Hvad har Madonnas musikvideoer til Like a Virgin, Like a Prayer, musikvideoen til Eurythmics Would I lie to You og filmen Pet Semetary 2 med hinanden at gøre? Jo, de er alle instrueret af Mary Lambert. For at det ikke skal være løgn, så var det også hende, der instruerede den første, meget effektive filmversion af Pet Semetary i 1989.

To’eren, der oprindelig kom i 1992, fremstår selv i sin restaurerede Blu-Ray udgave, som en noget svag efterfølger til en af undertegnedes favorit Stephen King-filmatiseringer. I bog såvel som i den første film er modtageren vidne til en knusende familietragedie. Først dør et kæledyr, der efterfølgende begraves på et afsnit af den lokale dyrekirkegård, som oprindeligt var en gammel indiansk gravplads. Katten kommer tilbage, men der er noget helt galt med den. Da familiens yngste løber ud foran en lastbil, begraves barnet på samme sted i ren afmagt. Naturligvis vender også lille Cage tilbage til hjemmet, men familieidyl ændres hurtigt til skræk, blod, død og tragedie.

Stort set samme plot er seeren vidne til i fortsættelsen, men det er ikke til at skjule, at den forholdsvist ukendte manuskriptforfatter Richard Outens, har meget svært ved at leve op til en så fremragende en gyserhistorie, som den King skabte i startfirserne.

I Pet Sematary 2 flytter en ny far og søn til byen Ludlow, hvor den første også foregik. Teenagedrengen Jeff er blevet enebarn efter hans mor på tragisk vis er omkommet i en ulykke på et filmset for øjnene af den stakkels dreng. Da knægtens hund efterfølgende dør, finder Jeff og hans nye venner også frem til den hemmelige gravplads og ignorerer mod bedrevidende alle advarselsskilte og de vandrehistorier der eksisterer. Hunden vender tilbage og inden længe angriber og dræber hunden den lokale sherif. Skrækslagne over situationen, beslutter Jeff sammen med sin kammerat, sheriffens knægt, at begrave liget på netop dyrekirkegården. En beslutning de snart vil komme til at fortryde.

Begge historier er selvsagt gysere hvor familieidyl bliver forvandlet til noget i særdeleshed u-hjemligt hvis du spørger Freud, men den intense horrorstemning som dominerede i originalen er stort set ikkeeksisterende i fortsættelsen.

Nu skal det ikke læses som om filmen er en entydig fiasko, for der er også ting der er gode og som fungerer, men der er desværre alt for mange svage og nærmest direkte tåbelige sekvenser der gør, at man har lidt svært ved at tage det hele ret seriøst. Grunden kan findes i både selve historien og i iscenesættelsen af den.

Indrømmet, der er mange, mange år siden denne film blev set for første gang og i de glade VHS-dage, var det svært at se ret meget godt i den film. Dette skyldes delvist at anmelder (dengang som nu) er stor fan af Stephen King og den måde han kan skabe gys på, dels at filmen - til trods for at den er blevet remastereret til Blu Ray - har en del åbenlyse problemer. Ikke mindst byder den på et noget mere hysterisk plot, som indebærer at det denne gang er en hund og ikke ’Katten med de onde øjne’ der i første omgang genoplives. Værre endnu er det, at seeren er vidne til at der begraves voksne på den forbudte del af dyrekirkegården.

Clancy Brown er egentlig ganske god i rollen som den lokale, sadistiske sherif. Han er ikke nogen dårlig skuespiller og det er bestemt ikke hans skyld at denne del af filmen ikke fungerer, det er snarere det faktum at såvel kat som lille Cage i den første fortælling begge var umælende væsener. Den voksne sherif har også efter dødens indtræden (og konkrete genoplivning) en masse replikker og selv om han opfører sig alt andet end normalt, så er det bare ikke nær så uhyggeligt at opleve en genoplivet voksen, end det var at se hhv. kat og Cage i etteren.

En grundregel i to’ere er, at der skal skrues op for det hele – og den regel følges nærmest blindt i denne fortsættelse. Kender man ikke etteren, er det muligt at man vil synes at Pete Sematary 2 har en masse gode ideer, men alle er stort set planket direkte eller omskrevet en anelse fra den første historie. Skuespillerne forsøger at få det bedste ud af et middelmådigt manuskript og en række ret halvfesne, formulariske replikker, men flere gange virker det som om de ikke helt selv er overbevist om det der kommer ud af deres munde. I hovedrollen som Jeff ses Edward Furlong, som de fleste nok huske fra Terminator 2 (der i øvrigt havde premiere samme år som denne film) men hvor han var virkelig god i førnævnte film, så virker han næsten dilettantisk i denne film.

Det undrer denne kapellan, at der har været et behov for at genudsende netop denne film. Måske skyldes det remaket af Pet Sematary, der så dagens lys sidste år, men i øvrigt kan det undre, at Universal har valgt at genudsende netop denne meget middelmådige sag. Der er i denne anmelders optik så mange andre gode, glemte film fra midtfirserne, der ville være meget mere velkomne i en lækker, ny udgave. Helt personligt kunne Tentaklernes nat (aka. The Kindred) godt trænge til at blive udsendt i en laber, nyrestaureret udgave fyldt med ekstramateriale. Det er godt nok ikke er en film fra Universal, men til gengæld en gyser som i den grad fortjener at blive (gen)set af flere gyserhungrende fans.

Pet Sematary 2 forbliver - uanset remasterering - en underlig vag karbonkopi af den første film, og viser med al tydlighed hvor vigtigt det er at have et solidt manuskript som udgangspunkt. Selv om der er flere scener der fungerer nogenlunde, er filmen som helhed betragtet mere et kuriosum end en egentlig mindeværdig fortsættelse. Det er meget muligt at det er svært at komme efter en så fremragende Kingfilmatisering, men måske burde man så blot helt have ladet det blive ved tanken.