Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Harpiks (92 min.) Biograffilmharp / Nordisk Film
Anmeldt 12/12 2019, 17:09 af Uffe Stormgaard

Derude i skovens dybe stille ro


Derude i skovens dybe stille ro

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Nøgne træer, nærbilleder af barkede træstammer og spinkle insekter, glimt af en skovsøs mørke, dybe vand, hvor en skikkelse kæmper mod druknedøden. Naturens kræfter i et gyldent skær, smukke, men også faretruende billeder. Et oplæg i slægt med den russiske instruktør Andrej Tarkowskijs magtfulde symbolverden. Vi er dybt, dybt nede i underbevidsthedens fortrængninger.

Sådan er oplægget til den dansk/new zealandske instruktør Daniel Borgmans nye danske spillefilm Harpiks. En dyster historie baseret på Ane Riels bestsellerroman af samme navn, om en lille families isolation, langt fra naboer, gemt borte ude i skovens dybe, stille ro. En bevidst afvisning af omverdenen og dens ondskab.

Far Jens (Peter Plaugborg), den unge datter Liv (Vivelill Søgaard Holm) og den altid sengeliggende og svært overvægtige mor Maria (Sofie Gråbøl), har totalt fjernet sig fra civilisationen. Her forsøger de at skabe et liv i et med naturen. I fred for omverdenen, i det lille forfaldne hus, hvor skidt, skrammel og skrot forlængst har taget over. Ingen skal blande sig i deres liv. Ja, faktisk, da de to forældre frygter, at Liv af myndighederne, vil blive fjernet fra deres omsorg, foregiver familien, at hun omkom i en drukneulykke, som spæd.

De er en treenighed, der tilstræber 100 procent at leve i pagt med naturen. Her er patriarkens vilje til ubetinget isolation så stor, at end ikke postbuddet får lov at nærme sig den lille familie. Den 13-årige Liv opdrages i den ånd ”at planter og dyr er de klogeste” og at alt i naturen har en sjæl, selv myren indkapslet i ravklumpen. Modsat menneskene, dem derude, der er gift. Sammen jager far og datter om natten i skoven med bue og pil.

Meget står derfor på spil, da Jens’ mor, Livs farmor (Ghita Nørby, igen i en lille perle af en rolle), en dag uanmeldt trænger ind på deres lille domæne, hvor alt udefra kommende pr. definition betragtes som ondt og et varsel om ulykker, der må forbygges og bekæmpes. Alt imens den umanerlige fede og smertefulde mor-Maria er konstant sengeliggende på førstesalen. Hvordan de har fået vævre Sofie Gråbøl så kæmpestor, kan kun en ”fat-suit” afsløre. Læg dertil, at hun er højgravid – snart fødende et dødt barn, hvor al lægehjælp er bandlyst! Så kan det ikke blive værre.

Jo da, vi skal meget mere vold og drab igennem. For selvfølgelig må der komme en (uønsket) kontakt med naboerne og den lille landsby i skovkanten, som naturligt styrker konflikten og gør Jens endnu mere desperat i sit forsøg på at fastholde Liv og Maria i sin ego-verden. At det hele ender voldsomt og dramatisk med bål og brand kommer ikke bag på tilskueren – og slutspillet er igen så dobbeltbundet smukt, at Andrej Tarkowskij igen må falde i tankerne. Og det er et kompliment af de store (vi husker at von Trier har dedikeret to at sine film til mesteren). Desværre er det, der ligger mellem start- og slutbillederne, ikke af samme høje kvalitet.

Tre suverænt velspillende skuespiller kæmper bravt med historien. Peter Plaugborg, viser igen sin professionelle tilgang til en idealistisk psykopats kryptiske sind overfor debutanten Vivelill Søgaard Holms, forblændede, men nysgerrige teenager datter – troværdigt og imponerende spillet. Selv med en så professionel Bo hr. Hansen som manusforfatter og et mageløst kameraarbejde, forbliver isolationsdramaet til en håbløs skrivebordspåstand. Ofte effektfuldt gennemspillet, mest for effektens skyld. Naturen og mennesket får ikke den nærhed, som der er lagt op til. De tre karakterer forbliver påstande. Ærgerligt, for original og anderledes er filmen, der momentvis bjergtager ved sin naturskønhed og forskrække ved sin grumme realisme – men hvor konklusionen alligevel må blive: hvad nytter det?


2501
Forrige anmeldelse
« Game of Thrones s. 8 «
Næste anmeldelse
» Gotham sæson 5 »


Filmanmeldelser