Firserne var et af de årtier, der bød på flest film om den mest traumatiserende krigsoplevelse USA endnu havde været udsat for. Selv om Apocalypse Now fik premiere i august 1979 og derfor ikke rigtig tæller med, fik vi i 80erne så forskellige film som First Blood (og for den sags skyld Rambo – First Blood pt. II !) , Birdy, Platoon, Good Morning, Vietnam, Full Metal Jacket og en lang række andre film, der næsten alle tog udgangspunkt i menige soldaters frygtelige oplevelser af ’Nam. I denne række af firserfilm, er det derfor ganske nemt at overse nogle af de film som nærmest druknede i mængden, blandt dem Hamburger Hill fra 1987.

Filmen tager sit navn fra det bakkedrag, der fra officiel side havde fået navnet ”høj 937” og som ligger nær grænsen til Laos. Højen var svært bevæbnet fra Nordkoreas side, til trods for at den ikke havde stor strategisk betydning for amerikanerne. Alligevel insisterede overkommandoen på at den skulle indtages for enhver pris. Prisen blev ganske voldsom, for i perioden mellem den 10. og 20. maj 1969 mistede 72 amerikanske soldater livet, 372 blev sårede og omkring 630 vietnamesere måtte lade livet. Foruden det store tab af menneskeliv, blev der kastet over 450 tons bomber og 69 ton napalm ned over området. Navnet ”Hamburger Hill” refererer naturligvis til hvor mange mennesker, der her blev lavet til kødfars og kampen ledte til massiv kritik af krigsindsatsen hjemme i USA.

Filmen følger langt hen af vejen, en nærmest fast formel for (anti)krigsfilm. Seeren følger en deling soldater, der i starten nyder deres orlov. Der hores, drikkes og ryges pot. Nogle er friske rekrutter, mens andre, som gruppelederen Sgt. James Frantz, har været i felten et stykke tid og er klar over hvad der venter mændene, hvis de bliver kommanderet tilbage til Ashau dalen, hvilket jo præcis er hvad der sker.

Det er ganske typisk for denne type film, at der på ganske kort tid søges at blive skabt et nuanceret og sympatisk portræt af en række unge, håbefulde mænd, hvorefter de så en efter en bliver dræbt eller lemlæstet, foran øjnene på deres kammerater og seeren.

Selv om denne måde at levere begivenhederne på kan forekommer ganske fortærsket, så er det faktisk nogle både gode og realistiske personskildringer som Hamburger Hill leverer. Især Courtney B. Vances’ rolle som medicineren Abraham Johnson, er en man ikke glemmer lige med det samme.

Samtidig med at de udsplattede og klaustrofobiske krigshandlinger kan virke demoraliserende, så synes filmen igennem dialogen at kommentere på den fjendtlighed som mødte soldaterne hjemme i Amerika. Selv om man på intet tidspunkt ser dem komme hjem, fortæller de hinanden om oplevelser, hvor soldater bliver råbt og spyttet efter på åben gade, og I en særlig rørstrømsk scene modtager en af de menige et kassettebånd fra dennes sweetheart. Mens hans kammeraters lytter med, fortæller hun, at hun har besluttet sig for at droppe ham, da hun ikke kan stå inde for den imperialistiske krig som landet fører. Hun har naturligvis fundet sig en hippiekæreste i stedet.

Filmen forsøger på den måde dels at give oprejsning til de folk, som kæmpede en ganske formålsløs kamp midt i en jungle, samtidig med at den meget gerne vil være med til at placere ansvaret for USA's krig i Vietnam, et helt andet sted end hos de fodtusser, som endte som fars på bakketoppen.

Filmens skildring af kampene er fint kontrasteret til de situationer hvor soldaterne fortæller hinanden anekdoter, skændes indbyrdes og i det hele taget forsøger at holde hovedet højt i denne bizarre situation. Sært nok virker Phillip Glass’ musik udmærket i konteksten, men den er også med til at cementere filmens, som en fastforankret del af firserne.

Hamburger Hill tilføjer derfor ikke meget nyt til denne type film, men den er stadig ganske seværdig og fremstår som et friskt pust, hvis man kender de film, som blev nævnt i starten til hudløshed. Den når dog aldrig at få samme emotionelle gennemslagskraft som eksempelvis Platoon, Full Metal Jacket eller Apocalypse Now - men mindre kan vel også gøre det.