Der skabte røre da satireserien Chapper og Pharfar første gang blev sendt på Danmarks Radio. Det nok især de to hovedpersoners ret ukritiske indtag af røg ved hjælp af forskellige piber lavet på frugt og grønt, der kaldte forargelsen frem hos mangen en ansvarsfuld forælder. For spørgsmålet lå lige til; hvordan kunne en tidligere Fandango-vært tillade sig, at være så dårligt et forbillede for de allermindste?

Men der må være sket en gigantisk misforståelse for Chapper og Pharfar er ikke et show for de allermindste, det er snarere tiltænkt alle de, der kan lide reality-baserede satireshows som Klovn, The Office, Flight of the Conchords og lignende. Serien kører i skrivende stund på DRs ungdomsflade ”Boogie”, hvor de allermindste naturligvis godt kan kigge med, men hvor det primært er halvvoksne børn og unge som sluger katodestrålingen. Serien har altså et kernepublikum, der er væsentligt ældre end de typiske Fandango-seere og er man det, så byder serien på virkelig mange gode grin.

I serien møder vi de to venner Chapper (Chang Il Kim) og Pharfar (Søren Schou) som konstant hænger med hinanden. De spiller World of Warcraft med stor lidenskab, snakker lort, ryger tjald og ikke mindst så laver de deres semikiksede heavymusik sammen. Chapper forsøger, uden større held eller entusiasme, at fortsætte sin tv-karriere på DR. Overfor sin kæreste forklarer han brødebetynget at han tager til castings og virkelig gør hvad han kan, men det er vist langt fra sandheden, for alt for tit ryger hans koncentration undervejs, han møder uforberedt op og han ender konstant i situationer han på ingen måde kan improvisere sig ud af.

På samme måde forsøger Pharfar at bevise overfor sin omverdenen at han er en succesfuld musikproducer, der har mange jern i ilden. Hans agent får skaffet ham en enestående chance for at komponere et monsterhit til en kommende amerikansk R’n’B megastjerne, men lige som Chappers tv-eventyr bliver Pharfar nemt distraheret af såvel World of Warcraft, som den heavy-musik ham og Chapper laver i amatørbandet Hexene.

Alle afsnittene varer et kvarters tid og er man faldet over deres show på tv har man garanteret ikke det fulde udbytte af det, idet det først er ved at følge den centrale historie at serien og dens figurer virkelig træder i karakter. Mange af afsnittene kan sagtens stå på deres egne ben, men serien vinder virkelig ved at blive set i rækkefølge.

Helt centralt i serien gemmer der sig faktisk en morale, selv om den kan forekomme godt skjult. Det handler nemlig om, hvad der sker for unge mænd hvis de ikke hanker op i deres eget liv, hvis de konstant negligerer deres kærester – som de naturligvis hævder ikke forstår dem - og i stedet hovedløst kaster sig ud i projekter, som alle udenforstående kan se er nærmest dødsdømt fra starten. Moralen er simpel; man risikerer at miste alt.

Ud over at Chapper og Pharfar er foruroligende troværdige i rollerne som sig selv, så optræder der i seriens løb en masse gæster, der på samme måde spiller versioner af sig selv og understreger dermed, at de er lige så tilpas uhøjtidelige som man havde en idé om. Eksempelvis møder vi Søren Rasted, der giver Pharfar et par formanende ord om at være en sej producer og Sebastian Klein viser sig at være en pengegrisk og børnefjendsk primadonna. Huxi Bach viser i et afsnit at han er en utrolig usympatisk karriererytter, Magtens Korridorer et band, der ikke betaler deres husleje til tiden, Mike Tramp en lalleglad musiklærer og endelig vil det nok overraske de fleste at Svend Ole Thorsen er utroligt optaget af World of Warcraft.

Det er enormt sjovt og ikke mindst tænderskærende pinligt, at se alle de åndssvage undskyldninger som d’herre slackere kommer med, når deres respektive kærester udfritter dem omkring dagens gang og selv om Chappers kæreste Rikke bevidst aftaler at han ikke skal ”lege med Pharfar mere” som hun siger, så kan dette forbud jo på ingen måde forhindre de to venner i at mødes. Dertil kommer at serien byder på en masse mindeværdige karakterer - mest morsom nok den bloddrikkende og maskingeværssvingende heavy-hedning ”Hellhammer” som har lovet at producere en CD med Hexene.

Apropos gutternes CD, så får man, ud over en DVD med alle afsnit i serien, ekstramateriale og de musikvideoer der er blevet skabt specielt til serien, en CD med den musik Chapper og Pharfar har lavet under forskellige pseudonymer. Der er ikke en CD de fleste vil skamlytte i deres discman, men det til trods, er der et par virkeligt gode, parodiske ørehængere i bandt, eksempelvis ”Damhussangen” og ”Plukker æbler i luften”.

Chapper og Pharfar er helt sikkert ikke humor der tiltaler alle, for der er nok stadig mange der vil blive lige så irriteret på de to døgenigte som deres fiktive kærester bliver, eller som ikke kan se forskel på fakta og fiktion. Men til alle de hvis tæer allerede er vant til at blive krummet og som kan lide at se kiksede personager ende ud i situationer de på ingen måde kan bunde i, eller for den sags skyld har lyst til at se en dansk tv serie der ikke fordømmer rygeaggregater lavet af frugt og grønt, ja så sidder Chapper og Pharfar lige i skabet.