Vi kender ham så godt. I stribevis af film har vi mødt ham i småkrøllet tweedjakke og jernbanefløjelsbukser, vandrende gennem New Yorks gader. Lille, jødisk, superneurotisk, med fobier og umulige kærlighedskonflikter. Oftest ledsaget af en voice-over. Med et røntgenblik afklæder og fremviser han den kreative klasses skrøbeligheder. Vittigt, sylespidst og genkendeligt menneskeligt, har Woody Allen i mere end 50 spillefilm, som manuskriptforfatter, instruktør og ofte hovedrolleindehaver, skabt sit eget univers, hvor han nådesløst, men vittigt, udleverer sig selv – og ikke mindst os.

Nu har den 85-årige mester, på mere end 330 tæt skrevne sider, præsenteret sine erindringer, Apropos Ingenting. Forventningerne er store. Og udramatisk har udgivelsen heller ikke været. Flere amerikanske forlag har tøvet, ja, direkte afslået manuskriptet, der burde være en oplagt bestseller, med begrundelsen, at #Me-Too kampagnen har blacklistet Allen, med baggrund i Mia Farrows voldsomme anklager mod ham, for sexmisbrug af adoptivbarnet Dylan Previn (mere, meget mere om det senere). Så voldsomme anklager at producenten/distributøren Amazon, brød/opsagde kontrakten på fire Woody Allen-film, til en samlet værdi af 68 mill. Dollars. (Et forlig er dog senere indgået). Også forlaget Gyldendal har været fremme, i ytringsfrihedens navn, og begrunde udgivelsen af selvbiografien.

Her er den så.

Fra hans egen mund. For erindringerne henvender sig direkte til dig, ” Som du sikkert ved…”, eller, ”Som jeg er sikker på du kender…” lyder det flere gange, i et forsøg på, at opnå vores fortrolighed. Et indtryk, der nok mere efterlader ham som: lettere sludrevorn.

Kronologien følges med mange, mange (trættende) digressioner og tætte haglbyger af namedropping. Vi starter i det jødiske kvarter i Brooklyn. Moren, en ægte troende jødisk mama, med koshermad, bogholderjob og orden i hjemmet. Faren mest til poker og så lidt arbejde som mulig. Et beskedent, tætbebygget boligkvarter, med utallige biografer, alle med dobbeltprogrammer, tegnefilm og sjove kortfilm. 12 cent kostede billetten, da Woody var en lille knægt og var fast inventar i de lokale drømmepaladser. Skolen hadede han – og det til trods for, eller netop derfor, at han som 5-årig havde fået målt en helt usædvanlig høj IQ. Ja, han påstår endda, at han kunne skrive før han kunne læse!

Umulius som skole/collegeelev – men allerede som 15-årig talentfuld, vittig som gags-og jokeskriver, der mod betaling løbende leverede materiale til diverse stand-uppere og klummeskrivere, med en drøm om at skrive vitser til yndlingskomikeren Bob Hope (en drøm der senere skulle blive opfyldt).

Debut som standupkomiker, som fjortenårig. Kærligheden til klarinetspillet, især New Orleansjazzen, er altdominerende. Selv mener han, at han hverken har flair eller talent for spillet. Igen en underdrivelse, der er skabt til at vække til modsigelse. Det gælder også når han vurderer sit film-talent: held, held, fremturer han ”udelukkende et spørgsmål om, hvor terningen lander”. Han øver og øver sig stadig dagligt på klarinetten og spiller med band, hver onsdag på Michaels Pub på Manhattan, samt haft talrige succeskoncerter verden over.

Også sit kærlighedsliv betror han os. Det Absurde Teater, som han kalder teenageårenes jagt efter ”en kombination af Ritha Hayworths seksualitet, June Allisons hengivenhed og Eve Ardens sarkastiske vid”. Det bliver tidligt til to ægteskaber – der dog begge opløses. Det ene kort og kammeratligt med Harlene, det andet frustrerende og voldsomt erotisk med Louise. Alt imens vokser hans ”held”. Tv-shows, sketchs, teaterstykker, omgang med indflydelsesrige teater-og filmmongoler, og helt afgørende, hans filmmanuskript til komedien What’s wrong Pussycat (1965), instrueret af britten Clive Donner, med bl.a. Peter Sellers, Peter O’Toole og Romy Schneider på rollelisten. Filmen blev en kæmpe kassesucces. En film, langt fra som Woody Allen havde tænkt den. ”Jeg kunne nu se, at jeg var et stort nul” er hans selvmedlidende kommentar. Trøsten, skriver han, er ”at Pussycat i dag ikke vil være kendt for andet end, at markere min filmdebut”(!). Helt selvnedvurderende er han nu heller ikke. En holdning, der skal sammenholdes med påstanden om at han overhovedet ikke er påvirket af kritikken; ”Jeg lever på min en måde, i min egen boble”. Egen boble, kan også læses som ultraselvoptaget.

