”Med uendelige kræfter følger et uendeligt ansvar”, kunne man parafrasere Spidermans onkel Ben, i et forsøg på at indsnævre handlingen i den seneste X-Men-film, som nu er blevet gjort tilgængelig på flere forskellige formater. Uendelige kræfter og hvad dette medfører er nemlig præcis det som er omdrejningspunktet i den allersidste X-Men-tematiserede superheltefilm fra 20th Century Fox.

Som bekendt har Disney opkøbt Marvel, og dermed også rettighederne til alle figurerne i dette univers (minus Spiderman, som Sony stadig holder krampagtigt fast i). Som nævnt i biografanmeldelsen er X-Men: Dark Phoenix desværre ikke helt endt med at blive lige så skelsættende en superheltefilm, som den serie af historier, som Chris Claremont startede i X-Men #134. En serie af fortællinger, der senere skulle blive kendt som The Dark Phoenix Saga.

Der er flere grunde til at filmen ikke er så skelsættende som tegneserien. For det første, så var der mange af os der er vokset op med tegneserien, der muligvis havde håbet på en mere trofast adaption af historien. Selvfølgelig er der tale om to medier og i den forbindelse er det også svært at fortælle historien helt på samme måde, især fordi X-Men-filmene har skabt deres egen mytologiske univers, der selvsagt afviger en del fra tegneseriernes X-Men.

Sekundært virker filmen lidt forudsigelig idet alle os, der har læst tegneserien i forvejen, allerede kender til mange af de centrale elementer i fortællingen. Det er derfor ikke vandvittigt overraskende når vi ser Jean Grey under en redningsmission i det ydre rum bliver ramt af en vild form for kosmisk stråling og på den måde udvikle sig til den mest magtfulde mutant af alle dem der opholder sig på Xaviers skole. Filmen benytter, i tråd med originalfortællingen, en del tid på at vise os Jeans tvivl om hvordan hun skal forvalte disse enorme, gudelignende kræfter, men desværre ”tør” filmen ikke at gå til de samme ekstremer som tegneserien. Selv om seeren helt bestemt oplever Jeans vægelsind, så bliver den mørke Fønix aldrig så ondskabsfuld og destruktiv som i originalen.

Selv hvis man udelukkende kender X-Men fra filmenes verden, så vil anmelder også påstå, at den ikke helt kan leve op til de bedste film i franchisen. Dette skyldes hverken filmens effekter, skuespillernes præstationer eller for den sags skyld andre tekniske aspekter. Det hænger mere sammen med filmens manuskript, der helt rigtigt vælger at gøre filmen til en der handler om Jean og hende nyfundne evner. Desværre bliver det også et manuskript der ofte tager de helt sikre valg og præsenterer en historie, som desværre ender med at være alt for generisk.

Nu kan det godt lyde som en utrolig hård kritik, men det skyldes jo også at Kapellets udsendte hører til mængden af tegneseriefans for hvem Chris Claremonts oprindelige serie, opfattes som skelsættende. Gensynet med filmen gjorde desværre ikke skuffelsen over hvad Dark Phoenix kunne have været blevet mindre, men selv om den ikke lever op til tegneserieforlægget, så er den stadig rudimentært underholdende.

Der er sikkert seere, der slet ikke går så meget op i superheltemytologien som undertegnede, der sagtens kan nyde de små to timer i selskab med de velkendte helte, men der er ingen tvivl om at X-Men: Dark Phoenix i mængden af alle de X-Men film der er kommet til dato, desværre kun placerer sig lidt over de allerdårligste i franchisen.

Kapellet har været så heldige at modtage filmen i 4K format og selv om selve filmen måske ikke er den mest inspirerende, så er der ingen tvivl om at opgraderingen er helt forrygende i både lyd og billede. Med i pakken følger også filmen på BluRay, og det er heldigt, for der er ikke plads til en masse ekstramateriale på 4K skiven – dette ganske omfattende ekstralir finder man til gengæld på BluRay’en. Der er en halvanden time lang dokumentarserie, der følger filmens tilblivelse, hvor man blandt andet kan se at selveste Chris Claremont også har fået en lille rolle i filmen. Det er traditionen tro ikke en særlig kritisk ”making of”-film, for både skuespillere og andre involverede giver alle ensidigt roser til projektet. Ud over denne festure, er det også muligt at høre instruktør Simon Kinbergs kommentarspor og meget mere. Det er jo elementer som disse, der til stadighed viser at der er en merværdi i at få fat i film på fysiske medier, for hvilke streamingtjenester tilbyder features som disse?

X-Men: Dark Phoenix ender til trods for skuespillernes overdådige ros til Simon Kinberg, med at føles som en alt for forhastet, forsimplet og for forudsigelig version af et af X-Men-universets vigtigste historier. Der er ingen tvivl om at Kinberg og folkene bag har været entusiastiske omkring projektet, men folkene bag er desværre ikke blevet ramt af samme kosmiske stråling som Jean. Hvad der kunne have været et brag af en finale for Fox, er i stedet blevet til en lidt for ordinær superheltefilm, der desværre nok hurtigt bliver glemt i mængden.