Ukrudt og kriminelle udskud forgår ikke så let. Heller ikke Olsen Banden. Fædrene Balling og Bahs er ikke længere iblandt os. Ej heller to af de tre folkekære skuespillere, der inkarnerer rollerne som de småforhutlede, snu kriminelle fra Valby. Men trioen er ikke sådan lige at lægge i graven sammen med de øvrige. Olsen Bandens sidste stik (1998) måtte i sin tid gøres færdig med animationer, fordi Poul Bundgaard afgik ved døden undervejs. Siden er det blevet til en julekalender (1999), en børnefilm (2001), en musical (2008) og senest en animationsfilm (2010). Med sidstnævnte – Olsen Banden på de bonede gulve – fandt filmen endelig og med god grund sin plads som netop animation. Nu er 2’eren i denne serie Olsen Banden på dybt vand kommet som købefilm.

Den udspekulerede finansmand Bang Johansen ejer størstedelen af dansk olieindustri og danske supermarkeder. Men det er ikke nok. Sammen med sin amerikanske bror Bang Bang Johnson vil han udnytte en ny opfindelse, en olieaccelerator, til at multiplicere mængden af olie i undergrunden og derved destabilisere verdensøkonomien. De har nemlig udset sig muligheder i vindmølleindustrien i stedet og derfor har de brug for lyssky aktiviteter for at komme i mål. Men selvfølgelig har Egon Olsen luret det, og han vil først stjæle denne accelerator for at tjene en løsesum. Da det mislykkes, må de i stedet forpurre planerne på anden vis – langt ude på Østersøen på en olieplatform. Alt imens prøver politiet ufortrødent at opklare tyveriet på Carlsberg af tre af politiets jubilæumsøl.

Filmen tager – ligesom sin forgænger – direkte udgangspunkt i handlingstråde, karakterer og stemning fra Balling og Bahs originale film. Men også disse var gennemgående præget af et møde mellem dansk socialkritik og folkekomedie, som blev kækt fusioneret gennem en udpræget tegneserieæstetik. Det er netop derfor, at filmen endelig finder sin plads i animationsfilmen. Skitserne, der udvindes fra Erik Ballings instruktioner, lægger selv ganske fint op til den behandling, som de to animationsfilm overbevisende fuldbyrder. Enkelte anmeldere har fejlbehæftet kaldt filmen en børnefilm, muligvis ud fra tanken om, at animation jo må være til børn, men det er ganske forkert.

Filmene ligner faktisk Balling og Bahs stil og humor så meget – helt ned i dialogen – at det en lidt af en skævskud at tro, at mængden af bajere og bandeord vil/må/bør henvende sig til børn (dog tillader censuren den for alle). Undervejs motiverer animationerne dog desværre til lidt for stor overdrivelse, og især slutsekvenserne bliver skæve ift. den lad-os-trods-alt-holde-det-nede-på-jorden-ånd, der normalvis præger Olsen Banden. Det er en skam, at overdrevet er nødvendig, for generelt rammer handlingsgangen, dialogen og karakterne (herunder også Dynamit-Harry) faktisk ret godt. Samfundssatiren er også helt på plads. Dansk olieindustri, vindmølleproduktion og generel dansk hyggekultur får stadig skud fra boven.

Animationen er i baggrunden holdt i en noget nedtonet stil. Figurernes bevægelsesmønstre virker udmærket, og stemmerne er ramt fint. Især Nicolaj Kopernikus som Morten Grundvald, nåh nej, jeg mener Benny, er lige i ølskabet, mens Kurt Ravns intonerede Kjell også er fin. Martin Buchs Egon er mestendels anonym og uden reference til Ove Sprogøe. Forgrunden i filmen er med andre ord godt ramt og underholdende. Man skulle dog nødig komme til at lægge mærke til baggrunden i langt de fleste af billederne. De er kantede og minder mest om computergrafik fra spil i slutningen af 90’erne. Det er tydeligvis ikke her koncentrationen er lagt.

Det er faktisk lidt en skam, at produktionen – og det gjaldt faktisk også Olsen Banden på de bonede gulve – ikke går hele vejen. Når stil, stemning og satire rammer godt, så er det lidt kedeligt at se, hvordan der ikke er kælet for alle detaljer i billedet. Og det er en skam, at der er brug for at gå over the top. Det var netop kendetegnende for Balling og Bahs, at de gik til grænsen og ikke over den. Olsen Banden på dybt vand bunder stadig (også øl – men nu er det Carlsberg og ikke Tuborg?), men pletvist bliver overdrivelserne lidt for meget. Der er dog stadig en helt klar fornemmelse af, at Balling og Bahs har kigget med fra deres folkesatiriske himmelsky.