Christian Torp ankommer til Samsø, sammen med sin datter, for at skabe sig en rolig tilværelse som strisser på Samsø. I bagagen har den lille familie en voldsom tragedie, idet Torps kone har mistet livet under et røveri – en scene, som gennemspilles i introen til hvert afsnit. Derfor er Torp taget væk fra storbyens voldsomme kriminalitet af mere uoverstigelige karakter til fordel for et mere overskueligt rum, nemlig det provinsielle. På den måde er Strisser på Samsø ganske genrerevitaliserende, idet serien på den ene side faktisk forudser det fornyede og ophøjede fokus på provinsrummet, vi ser i litteraturen for tiden, mens den på den anden side derved også fremfører krimien som en eksponent for skildringen af det, der hviler under provinsens idylliske overflade.

Provinsen er et særligt rum, som står i både kontrast og stærk forbindelse med det, der omgiver provinsen – det illustreres i Strisser på Samsø er færgeruterne, der forbinder øen med både Sjælland og Jylland. Det provinsielle kan dermed læses som et overskueligt rum, der samtidig er skrøbeligt og kan bryde sammen, når det perforeres af det udefrakommende. I hvert fald i krimiens format. Den svenske krimiforfatter Henning Mankell skitserer i en af sine romaner det, han omtaler som den svenske uro, der er det tumulterende, som ulmer underneden den almindeligt antagne svenske idyl. På samme måder formår Strisser på Samsø også at skitsere et harmonisk samsingesamfund, hvorunder det svære, det trangressive og det voldelige gløder.

Derved fastholder serien også en mindre tradition i den danske krimi, som udmærker sig særligt i En by i provinsen – der jo også bærer rummet i titlen. Et andet lighedstræk mellem En by i provinsen og Strisser på Samsø er det fremhævede fokus på hovedkarakterernes privatliv, et vist melodramatisk fokus, som trækker på en art hverdagsrealisme. Det er dog opprioriteret i Strisser på Samsø, der – sammen med de plots, der oftest afsluttes i hvert afsnit – samtidig skildrer den svære tilpasning i et nyt og meget lokalt samfund. Det private fokus er præget af et fortællespor, der fortsætter over hele serien, mens krimiens spor i stedet fastholder en mere seriel struktur.

Et andet fokus, som er kendetegnende for Strisser på Samsø (og En by i provinsen for den sags skyld), er understregningen af, at det kriminelle ikke kender nogen grænser. Det er ikke nødvendigvis en subtil ondskab, der lurer under overfladens idyl, men det i stedet et blik på den voldelighed og vildskab, der kan ramme os alle – som både offer og gerningsmand. Det går dog for alvor galt på Samsø, når øen besøges af kriminelle udefra. Men samtidig er det en kendetegnende struktur, at det også er i det private, i det idylliske, i det nærværende, at de svære situationer kan udvikle sig til forbrydelser.

Privatlivets side af forbrydelserne er på den måde også taget med i fokus. Vi ser pædofili, selvmord, børnemishandling, små dubiøse forretninger, der kommer frem i lyset – i det provinsielle, hvor man tror, man kan gemme sig, dukker forbrydelser nemt op til overfladet. På den måde kommer de to privatlivssfærer – det kriminelle og det efterforskende – til at stå i et spejlende forhold til hinanden. Det er selvfølgelig klarest illustrerbart i drabet på Torps kone, men samtidig viser sårbare kærlighedsforhold og andre problematiske relationer at forekomme både inden for Torps horisont og den kriminelle – i den sidstnævnte blot med et mere ulykkeligt udfald.

Denne spejling er seriens forsvar for – inden for et krimiværk – at kunne bruge tid på den private sfære, der ikke (helt) kommer til at virke som fyldstof, men i stedet fremhæver dette fokus, hvad det er for en idyl, der er truet og så nemt krakelerer. Strisser på Samsø er velproduceret dansk tv-drama, der faktisk fortjener et fornyet fokus i lyset af det store fokus på det provinsielle, der i sig selv ulmer for tiden.