I efterhånden mange år har undertegnede hårdnakket påstået at musicals ikke var en særligt interessant genre. Dette var også tilfældet da den første Syng film blev anmeldt tilbage i 2017, men dette skråsikre postulat skal efterhånden tages med et gran salt, eftersom genren er en der af undertegnede bevidst opsøges igen og igen.

Måske er det alderen, der har gjort Kapellets redaktør mere omgængelig, men måske er det også erkendelsen af at filmmusicals i mange afskygninger faktisk har en reel berettigelse, ikke mindst fordi de via deres bevidste brug af ekstravagante billeder, koreografi og ikke mindst fængende musik, ofte formår at bevæge tilskueren på en helt anden måde end andre film kan.

Animerede film, især de klassiske Disneyfilm, har alle dage forstået at udnytte dette mix mellem regulære handlingsforløb og figurer, der – mere eller mindre umotiveret - bryder ud i sang (og dans) for at udtrykke deres inderste følelser. Tidligere var det at animere sangnumre jo også forbundet med en form for teknisk ekvilibrisme (tænk blot på Fantasia - red.). Her kunne tilskuere og investorer blive imponeret over, hvor fint animatorerne kunne får karakterernes munde til at passe med det der blev sunget, men dette er næppe noget der kan betage et publikum i 2022. Til gengæld kan man så imponeres over hvor mange gags, skøre påhit og ikke mindst opulente musicalscenerier som skaberne af Syng 2 har formået at presse ind i deres seneste film.

Som bekendt bør man ikke ændre alt for meget et vellykket koncept, når man skal lave en fortsættelse og den nye film kan da også anklages for i sin grundstruktur at genanvende en række fortællemæssige elementer fra originalfilmen. Da nummer to starter møder vi atter den evigt optimistiske koala Buster, der nu er lykkedes med at have en fast trup af dygtige medarbejdere og et teater hvor han opsætter den ene musicalforestilling efter den anden. Da filmen starter får truppen besøg af talentspejder fra Redshore City. Det er en by, der bedst kan beskrives som en mellemting mellem New York og Las Vegas. Af samme grund er Buster selvsagt mægtigt opsat på at imponere, så han måske får mulighed for at flytte sit show til et større publikum. Talentspejderen, der i virkeligheden måske er mere fokuseret på sin mobiltelefon, fortæller Buster at han og hans team ganske enkelt ikke er gode nok.

Sådan en udtalelse er jo møgprovokerende og lige som i den første film tager Buster selvfølgelig ikke et ”nej” for et nej. Syng 2 er som Syng en såkaldt ’underdog’-historie. En af den slags historier, hvor seeren følger nogle glade amatører, der på trods af modgang ikke lader sig kue og som selvsagt lykkes til allersidst. I første omgang lykkes det Buster at få audiens hos mediemogulen Jimmy Crystal, der stort set egenhændigt styrer Redshore City. Buster kommer med et pitch, der er ret improviseret, for grisen Gunther har nemlig en idé til en rum-musical. Da det ydre rum kombineret med snag og dans ikke er nok til at imponere, finder Buster på en nødløgn og siger, at han har kontakt til den meget berømte sanger Clay Calloway, der for år tilbage har trukket sig væk fra offentligheden. Mediefyrsten bliver selvsagt mægtigt imponeret og sætter straks produktionen i gang. Problemet er bare, at ingen på Busters hold kender den menneskesky sanger. Nu afhænger alt af at få overtalt ham til at medvirke i Gunters bizarre rumforestilling.

Lige som den første film består sangene i syng af populære og klassiske hits i forskellige fortolkninger, fra Princes Let’s go Crazy over Can’t Feel My Face og selvfølgelig I Still Haven’t Found What I’m Looking For, da det er selveste Bono som lægger stemme til Calloway. Disse sange er både fremført af stemmeskuespillerne og i nogle tilfælde fortolkninger eller originale tracks, skrevet til filmen.

Som undertegnede også nævnte i forbindelse med anmeldelsen af den første film, så virker det som om at skaberne bag Syng 2 ikke kun vil sælge billetter og Blu-Rays, men også soundtracks. Når det så er sagt, så er det svært ikke at blive glad i låget over valget af sange og den måde de er orkestreret på.

Får du fat i filmen på BluRay, så er der også en ret så imponerende mængde ekstramateriale at give sig i kast med. Ikke alene er der to kortfilm med figurer fra filmen, der er en række småfilm der går bag om stemmeskuespillernes arbejde, karaokee-versioner af sangene fra filmen (så du selv kan synge med hjemme i stuen) og der er tillige mulighed for at du kan lære at tegne stort set alle de primære figurer fra filmen. Måske håber selvskabet på, at den unge målgruppe der ser filmen også selv begynder at synge og tegne, så der også fremadrettet kan være en talentmasse af tage af når der skal skabes animationsfilm om tyve år?

Folkene på Illumination har i mange år lavet animationsfilm uden musicalindslag, men med de foreløbigt to film i denne serie viser de også, at de evner denne genre til nærmest perfektion. Det er meget muligt at det ikke er den mest originale fortælling der udfolder sig, men det hele er flot at skue og musikken smitter i den grad af på alle der ser den. Så til trods for visse ligheder med etteren, så er Syng 2 en virkelig fint animeret og topunderholdende film for hele familien. Hvis man holder af flotte scenerier, populærmusik eller musicals så bør den ses. Gør dig selv den tjeneste at se den på et stort lærred, med lyden skruet godt op, for så vil begejstringen ingen ende tage.