Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




En by i provinsen (935 min.) Købsfilm / Warner
Anmeldt 29/8 2008, 10:04 af Kim Toft Hansen

Først og fremmest politibetjent


Først og fremmest politibetjent

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

En klassisk dansk tv-serie er endelig blevet tilgængelig på dvd. Det drejer sig om Bent Christensens krimiserie En by i provinsen fra 1977 og fremefter. Bent Christensen er en velkendt skikkelse i krimiens skyggetegn, og blandt de vigtigste kan vi nævne manuskripterne til tv-serierne Ka’ De li’ østers fra 1967, som han skrev sammen med Leif Panduro, og Smuglerne fra 1970 ligeså, mens han selv satte sig i instruktørstolen i Strandvaskeren fra 1978 – og det er helt uden at nævne Harry og kammertjeneren fra 1961 og de øvrige komedieklassikere. Bent Christensen er med andre ord en velbevandret aktør i den danske krimi- og komedietradition. Af samme grund er det ikke uden årsag, at de disse elementer blandes i En by i provinsen, selvom serien dog først og fremmest er en krimiserie med mord nok til at ængste selv den lykkeligste provinsbo.

Samtidig er serien skrevet af en lang række af tidens større forfattere, specielt inden for krimigenren. Det gælder derfor i høj grad Anders Bodelsen, Poul Ørum, Poul-Henrik Trampe og Leif Panduro, mens Johannes Møllehave også træder ind i krimiens etiske horisont. Afsnittene, som de enkelte har skrevet, er spredt ud over hele serien, der dog bærer et smalt føljetonspor, som udelukkende handler om politifolkenes privatliv. Således fremstår serien i høj grad homogen og gennemarbejdet i sit fokus, sin humor, sin tæft for opklaring, og stilniveauet er i den grad sikkert og velforsynet med et yderst klassisk, roligt tempo, hvor enhver med hang til MTV-klipning heldigvis vil kede sig ihjel. Der er mange relativt lange indstillinger, og klipperytmen samt framingen fungerer pænt, ensrettet og grundigt planlagt. Fortællingerne i de enkelte afsnit er derfor fint afstemt med seriens stilpræg.

Vi befinder os i den lille fiktive by Svanbjerg, hvor ordensmagten ved kriminalpolitiet varetages af politikommissær Eriksen (Henning Mouritzen) og Samuelsen (Jens Okking). Svanbjerg er – trods lokalbefolkningens ofte lavkøbenhavnske dialekt – formentlig at finde vest for Lillebælt, hvis introsekvensens fokus på Lillebæltsbroen skal forstås sådan. Dette er i øvrigt et provinstræk, som Rejseholdet senere tager til sig, hvor denne i sin intro symboliserer forbindelsen mellem det storkøbenhavnske og det provinsielle ved hjælp af Storebæltsbroen. En by i provinsen flytter sig derfor væk fra krimiens vante storbyfokus og ud i provinsmiljøet, hvor det kriminelle – til flere folks store bekymring – nu også flytter ud. Det er eksempelvis en overrumpling og et normbrud, da stofmisbrug importeres fra København til Svanbjerg med morgentoget.

Den danske andedam, hvor den danske hygge brydes af en underliggende uro, er derfor i særegen fokus, i en by hvor Svanbjerg i sine mere konservative mønstre fremstår som et kriminelt Korsbæk – på trods af at udviklingen også gør sit indtog i den lille by. Computerteknologien sætter eksempelvis de små grå på prøve på politistationen, mens det ofte er de daglige småproblemer, som er i fokus, mere end storkriminalitet, på trods af at det ofte udvikler sig. Der er kemikalieudslip, der er økonomisk svindel, der er rovmord, og ganske simpel smårapserier, som alle er gerninger, der fortjener lige stort fokus hos de idealistiske detektiver, der derfor til tider kæmper mod den mere konservative politimester, som gerne ser, at de fokuserer på byen spidsers problemer mere end de små på gulvet.

