thomas Hartmann, Jonathan Spang, Rune Klan, men forvent nu endelig ikke at de leverer forrygende punchlines. De har tværtimod fået roller som småpatetiske, pinlige figurer, der ikke er ret meget bedre stillet end vores hovedperson. Det er også fantastisk at kaste sig over åbenlyst morsomme miljøer, som de der findes blandt clairvoyante, amatør-børneteater entusiaster, smarte businessmænd, der vil Lean-effektivisere et lokalt bibliotek, eller for den sags skyld lokalradioværter, der kun har fået jobbet fordi de har været med i reality-tv.

Perforama er på sæt og vis en form for antihumor, for foruden at fokusere på hovedpersonens manglende situationsfornemmelse, udbredte sociale mongolisme og totale fravær af takt, så kan man også fange sig selv i at sidde i sofaens dyb og blive noget så arrig over at være vidne til, hvad disse usle skvat finder på. Man kunne postulere at det muligvis er præcis denne nerve serien forsøger at klemme tilskueren på – afprøvningen af ens personlige tålmod - især set i lyset af at alle øvrige medvirkende, aldrig farer i flint eller råber; ”SÅ HOLD DOG KÆFT DIN FEDE TOSSE!” til de figurer Matthesen så fornemt portrætterer.

På den måde kan man sige at serien måske endda ligefrem hjælper de stakkels folk, der i virkeligheden går rundt og forestiller sig at alle mennesker kan lide dem selv om det reelt forholder sig helt anderledes - for har man først set de irriterende personager der er i Perforama, så er virkelighedens tosser pludseligt meget mindre irriterende. Dette tenderer naturligvis overfortolkning, men det bunder i at Deres ydmyge anmelder også forsøger at være irriterende elitær og flæbende humanistisk anlagt.