Som anmelder, synes det at ligge lige til højrebenet at kaste sig over en spillefilm, der ud over at have Claes Bang, Donald Sutherland og ja, selveste Mick Jagger (!) på rollelisten, har en hovedperson der netop er kritiker. Nærmere bestemt er Claes Bang endnu engang blevet castet som en person, der begår sig i kunstverdenen. I modsætning til den formidable The Square spiller Bang i Picture of Lies figuren James Figureras; en pillespisende, ubarmhjertig kunstkritiker, med et kæmpestort ego. I filmens start får han et tilbud som han har svært at sige nej til.

Sammen med en ung kvinde, som han lige har mødt, tager James til Cuomosøen, hvor han umiddelbart antager, at han vil blive bedt om at vurdere den kunstsamling, som den excentriske rigmand Joseph Cassidy (Jagger) har udsmykket sit paladslignende sommerhus med. Det viser sig dog at være en langt mere interessant opgave, der venter James. I et faldefærdigt hus i Cassidys baghave, bor kunstneren Jerome Debney (Sutherland) nemlig, Debney har ikke har givet et interview i over 50 år og i lige så mange år har ingen set hverken kunstneren eller noget af den kunst han har bedrevet.

Debney er mest af alt kendt for hans værk ”Den tomme ramme”, som han satte op på en sveden væg, efter et galleri med hans malerier nedbrændte. Faktisk har Debney været forfulgt af uheld, for grunden til han bor i Cassidys baghave er, at hans ejendom, samt alle hans senere værker på samme måde også er gået op i røg, da hans hus brændte. Når både kunstneren selv og dennes værker er så uhyrligt sjældne, er det jo noget af et scoop for James, at få adgang til dennes atalier.

Cassidy aftaler med vor hovedperson, at hvis vores kunstkritiker kan få et eksklusivt interview med kunstneren, så skal James til gengæld forsøge at få fat i et af Debneys malerier til rigmanden. Selv om det lyder som en virkeligt spændende byttehandel, så skal det vise sig at opgaven får ganske alvorlige følger for stort set alle implicerede.

Picture of Lies har egentlig den noget mindre mundrette originaltitel The Burnt Orange Heresy, som er navnet på det maleri, som skal vise sig at blive et centralt objekt i filmens handling. På overfladen er det en film, der måske bedst kan beskrives som et drama tilsat thrillerelementer, men det er samtidig en film der leverer en ret svidende kommentar til det moderne kunstmiljø. Ikke mindst får den måde som kunstkritikere, samlere og kunsteliten vurderer kunst som handelsvare en på hatten. Jo sjældnere, jo bedre - det får med garanti prisen op. Samtidig italesætter filmen også kunstkritikeres og kunstneres rolle.

I starten af filmen oplever vi, hvordan James opfinder en historie til et abstrakt maleri han viser for en samling tilhørere. Hans fortælling får flokken der hører foredraget til allesammen at være interesseret i maleriet, selv om han efterfølgende indrømmer, at det hele blot var løgn. Han påstår desuden i løbet af sin monolog, at kunstkritikeren/anmelderen er mindst lige så vigtig for kunsten, som kunstnerne er det. Senere i filmen opdager vi også at den pillepoppende kritiker netop blev kritiker fordi hans evner som udøvende kunstner ikke slog til.

Det er dog ikke kun kritikere der udsættes for kritik. På samme vis, antydes det i løbet af filmen at den hemmelighedsfulde kunstner som James får mulighed for at tale med, laver kunst, som mange muligvis ville opfatte som ’Kejserens nye klæder’. Mere bør ikke afsløres her.

Når nu filmen gennem sin fiktion får rejst nogle problemstillinger om den måde vi tilgår, bruger og producerer kunst på, hæver filmen sig over det kammerspilsdrama, som man har set et utal af gange før og bliver en interessant kommentar til den rolle kunsten spiller i vores kultur. En kommentar som Kapellet er sikker på mange af vore læsere måske deler med filmens skabere.

Picture of Lies er en rigtig fin film. Skuespillet er solidt. Selv om Mick Jagger måske er blevet typecastet, så er det fedt at se ham i en helt anden rolle end den vi er vant til at se ham i – nemlig på scenen med resten af rullestenene. Resten af de centrale figurer i Bang, Sutherland og Debickis skikkelser leverer ligeledes varen. Dertil kommer at dialoen er virkelig velskreven, muligvis fordi manus bygger på romanen The Burnt Orange Heresy af Charles Willeford, som anmelder desværre ikke har læst endnu.

Dette er muligvis en film der mest af alt henvender sig til et publikum der holder af kunst og kunstverdenen, men det er også en film der sagtens kan ses af folk der ikke har det store kendskab til dette. Filmen præsenterer sin seer for en enkel, velfungerende historie, der som nævnt bliver en del mere spændende, fordi den har mere på hjerte, end blot at ville underholde.