Som kan ses på ovenstående liste af manuskriptforfattere så virker det som om der har været en hel afgangsklasse fra filmskolens manuskriptlinje til at forfatte Ice Age 3 : Dinosaurene kommer og det er faktisk noget der kan mærkes, for den tredje film er en hel del mere smeltevandsagtig end dens to forgængere. Især filmens første kvarter føles som om man er vidne til en regulær Ice Age tv-serie.

Mammutterne venter barn så både dovendyret Sid og sabeltandstigeren Diego, føler sig lidt udenfor denne familieforøgelse. Diego har intentioner om at forlade flokken og Sid falder under en tur rundt i landskabet over tre æg, som han sætter sig for at udruge. Næsten arketypiske familietegnefilmstematikker som venskab og familie er derfor helt fra filmens start sat i centrum.

Sids æg udklækkes hurtigt, og det næppe overraskende, at de alle indeholder en sød T-rex unge, som naturligvis er overbeviste om, at Sid er deres mor. Deres rigtige mor dukker dog op og tager både ungerne og Sid med ned under jorden til den hule hvor Sid fandt æggene. Resten af vennerne følger efter og opdager til deres store forbløffelse, at der under jordskorpen befinder sig en hel verden, som de ikke anede eksisterede og hvor dinosaurerne lever i bedste velgående. Dette trækker naturligvis tråde til såvel Conan Doyles klassiske The Lost World, Jules Vernes Rejsen til Jordens Indre, men selvfølgelig også til Don Bluths tegnefilm Landet for længe siden.

Sideløbende med dyrenes jagt på Sid, følger vi som altid det lille egernlignende væsen Scratch, der denne gang får hård konkurrence om at få fat i sit dyrebare agern fra et forførerisk hunegern. Med andre ord alt er ved det gamle - vi møder gamle kendinge, men der dukker også nye karakterer op undervejs. De har stadigvæk de samme arketypiske egenskaber og de forviklinger der opstår, har man også set en masse gange før. Det hele vises endda (i udvalgte biografer) i en lækker 3D udgave, der for første gang giver både de rolige sekvenser og ikke mindst actionsekvenserne en god portion visuel illusorisk dybde.

Det ville dog være rart, hvis der midt i effektjageriet, og de lettere søgte visuelt baserede, intertekstuelle referencer (som eksempelvis Buck der dukker op af vandet i bedste Apocalypse Now stil), at der var plads til en mere opfindsom og nyskabende historie.

Utvivlsomt vil de mindste og lidt større børn, gladeligt gnaske sig gennem alle popcornene med et stort smørret grin plastret fast under deres ubekvemme 3D briller mens filmen spiller, men for de voksne, der er taget med opleves filmen langt fra lige så velfortalt og underholdende som de to første – eller for den sags skyld mange af de andre gode animationsfilm, man har mulighed for at se i øjeblikket.

Selv om der heller ikke er det store at indvende over den danske versionering, er det en skam at Dubberman ikke har kunnet få overtalt Søren Fauli til igen at lægge stemme til Sid. Dertil kommer at nogle af de engelske vitser er blevet ret mystisk oversatte – og en del vil derfor uden tvivl gå over hovedet på såvel føromtalte poder som deres velmenende forældre.

Ice Age – Dinosaurene kommer er til gengæld flot animeret og virkelig lækker at se på, ganske som de andre film i serien. Blue Sky Studios er virkelig gode til deres håndværk og det virker også som om de bevidst har fået lov til at arbejde i andet end hvide og blå nuancer når man ser det underjordiske rige som vores helte falder over. Det er et veritabelt farveorgie.

Filmen er stadig visuelt opfindsom og byder på en masse fart, tempo og grin, men slutresultatet er bare en anelse overfladisk, når historien er så tyndbenet – alle manuskriptforfattere til trods. Måske burde Blue Sky Studios filmens populære karakterer til trods, overveje at slutte deres franchise her, inden Ice Age tør helt op – for når man ser film som Horton og støvfolket Hvem og Robotter, så har de for længst bevist at de kan fortælle mange andre interessante eventyr end dem, der har mammutter og dovendyr i hovedrollerne.