Den amerikanske skuespiller Paul Walker huskes måske af enkelte filmelskere som den hårdtslående familiefar i den fabelagtige, barske, actionfilm Running Scared, men han kendes nok primært rollen som Brian O’Connor i filmserien The Fast & The Furious. Man kunne derfor forledes til at tro, at skaber man en historie, hvor hovedplottet består i at Paul Walker sætter sig bag rattet i en bil, er der dømt action fra start til slut. Det er dog langt fra tilfældet i filmen Vehicle 19.

Filmen er noget så usædvanligt som en sydafrikansk actionfilm. Det bør som udgangspunkt ikke være et faresignal, for i 2010 kom der en ikke mindre end fremragende science-fiction film fra samme land i form af District 9, problemet med Vehicle 19 er bare, at ens forventninger om en tempofyldt actionfilm, allerede i filmens åbningssekvens bliver gjort til skamme.

Filmen starter in medias res, idet vi ser vores hovedperson Michael blive jagtet af indtil flere politibiler og en helikopter gennem et bylandskab. En voiceover forklarer, at dagen ellers startede langt mere roligt og filmens grundhandling forklares gennem et længere flashback. Den årvågne seer er dog allerede nu blevet skeptisk, for den indledende biljagt virker underlig langsommelig – ja, næsten kedelig. Muligvis hænger det sammen at når man ser Paul Walkers navn på coveret ved siden af billeder af en bil i fart, så er ens forventninger til filmen at det bliver en der er lige så dynamisk klippet og flot filmet som F&F, det sker bare ikke. Faktisk er det ret utroligt hvor udynamisk og stiv Vehicle 19 virker, selv hvis man sammenligner den med en hvilken som helst anden, jævn b-actionfilm.

Plottet består i at vores hovedperson - Michael – er blevet prøveløsladt fra fængslet og har lejet en bil, så han kan køre hen til hans kæreste, der er på nippet til at forlade ham. Han har derfor travlt, for han vil gerne fortælle hende, at han faktisk er blevet en bedre, mere hæderlig mand. Da han ved en fejl får udleveret en forkert bilnøgle, orker han ikke at returnere den, men kører i stedet af sted i den øse som nøglen passer til.

Der går dog ikke længe før han opdager at der er noget galt, for ud over at opdage en pistol med lyddæmper i handskerummet, indeholder bagagerummet en bagbundet, kneblet kvinde. Michael kontaktes kort derefter af de folk, som egentlig skulle have afhentet bilen og som har interesse i, at kvinden ikke slipper fri. Det handler, uden at afsløre for meget om, at hun besidder noget information, som kan vælte bagmændene, der naturligvis udadtil er på den rigtige side af loven.

Spørgsmålet rejser sig nu hos den kvikke seer, for hvis det var lykkedes disse folk at kidnappe kvinden – hvorfor så efterlade hende i bagagerummet på en udlejningsbil? Hvorfor kunne de, der havde nappet hende ikke bare skyde hende på stedet, i stedet for at tage chancen og parkere bilen på et offentligt sted mens de afventede at hendes banemand skulle komme for at gøre det af med hende efter en køretur? Det giver simpelthen ingen mening.

Det giver heller ingen mening, at Michael agerer som han gør, for selv om han ikke kan aflevere kvinden til politiet, da der er politifolk impliceret i sagen, så kunne han da bare slippe hende fri, eller overlade hende bilnøglerne, i stedet for at lege uvildig taxachauffør.

Ud over at forsøge at være en spændingsfilm leveres der naturligvis en pointe om politiets korruption og magtmisbrug i lokalområdet, men når filmens interne logik konstant brister og når fremdriften både bremses af ulogiske handlinger og forstyrrende plotelementer, så er dommen altså at man bør undgå denne ret så kedelige thriller og i stedet satse på det sikre og se eller gense en F&F film eller - endnu bedre den rå Running Scared.