Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Psykosia (87 min.) Biograffilm / 41 Shadows
Anmeldt 17/12 2019, 08:20 af Uffe Stormgaard

Et desperat voldsomt visuelt skrig


Et desperat voldsomt visuelt skrig

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Vi er ikke i tvivl. Den lange tomme hvide gang med de mange lukkede døre og de fnuglette hvide gardiner, er ikke kun en lettere uskarp mennesketom gang, det er noget mere end tomhed, noget udefinerligt, som vi også kender fra Hammershøjs interiør malerier. Men her er det ikke borgerskabets diskrete charme, her er tomheden farlig, truende. Vi er på et sindssygehospitals lukkede afdeling, helt konkret, St. Hans Hospital i Roskilde. Den realistiske ramme om Marie Grahtø Sørensens debutspillefilm Psykosia – som ellers er alt andet end en dokumentarisk og traditionel håndholdt filmskildring. For vi bevæger os ind i en indre virkelighed. Ind i sindet, hvor grænserne er flydende og hvor intet er givet og defineret.

Jenny (Victoria Carmen Sonne) er den unge pige med en imponerende IQ på 132, der trives bedst i mørke og allerede på et tidligt tidspunkt i sit liv er blevet tvangsanbragt på den lukkede afdeling. Grænseoverskridende, med hallucinationer og traumer, der gør hende suicidal og i perioder farlig for omgivelserne og hende selv. Fra Sverige kommer selvmordsforskeren, Viktoria (Lisa Carlehed), psykolog, akademisk intellektuel, kølig overlegen og veldisciplineret. Efter anmodning fra hospitalets overlæge (Trine Dyrholm), skal hun nu prøve at hjælpe Jenny tilbage til normaliteten – en udfordring, advarer overlægen, der kan få dramatiske konsekvenser.

Viktoria altid klædt i sort/hvidt, med en højhalset kraftig blondekrave, der signalerer myndighed, men også en mistanke om en hemmelighed bag blonderne. Jenny, altid i hvidt, som de øvrige patienter. Det er gennem de tos mange samtaler vi får blotlagt begges sjæleliv. Et sindets skoleridt, i slægt med Ingmar Bergmanns mesterværk Persona.

Men Psykosia gå langt videre. Stemmerne, dialogen følger det som instruktøren kalder ”den indre virkelighed”, hvor psykosen omsættes til billeder, der visualiserer hallucinationerne. Dialogen er snart realistisk, som når Viktoria dikterer til sygejournalen eller Jenny kommenterer om selvmords angst og kampen mellem ’de to kredsløb, ideal og begær´. Snart en stemme/billedeflow, hvor rum og de mange hvide skikkelser har revet sig løs fra persontegningen og blevet til selvstændige billeder på sindets tilstand. Uskarpe kamerature på 360 grader, hvor tid og virkelighed mere er drøm/mareridt, en slags psykotisk realisme.

Her er det gamle sindssygehospitals gange, parken og ikke mindst den tomme kirke, en integreret del i den traumatiske verden, der præsenteres gennem psykologen og patientens intense tilnærmelse. Grænserne flyder og hvor eksistentielle spørgsmål som ’hvem er jeg’, erkendes aldrig, at kunne besvares rationelt. Er selvmordet det eneste reelle svar på livet? Store tunge filosofiske udfordringer, der forløses gennem Jennys fortvivlede skrig og en nådesløshed selverkendelse, i en verden med ondskab, had og fortvivlelse. Og kærligheden, som i Jennys sind, er ’at indrømme, at man mangler noget indeni’. En fortvivlelse, der smitter og er med til at afdække Viktorias fortrængninger. Patient/ behandler forholdet skifter karakter og deres indre verden går i opløsning.

Nej, Psykosia er ikke nogen nem film med en klassisk lineær fortælleteknik og et let forståelige plot. Den er et desperat voldsomt visuelt skrig. Et sjældent nærbillede af angst, smerte og dødsråb. Et filmsprog, som mestre det umulige, at skildre en ikke synlig virkelighed. Sindets skrøbelighed skabt i en kunstnerisk ramme af lyd, lys og billeder. Det lykkes i en sådan grad at ingen går uberørt fra mødet med ’den indre virkelighed’, takket været en instruktør, der på forbløffende måde har gjort abstraktioner og psykosens immaterielle væsen nærværende, ikke mindst takket være gennem to fremragende skuespilpræstationer og en kamaradame (Caherine Pattinama Clmano) og production-designer (Josephine Farsøe).


2504
Forrige anmeldelse
« They Shall Not Grow Old «
Næste anmeldelse
» Kæledyrenes hemmelige liv 2 »


Filmanmeldelser