HUN er sød, kær, med ”nervøse-krøller”, lidt genert og undertrykt, med sorg og glimt i øjnene - stjernestatus efter internationalt gennembrud i Roman Polanskis gyser Rosemary's baby. HAN er irriterende, neurotisk, frustreret, narcissistisk, lille New Yorker-jøde, med superspleen og en vittig replik, og mere end 50 spillefilm bag sig. De fleste skrevet og instrueret af mesteren selv, ofte med ham selv i hovedrollen. I 80erne elsker den intellektuelle filmverdens super-par Mia Farrow og Woody Allen. Den moderne tids talentfulde, kreative par, hvis film vi nød i stribevis. Et par vi beundrer og kender så godt.

Eller gør vi?

Siden 1992 har ikke mindst tabloid-medierne tegnet et grumt billede af Woody Allen som pædofil. En påstand, fremkaldt af en svigtet, vred, jaloux, Mia Farrow, siger Allen. Et uskønt familiedrama, hvor sympatierne hele tiden skifter. Ikke mindst hos os, trofaste fans af Woody Allens mange film, der allerhelst vil fortrænge den uhyre påstand. En dyneløftning, der de sidste par år er tiltaget, ikke mindst under #MeeToo kampagnen – og nu også har konsekvenser for Allens muligheder for både filmproduktion og distribution.

For et år siden udkom Woody Allens selvbiografi Apropos ingenting . Her bruges ca. en tredjedel af bogen til at nedgøre Mia Farrows karakter og hun anklages for sandhedsmanipulering, i vrede over at Woody Allen, for snart 30 år siden, da familielykken var på sit højeste (!) forelskede sig i Farrow/Previns 21-årige adoptivdatter Sook-Yi. Det endte med bryllup (han 62, hun 27 år), et ægteskab der snart kan fejre sølvbryllup. Selvbiografien kan godt opfattes som et hadsk partsindlæg, hvor Allen ikke lægger fingrene i mellem.

Nu er det Mia Farrows tur til at svare igen.

Denne gang, i HBO’s tv-miniserie Allen v. Farrow, med to erfarne dokumentarister, Kirby Dick og Amy Ziering bag kameraerne. I fire afsnit, underbygges entydigt de grove påstande. Serien burde retteligen hedde Farrow v. Allen, for vi er ikke i tvivl hvem, der anklager hvem. Gennem stribevis af interviews og chokerende hjemmevideoklip fra for-og nutid, skal vi overbevises om, at Mia Farrows anklager er troværdige. Kun sporadisk ser vi et forsvar for Allen, der med begrundelsen, at det var for kort et varsel, afstod fra at medvirke i filmen.

Lad os starte med begyndelsen.

I 1978 påbegyndte Allen/Farrow deres filmsamarbejde – og det bliver til, mange, mange, dejlige, skønne film bl.a. Den røde rose fra Cairos (1985), Hanna og hendes søstre (1986), Radio Days (1987) og den sidste inden bruddet, Ægtemænd og hustruer (1992), i alt 13 film. Kærester blev de da også undervejs, uden dog at flytte sammen, bor de på hver side af Central Park i New York. Mia Farrow med sine mange adoptivbørn – hvor der snart kommer to nye, nemlig Moses og Dylan, som de adopterer sammen, plus Roman og som har deres gener. Familielykke i guldramme og skøn harmoni. Indtil den dag, hvor Mia opdager en stribe nøgenfotos af den 19-årige adoptivdatteren Soon-Yi Previn, alle optaget af Woody Allen. Når papfaderen er mere end almindeligt tiltrukket af adoptivdatteren, falder det nok de fleste for brystet, også selv om det endte med bryllup!

Men værre, meget værre. Allens nærhed, til deres dengang 7-årige fælles adoptivdatter, Dylan. Et seksuelt misbrug, dokumenteres nu for første gang gennem en hjemmevideo, hvor Dylan udspørges af Mia Farrow om tildragelsen. Vi ser/hører her den lille piges spinkle stemme fortælle om den lille halve time på loftet i sommerhuset d.14 august 1992, med Woody Allen, alt imens hun beskytter sit skød. Rystende. At Dylan, nu 35-årig, gentager beskyldningerne, når hun fortæller om en psykisk isolation og angst livet igennem, understreger kun alvoren og de sår begivenheden, ægte eller uægte, hun har båret på siden, dengang hun og ’daddy’ legede en halv time alene sammen på loftet i Connecticut. Retslige undersøgelser indledes straks, på Mia Farrows foranledning. Anklageren Frank Maco resolverer, for at skåne Dylan, at man efter en række psykiateres og andre eksperters indstillinger, frafalder tiltalen i 1993. På filmen konfronteres, den nu voksne Dylan, med Frank Maco. Hvordan havde hende liv set ud, hvis retssagen var blevet gennemført?

Parallelt hermed taber Woody Allen ved retten i New York retten til forældremyndigheden over deres to fælles adoptivbørn Dylan og Moses. Stærke autentiske overbevisende klip, ofte underlagt oplæsning fra selvbiografiens lydbog.

Mere tvivlsomt er filmens brug af Allens egne film som bevismateriale for at påvise pædofilitilbøjelighederne. Nok er de kvindelige hovedroller ofte besat med yngre kvinder, som en ældre mand (Woody Allen) forelsker sig i – tydeligt i Manhattan (1978), med den 17-årige Mariel Hemingway som ”ofret”. Herregud, sådan var aldersforskellen i hver anden Hollywood film! Og med krænkelse af børn, har det næppe meget at gøre med.

I små fire timer hamrer dokumentarfilmserien sin påstand om Woody Allens seksuelle overgreb overfor sin adoptivdatter. Ligeså rystende og ubehageligt, som Allens karaktermord på Mia Farrow. Som seer/læser er man i tvivl om skyld og uskyld. Manipuleret og fascineret. Allen, der hævder sin uskyld – anklagen blev jo frafaldet. Dylan hjernevasket offer for et hævntogt. Farrow, der fastholder, dokumenterer og appellerer til Folkedomstolen.

Hvem har ret?

Efter filmen er vi underlig tomme – anklagerne er slemme – men har de to dygtige dokumentarister ikke netop manipuleret, brugt billede og lyd så suggestivt og ensidigt, at vi næsten tvinges til at tage afstand – helt uden at have hørt Allens argumenter?

Allen v. Farrow rør ved noget principielt om dokumentarfilmens etiske moral og pligt til at gengive sandheden. Filmen er ikke som Jean Luc Godard sagde: ”24 sandheder i sekundet” - men klart et subjektivt partsindlæg, der (mis)bruger filmbilledets troværdighed, i en uigennemsigtig sags tjeneste.

Er der nok belæg for ugerningen til at tage afstand fra Allen - og hans mange mesterværker, som en række filmkollegaer allerede har gjort? Kan man i det hele taget skille kunstneren fra kunstværket? (jvf. Knut Hamsuns nazisme og hans litterære perler, for ikke at glemme den sexdømte Roman Polanskis mange film.)

Der er nok af spørgsmålstegn. Om tv-serien giver nogen endelig afklaring, er tvivlsomt - og derfor bør man nok overveje, om man, selv i en Corona-isolations tid, vil ofre fire timer på en tvivlsom Hollywood familietragedie, hvor alle i sidste ende er tabere. Også seerne. For HBO har netop besluttet at fjerne alle Woody Allen film fra deres filmudbud.