Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Nordvest (91 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 21/9 2013, 09:17 af Kim Toft Hansen

Et samfund i frøperspektiv


Et samfund i frøperspektiv

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Et håndholdt kamera, en urolig billedstil og en alvorlig fortælling fra samfunds nederste lag. Det synes at skabe indbygget troværdighed. Det virkede for Refn i Pusher-filmene. Det virkede i Lindholms Kapringen og i Faissts Frit fald. Og især i Noers debutspillefilm R – instrueret sammen med netop Lindholm. Flere kunne nævnes. Fællestrækket er lidt forskelligartede forsøg på at skildre en autentisk og rå virkelighed. En vej, der kun går én vej. Ned. Stilen er gennemgående nærgående og -værende. Med inspiration fra især Refns trilogi er det lykkedes Michael Noer at skabe det, der er blevet kaldt for denne generations Pusher. Og med god grund. Nordvest er netop udkommet som købefilm.

Handlingen er relativt simpel. Casper lever et dobbeltliv. Ser det ud til. Hos sin enlige mor med bror og søster. Men også et liv tæt indfiltreret i den nordkøbenhavnske bandekriminalitet. Han laver bræk for en bandeleder, men er utilfreds med betalingen. Casper søger derfor nye udfordringer hos en væsentligt mere etableret bandeboss. Med flere lapper og masser af fjapper – for at blive i filmens eget sprog. Gode penge og villige prostituerede, der laver flere. Penge, altså. Men noget går galt. Casper spiller på for mange heste – og helvede bryder løs. Midt i en voldspiral, som han selv har startet, må Casper kæmpe for sit og sin families liv.

Der er principielt intet nyt under solen i Noers film. Vi kender det fra avisernes lange spalter om bandekrige. Fra tv-avisernes fyldige og farverige reportager. Men til forskel fra nyhedsdækningen af bandevolden er vi her helt tæt på den enkelte person. På valgene, fravalgene, prioriteringerne. Og det er lige ved, at vi forstår ham, da han sættes til at skyde en skurk fra fjendeklanen. Og vi håber, at det lykkes ham. Vi løber med på hans splittelse mellem familielivet og big business – og begriber hans personlige kvalme, da det hele bliver filtret lige lovlig meget ind i hinanden. Så selvom der ikke finder noget sted i filmen, som vi reelt ikke allerede kender til, så griber den fast. Om nosserne – på både drenge og piger.

Med R, der også skildrede den rå bagside af det danske samfund, skrev Noer sig ind i varmen i dansk film. Stilsikkert og perfekt timet lagde han grundstenen til en interesse i den del af Danmark, som vi helst vil overse. Med mindre det er i en velfortalt film. Et samfund set i frøperspektiv. Kriminalitet set over skuldrene på den, der også begår volden. Uæsteticeret og realistisk. R såvel som Nordvest sætter seeren i en pudsig position, hvor det nærmest er nødvendigt at identificere sig med den, der slår, sparker, sniffer, pusher og gør alt det, vi ønsker vores børn aldrig nogensinde havner i. Og Noer gør det ikke for at fortælle, at verden er af lave. Ikke med social indignation. Men slet og ret med en interesse i at skildre, at denne verden findes altså også. Og den findes ikke langt på den anden side af havelågen til vores børnehaver.

Det, der – ud over Noers ulastelige instruktion – for alvor gør filmen til et værk, som redder sig ud af de farefulde klichéer, der lurer i denne type film, er castingen. Brødrene Gustav og Oscar Dyer Giese, der spiller brødrene Casper og Andy, skaber et troværdigt centralpunkt iblandt en generelt ufatteligt velspillet film. Roland Møller, der brød igennem i Lindholms Kapringen, viser endnu engang, at han er en talentfuld skuespiller, vi bør forvente os rigtig meget af. Dulfi Al-Jabouri, som Noer introducerede i R, er igen ondsindig med en hårfin kant og fornemmelse for, at sådan er det bare. Ligesom det lykkedes Refn i især de to første Pusher-film at trænge helt ind, tæt ved kerne og fornemmelsen for livets yderste grænser, er det også lykkedes Noer at tvinge os til at tro på, at der kunne være noget om det.

Det, som Noer praktiserer og præsterer i sine film er en del af en større tendens i den skandinaviske krimibølge. Et fornyende og autentisk forsøg på at skabe indsigt og indblik i den underste og inderste del af Underdanmark. Refn kunne det også. Lidt som forfatteren Jens Lapidus har gjort med sine romaner om Stockholm. Og som Joachim Trier har gjort med Oslo. Det er ikke kun spændingen, der virker. Det er også medvidenheden om, hvordan det antageligvis foregår. Om hvad, der motiverer til drab. Noers film er ikke kun fremragende film. De er også et socialt stilstudium i det danske samfunds dårlige samvittighed. Et åbent sår, der ikke lige lader sig hele.


Forrige anmeldelse
« Welcome to the Punch «
Næste anmeldelse
» Dicte (1. sæson) »


Filmanmeldelser