Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Alien vs. Predator Requiem (86 min.) Biografversion / SF-film
Anmeldt 10/1 2008, 16:46 af Torben Rølmer Bille

Syreblod vs. Skulderlaser del 2


Syreblod vs. Skulderlaser del 2

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

En hyppig fejl de fleste science fiction fans begår er at sammenligne Aliens vs. Predator-serien med de film, hvor monstrene optrådte enkeltvis. Alien Quadrologien og de to Predator-film lagde først og fremmest grundlaget til Dark Horse-tegneserien og ikke mindst det meget populære first-person shooter spil, der kom til PC i 1999. Den første AvP film kom i 2004 og var i høj grad baseret på spillet, så ud over den latente mangel på blod var der mange spiltilhængere, der - i modsætning til filmfans og anmeldere - følte sig godt underholdt.

Hollywood og især Universal Studios indså allerede i den gyldne monsteræra i 30erne og 40erne, at hvis man havde et monster i en film blev det et hit, men hvis man tog flere monstre og puttede dem i samme film, måtte det jo selvsagt blive et endnu større hit! Det samme synes at være drivkraften bag den nye AvP franchise – og selv om mange måske inderst inde ønsker sig to separate film, så må vi jo nøjes med Aliens vs. Predator Requiem indtil det forhåbentlig sker.

Problemet med at stoppe mange monstre ind i samme film og tillige få overstået alle løjerne på sølle 86 minutter gør ikke kun, at ens popcorn stadig er lune, når man rejser sig; filmen når heller aldrig at blive rigtig uhyggelig. Skal en film opbygge noget spænding og skabe en følelse af isolation og rå horror, så tager det altså sin tid at få etableret, og det er umiddelbart det største problem ved AvP-Requiem. Forventer man derimod et setup, der udelukkende kan retfærdiggøre åben, actionfyldt ildkamp mellem en enkelt predator, en masse aliens og en håndfuld - i biologisk sammenligning, ynkelige - mennesker, så opfyldes dette til fulde.

Filmen åbner med afslutningsbilledet fra den første film. (Se eventuelt de første fem minutter af filmen her). En død Predator er i et rumskib ved at blive fragtet hjem, men en chestburster flår hans brystkasse åben, og snart dratter rumskibet ned på jorden igen. Inden rumskibets anden predator dør, når denne at sende et nødsignal. Signalet opfanges på hjemplaneten, og en afløser sætter kurs mod jorden. Samtidig er flere facehuggers undsluppet fra fartøjet og langsomt, men sikkert, inficeres den nærliggende gennemamerikanske by med et hastigt voksende skadedyrsproblem.

Samtidig med dette, følger vi en masse forskellige mennesker, især unge, der forsøger at få deres teenagetilværelser til at fungere, til trods for sociale problemer og kludder i kærlighedslivet. Især er historien centeret på det turbulente forhold mellem brødrene Dallas og Ricky. Men der er ingen tvivl om, at filmens ”final girl” er den netop hjemvendte, kvindelige soldat Kelly (spillet af Reiko Aylesworth som de fleste sikkert kender fra tv-serien 24), der med et venligt nik til Ellen Ripleys moderinstinkt, gør alt for at beskytte sin datter mod de fæle rumvæsener.

Det er typisk at i en tid, hvor USA ligger i krig, så bliver vort første møde med Kelly scenen, hvor hun genforenes med sin familie efter endt tjeneste. Når det etablerende skud viser hende smile til sin familie, iklædt sin ørkenkakifarvede uniform, så står der ”overlevelsesinstinkt” med store usynlige bogstaver henover karakteren. Personligt mener jeg, at det er lidt trist denne politiske subtekst skulle med, for det seje ved kollegaen Ripley var netop, at hun blot var et almindeligt menneske, uden nogen form for kamptræning, der måtte klare sig mod urimelige odds.

Idet predatoren ankommer, er alien-problemet ikke så omfattende endnu. Predatoren begynder på bedste ”ryd-selv-op-din-mor-arbejder-her-ikke”-vis at fjerne alle spor af såvel sin egen tilstedeværelse som af de aliens, han nakker undervejs. Under en hektisk kamp på det nærliggende kraftværk får Predatoren med sin kraftfulde skulderlaser slukket effektivt for strømmen – og dermed også lyset i byen – og så er scenen ellers sat til de sidste fyrre minutters intense kamp på liv og død.

Filmen er heldigvis langt mere blodig end sin forgænger, og der er flere standardiserede Hollywood tabuer der, til min store, sadistiske fornøjelse brydes på de 86 minutter. Ikke alene er børn nu ikke længere sikret overlevelse, alene fordi de er børn, men tilmed gravide kvinder udsættes for bestialske alienangreb. En enkelt anke skal der dog være plads til i forhold til den genetiske sammenblanding af predator og alien, som blev introduceret i filmens start. Ikke at en Predalien er ufed - de der kender dem fra spillet ved, at de er nogle seje MF’s – men man må undres over dens evne til at lægge æg i mennesker ved at råsnave med kvinder, den møder. Værst er det, at tåbelige freudianske filmanalytikere endnu engang får benzin til deres overfortolkningsbål; for den destruktive, penetrerende fallos, som alle Aliens skyder ud af munden er nu også et forplantningsorgan - en fallos-vagina. Jublen vil ingen ende tage!

Predalien figuren er dog, på trods af denne mystiske evne, ret så sej i filmen og lader til, som en anden Alien Queen, at være højere rangerende end de menige droner. Filmens klimaks er også både intenst og larmende og låner mange god ting fra Camerons Aliens, uden dog at blive decideret plagierende. Det er ligeledes forfriskende, at filmen – i bedste Deep Blue Sea stil - lader karakterer som man troede ville klare ærterne blive flået, flænset og naglet fast til væggen. Men på trods af den sidste halve times intense kamphandlinger, enormt seje aliens, der myldrer frem overalt og lækre billeder af predatoren, som poserer intimiderende foran kameraet, så gør den alt for korte spilletid desværre, at man ikke når at få skabt den stemning, der i sin tid gjorde såvel predators som aliens til de skræmmende rovdyr, de nu engang var.

Udgiverlink: http://www.avp-r.com/ (meget lækkert website BTW).


Forrige anmeldelse
« Arn - Tempelridderen «
Næste anmeldelse
» Vikaren »


Filmanmeldelser