En gang imellem bliver man nødt til at gøre op med sig selv, hvordan man har lyst til at vurdere den film man som anmelder er konfronteret med. Benytter man de almene koder for hvad der kendetegner en god film er, som eksempelvis godt skuespil, stram instruktion, en sammenhængende handling, en flot teknisk udførsel og lignende vil Jernets Herre floppe grusomt, men ser man den i stedet ud fra et b-filmsperspektiv hvor dårlig smag, overspillede scener og usle effekter dominerer, er der dømt underholdning for alle pengene. For uanset hvor historisk unøjagtig og hvor bizar handlingen er, så ender den med at blive lige så kær som en enøjet, trebenet hund, der haltende forsøger at få ens opmærksomhed ved at fange sin egen hale.

Jernets Herre lyder unægtelig som titlen på en bøssepornofilm, men der alluderes i titlen ikke til svulmelegemer, men til det faktum at filmens altoverskyggende skurk Vood får magt ved at anvende jern i sine våben i stedet for det træ og sten som de øvrige hulemænd har til deres rådighed. Vood bliver ellers i filmens sendt i eksil af sin stamme, da han på nederdrægtigste vis dræber sin høvding. Han stavrer eksileret rundt nær en vulkan og opdager pludselig noget jern der er blevet spyet ud fra jordens indre. Vood samler det op og inden længe er han tilbage i hulen, hvor han får stammen til at underkaste sig og sende sin værste rival Ela, hårdt såret, ud i ødemarken. Heldigvis for Ela dukker der en ung pige i skindbikini op og plejer vor sårede helt med urter. Mens vinden leger med hendes firserpermanent drager de to til hendes landsby, hvor folk ikke tror på krig og ødelæggelse. Her lever Ela i harmoni med hans nye kvinde, men inden længe breder Voods blodtørst og herskertrang sig snart også til dette sted.

Jernets herre er en film der forsøger at lægge sig i forlængelse af startfirsernes stenalderfilm som Hulebjørnens klan eller Kampen om Ilden, men naturligvis uden at have hverken samme manus, budget, eller originalitet som disse. Stenalderen befolkes i Jernets herre både af abemænd, amerikanske bøfler og en enkelt løve og filmen forsøger hårdt på at være seriøs i dens fokus på menneskets tidlige udvikling fra primitive jæger/samler hulemænd til mere sofistikerede jægere, der kan anvende bue, pil og kan forarbejde jern. Det hele er dog så latterligt unøjagtigt historisk koblet med det faktum, at de medvirkende modeller og muskelmænd ser ud som om de er blevet hevet direkte ud fra en fest i Simon Le Bons hus i en katastrofal brandert, er blevet iført læderundertøj og har fået stukket en spids kæp i næven.

Det kan måske undre nogen, når der nu er krediteret hele fem forfattere at manuskriptet alligevel ikke er blevet bedre, men selv om den usammenhængende hævnsaga og romancen mellem permanentpigen og Ela er underholdende, så er der ikke ret mange aspekter der hænger sammen.

Det er også et problem at filmens Frazetta-inspirerede omslag står i skærende kontrast til filmens indhold, for der er hverken flyveøgler, barbarer eller enorme bloddryppende økser med. Så de der kanske forventer sig en lam, b-firser barbarfilm som eksempelvis ”klassikeren” The Barbarians af Ruggero Deodato eller endda en sej barbarfilm som Conan, må forberede sig på at blive slemt skuffet.

Kan man leve med at omslaget ikke svarer til indholdet, at enkelte scener i filmen er så ufrivilligt tåkrummende dårlige, at man må forundres hvad instruktøren dog har tænkt (og her skal indskydes at Umberto Lenzi bla. har lavet et par meget underholdende kannibalfilm, bla. Mangiati Vivante og Cannibal Ferox) men uanset hvad der er gået gennem hans hoved, er slutresultatet så skævt, at man ikke kan andet end at holde af det. Jernets herre en af de film der faktisk er så gennemført tåbelig at man har svært ved at fjerne blikket fra den, ganske som den imaginære trebenede hund fra anmeldelsens start.