Stationen er i det hele taget præget af generationsbrud, hvor unge betjente ofte har fingrene lidt mere på pulsen (og til tider lidt for dybt begravet i den kriminelle muld), mens Eriksen og Samuelsen er de erfarne efterforskere, der driver biksen videre på kløgt snarere end action-betonet forfølgelse. Samtidig er der god plads til en dram, en bajer eller en drink undervejs i arbejdstiden, mens man ta’r sig en slapper i efterforskningen – Svanbjerg Pils er den eftertragtede forfriskning. Ydermere har vi også at gøre med detektiver, der både skal på toilettet, bliver forkølet, og i det hele taget bruger meget tid på det familiære. Men på trods af dette fremstår både Samuelsen og Eriksen som de selvopofrende betjente, der ”først og fremmest er politibetjente”, som Eriksens kone, ekskone og senere igen kone udtrykker det. Eriksen er i et såkaldt moderne forhold, hvor konen kommer og går efter forgodtbefindende, mens Samuelsen trygt behager sig i et ganske almindelig og temmelig konservativt kønsrollemønster. Samuelsen er typen med tiltro til kongeparret, som også årvågent hænger på Eriksens kontor. Generationer eller ej! Stationen er det hyggelige opdrejningspunkt for opklaringernes processer.

Som understregning af denne hygge spiller Fuzzys musik også en stor rolle. Det meste er jazz, ligesom seriens tema er det, men undervejs brydes dette af et stykke folk-musik, som mest af alt knytter sig til Samuelsen, der – i form af en yderst velspillende Jens Okking – fremstår som serien gennemslagskraftige hyggeonkel. Fuzzys musik er ganske tilpasset seriens tempo, der i mange henseender minder om den engelske Midsomer Murders, herhjemme kendt som Barnaby. Denne særlige danske – om jeg så må sige – betoning af ro og orden i lokalmiljøet er også understreget i flere af afsnittenes titler, der tager udgangspunkt i ordsprog eller andre talemåder: eksempelvis ”Lugten i bageriet”, ”En ulykke alene”, ”Kun mennesker” og ”Den skøre svensker”. Roen er i den grad også understreget af, at sagerne – trods deres ofte indviklede og besynderlige karakter – altid deduceres frem til en lykkebringende sandhed.

Det eneste, som stadig ulmer efter seriens afrundinger er en vis kritik af politifolks særlige loyalitet over for hinanden. Kritik af samfundet er der en del af, og denne fremstår som en gennemgående følsomhed over for alle andre end spidserne og de pengestærke. I Svanbjerg er det byens folk, der beholder byen som det, den er. Det er ofte ud fra en snusfornuftig medfølelse for det lille samfund, at især Samuelsen ganske pædagogisk sørger for at forklare, hvor de moralske skrupler ligger begravet.

En by i provinsen har derfor de rette doser af hygge og spænding til at kunne fremstå som et helstøbt stykke provinskrimi i et ligevægtigt forhold af begge. Det er klassisk dansk tv-drama, der ulmer af en vis form national ivrighed og fremtonet selvværdsfølelse. Derfor er den samtidig bundet til sin tid, hvor man titulerede hinanden med i høflig De-form, og denne tidsbundethed kan være seriens problem i dag, men samtidig tager serien fat i nogle mere generelle problemer, som altid er værdige. Det særligt medmenneskelige fokus på et samfund – her yderst konkretiseret i et lokalsamfund – er i centrum, og på den måde er serien et ganske godt bud på krimiens fokus på menneskers ligeværdighed og diskussion af samme. Den danske uro ulmer under hyggen, men så længe vi har Samuelsen og Eriksen til at rydde op, går det hele vel alligevel…


Forrige anmeldelse
« Firecracker «
Næste anmeldelse
» Shogun Assassin »


Filmanmeldelser