Umiddelbart efter det allersidste billede i den klassiske, franske thriller, Les Diaboliques, ses en tekst på skærmen der høfligt - men bestemt - beder tilskueren om ikke at røbe handlingen til de mennesker, der endnu ikke har set filmen. Selv om Les Diaboliques i skrivende stund har over 65 år på bagen, bliver dette respekteret i nærværende anmeldelse, for selv om det er en gammel sag, så fungerer den lige så upåklageligt i dag, som da filmen for første gang løb gennem projektoren i 1955.

Der er sikkert de, der vil mene at netop de centrale plotelementer i denne film siden hen er blevet anvendt så på mange måder at hemmelighedskræmmeriet måske er lidt overflødigt – ikke desto mindre er der tale om en historie, som selveste Alfred Hitchcock havde tænkt sig han ville filmatisere, men det var altså den franskfødte instruktør Henri-George Clouzot der løb med æren. Det bliver den på ingen måde dårligere af, for selv Hitchcocks version måske ville have været endnu mere raffineret, er det meget svært ved at finde noget dårligt at sige om filmen.

Handlingen tager sit udgangspunkt i et trekantsdrama mellem en ung hustru, en mand og mandens elskerinde. De arbejder alle på en privatskole for drenge, men begge kvinder er efterhånden blevet så trætte af manden, at de sammen – i al hemmelighed – beslutter sig for at dræbe ham. De kommer sovemiddel i hans drink og drukner ham efterfølgende i badekarret. Liget får de, på dramatisk vis, smidt i skolens store swimmingpool. Så er det bare at vente på at liget dukker op og forhåbentlig slippe for mistanke.

Dagene går og de øvrige lærere på skolen undrer sig over hvor manden er blevet af. Enkelte af eleverne mener at have set ham luske rundt på skolen, mens lærerne blot mener at han har taget sig nogle dage fri. Begge kvinder er naturligvis ret ængstelige over hele situationen og den forværres yderligere, da den store pool rent rutinemæssigt skal drænes for vand.

Filmen opbygger ganske langsomt en stemning af voksende paranoia. Det gør den fint, især fordi den har valgt at fortælle historien via den unge, ængstelige kone. Samtidig med at filmen er grundlæggende spændende at følge med i og byder på nogle ekstremt uventede udviklinger undervejs, så fungerer filmen virkeligt godt idet den benytter krimidramaet som udgangspunkt, men hen af vejen fletter en snert overnaturlig, gotisk uhygge ind i sin fortælling. Hvad angår gotik er filmens klimaks er helt forrygende – idet der løbes i hvid natkjole gennem ekspressionistiske slagskygger, ned af skolens øde, mørklagte korridorer.

Hvis man endelig skal udsætte noget på denne filmen, så kan dialogen – især i filmens start - forekomme en anelse konstrueret, men man bør i den forbindelse tænke på, at vi har med en fransk film fra 50erne at gøre. Dertil kommer at en del af de joviale vitser, som de øvrige lærere synes at fyre af, forventeligt drukner i den danske oversættelse. Denne konstruerede dialog står på ingen måde til hinder for at filmen bibeholder sin dramatik og sit fremragende skuespil hele vejen igennem. For selv om filmen har et par år på bagen, så er det meget svært ikke at føle med vor unge heltinde og hendes kyniske medsammensvorne.

Især i filmens sidste tredjedel tager den virkelig fart. Er man ikke vant til at se film af ældre dato vil man måske synes den snegler sig af sted, men kun til et vist punkt, for filmens klimaks er både overraskende og ret så voldsomt at bevidne.

Har man derfor aldrig fået set denne klassiker, og holder man af thrillergenren, så vil man ved selvsyn opdage hvorfor Les Diaboliques altid synes at blive nævnt i mange af de fagbøger, som beskæftiger sig med netop denne type film. Den er og bliver et lille mesterværk og en af de film man kan vende tilbage til igen og igen.