Efter skilsmissen fra Harlene og Louise, er der to kvinder, der de næste mange år skal optage Woody Allen. Diana Keaton, som Herbert Ross instruerer til Allens manuskript til den vittige komedie Mig og Bogart, og som Allen flytter sammen med i hans bardomsdrøm af en penthouselejlighed på Fifth Avenue. Den tid er et af de kæreste minder og han roser ubetinget deres samliv. ”Let til latter, fuld af ideer, indsigt og meninger, hun åbner ens øjne – i hvert fald mine”, skriver Allen – men en vittig ondskabsfuldhed skal der også være plads til: ”hun klæder sig som Louis Buñuel var hendes stylist”.

Den anden kvinde, man tør næsten ikke nævne navnet, efter erindringernes hundreder af nedgørende sider, Mia Farrow. Phu-ha. Men lad os starte med begyndelsen – idyllen. Året er 1977, og Allen forbereder filmen Annie Hall med Diane Keaton., der bliver begyndelsen på et internationalt gennembrud. Fremover med Mia Farrow i hovedrollerne. Manhattan (1979), Radio Days, Hanna og hendes søstre (1986) og det lidt oversete mesterværk Cairos røde rose (1985) er blandt de ypperste. 13 kreative, filmkunstnerisk vellykkede filmår.

Da han er kendt for at blive kæreste med den kvindelige hovedrolle, falder han også for Mia Farrow, ”der er kvik og smuk og kunne spille, tegne, har gehør og så havde hun syv børn”. Og allerbedst, boede lige på den anden side af Central Park, så der var store kørselsbesparelser (!). Det bliver til 13 film og 13 års kæresteliv – hvor de dog aldrig boede sammen, understreger han – og et fællesbarn, (som Mia Farrow senere diskret antydede, har Frank Sinatra til far) - plus nok to fælles adoptivbørn.

På mere end 100 sider hejser Woody Allen ”de røde flag” for at markere advarsler mod alle de ugerninger/usandheder Mia Farrow efter hans mening har udspredt. Had og hetzkampagnen kulminerer med Allens ægteskab med adoptivdatteren Soon-Yi. Et kærlighedsforhold, der idag er tæt på sølvbryllup. Et mareridt af beskyldninger, der også udspiller sig i medierne i begyndelsen af 90’erne. En hetz, der for 3 år siden, får nyt liv, med adoptivdatteren Dylands påstande, der bl.a. medfører at hans sidste film A rainy day in New York ikke kan distribueres i USA.

Vigtigt er det, at understrege, at Woody Allen, trods politiundersøgelser, aldrig er dømt for nogen form for sex-misbrug. Påstand mod påstand. Et hidsigt selvforsvar, der bestemt ikke er opbyggelig læsning. Heller ikke gentagelse på gentagelse af alle Soon-Yis fortræffeligheder og deres store lykke, er til at bære. Til gengæld sluger man ivrigt alle de mange detailler/klicheer omkring tilblivelsen af filmene – og vi når dem alle 54. De seneste film optaget i Europa, Rom, Barcelona, Paris. For det er ingen hemmelighed, at Allens største publikum oftest ligger udenfor USA. Midnight in Paris (2011) er en original tidsleg fuld af nostalgisk kærlighed. (Hvor havde man dog gerne set et navneregister og en samlet fortegnelse over filmene).

”Hvis du vil investere i mine film lægger du en brun papirpose og forsvinder og jeg dukker så op med en film du kan distribuere”, det må være Apropos ingentings konklusion på, at Woody Allens film altid er så 100% Woody Allen-agtige.

Woody Allens konklusion på et langt liv lyder: ”i stedet for at leve i offentlighedens hjerter, fortrækker jeg at leve videre i min lejlighed”. Vi takker for, at han lukkede os ind – selv om vi ikke fik den forventede supervittige rundvisning, men mere et langt partsindlæg. Tilbage står heldigvis, når alt kiv og nag er glemt, striber af Woody Allens film, der i dag henregnes som klassikere – og det skal der mere end held til. (Gen)se dem alle 54(!) - og hvis det ikke er nok, kan erindringerne anbefales.