I disse tider hvor medieselskaber konstant fusionerer er det næppe overraskende at den nye animerede film fra Pixar, Coco, på flere punkter minder meget om en Disneyfilm. Pixar blev opkøbt af Disney tilbage i 2006. Selv om begge firmaer lavede animationsfilm af højeste kvalitet, var der mange animationsfans der var lidt ærgerlige over at Pixar ikke længere kunne give animatorerne på Disney kam til deres hår og på den måde sikre at begge selskaber ydede deres ypperligste i kampen om hvem der var dygtigst og mest innovativ.

Når man ser Coco er det derfor ikke svært at tænke på de mange ligheder der er med Disneys film. Idet fortællingen handler om drengen Miguel der, af forskellige årsager, bor i en familie hvor musik er tabu kunne man måske tro, at det ville blive en film der vanen tro ikke ville byde på hverken sange eller musicalnumre. Her skal man dog tro om igen, for idet Miguel trodser sin familie, og forfølger drømmen at blive mariachi frem for skomager, er det selvfølgeligt svært at lave en film helt uden disse ting.

Animationen og den helt grundlæggende fortælling minder også kraftigt om den formel som Disney efterhånden har gjort til et varemærke. Det er ikke fordi at Pixars film tidligere har veget betydeligt væk fra Disneys måder at bygge plots op på, men langt hen af vejen er det de samme fortællemæssige kneb der benyttes, selv om omgivelserne og figurerne er nogle andre. Det handler stadig om et barn der vil bestemme selv i overgangen til voksenlivet og derfor trodser sine forældre for nærmest blindt at følge sin drøm. Lyder det bekendt?

Endelig er det ikke nyt at lade en animeret film foregå på De dødes dag - for selv om traditionen måske er ganske fremmed for mange danskere, har computerspilfans for længst stiftet bekendtskab med denne særprægede mexicanske helligdag i det fantastiske Lucasfilm-spil Grim Fandango. Det er ligeledes ganske mange lighedspunkter mellem Coco og så animationsfilmen Manolos magiske rejse som udkom i 2016. Der er ikke tale om decideret plagiat, men det er alligevel flere sammenfald mellem de to film; foruden hovedpersonens tur til dødsriget, så er en af fremdriftselementerne i begge film karakterenes ønske om til at blive fantastiske guitarister.

Til trods for disse elementer er Coco bestemt en film som fans af animerede film bør opleve. Det er til gengæld ikke nødvendigt at se den i 3D, for den bruger ikke denne dybdevirkning særlig effektivt. Effekten fungerer fint, men i denne films tilfælde er dybdevirkningen en anelse overflødig. Både baggrunde og figuranimation er som forventet helt i top og særligt synes kapellet at Miguels bedstemor Ana bør fremhæves. Det er sjældent at man oplever virkeligt gamle mennesker i denne type af film, men den gennemrynkede, senile kvinde, er virkeligt fint og rørende skildret.

Historien er som nævnt ganske generisk. Først får vi fortalt historien om Miguels families baggrund for at forbyde musik. Dernæst får seeren præsenteret konceptet om Dia de Muertos og Miguels ønske om at give musikken en chance. Miguel er desperat for at vinde en lokal talentkonkurrence, men mangler et instrument, og da han formaster sig til at ville stjæle den guitar som ligger i krypten hos landsbyens mest berømte musiker, transporteres drengen, sammen med det gadekryds af en køter som konstant følger i hælene på ham, til dødsriget. Nu er gode råd dyre, for kan han ikke komme tilbage til de levendes verden inden denne dag slutter, så vil han aldrig kunne det.

En helt ny ting ved denne film er, at alle de tekster der optræder på plakater, skilte og andre steder i løbet af filmen ikke længere er er på engelsk, men at også de, lige som karakterenes stemmer, er blevet versioneret til dansk. Så flot er det lavet, at man nærmest ikke lægger mærke til det, med mindre man fokuserer på dette element. Det gør oplevelsen meget mere helstøbt for især de mindste seere især, der nu bare kan fokusere på selve filmen i stedet for at skulle læse undertekster hver gang der dukker tekst op i billedet.

Coco er langt fra Pixars bedste film. Den føles på udsatte steder lidt for mekanisk og generisk, når det så er sagt er det også svært, selv som en gammel anmelderknark ikke at fælde en enkelt tåre eller to hen mod filmens slutning. Det kan slet ikke sammenlignes med den ukontrollable hulkegråd som ramte undertegnede i starten af Up, men mindre kan også gøre det! For uanset hvad man ellers kan kritisere Pixar og moderselskabet for, så kan det ikke anfægtes at de er virkelig dygtige til at fortælle historier der både er sjove, spændende og ikke mindst rørende. Når man stadig bliver følelsesmæssigt involveret i hvad der egentlig bare er en banal børnefilm, så er der flere der sikkert vil mene at pengene til biografbilletten faktisk er ganske godt givet ud. Film der efterlader os uden en eller anden for følelse, er ret beset også de man hurtigst glemmer.