Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Insidious 2 (106 min.) Biografversion / Universal
Anmeldt 3/12 2013, 17:40 af Torben Rølmer Bille

Spild af tid og penge


Spild af tid og penge

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

En sikker regel når det kommer til amerikanske film er, at hvis noget er blevet en succes så er der nærmest sikret en toer. Dette er også sket for spøgelsesfilmen Insidious, der nu er klar med det andet kapitel i de danske biografer. Lige som man troede at alt åndede ro hos familien Lambert, skal det vise sig at en fortidens hemmeligheder begynder at trænge sig på med frygt for at knuse deres idyl.

At være vidne til Insidious 2 kan bedst sammenlignes med de uheldige minder undertegnede har fra dengang Poltergeist III blev set. Insidious 2 virker nemlig lige som førnævnte film, som en film der i udgangspunkt har haft en masse gode intentioner om at fortælle en medrivende gyserhistorie, men som fejler miserabelt, takket være en masse tøris, skuespillere der ikke leverer varen og grundlæggende dårligt håndværk.

Alle delelementerne er ellers på plads. Vi har en familie der hjemsøges. En mor der er frygteligt bange på hendes børns vejene. Et medium som er dødt, men som måske ikke har taget alle sine hemmeligheder med sig i graven. Et par kvikke fyre, der er i familie med den afdøde spiritist, som begge skal fungere, som de der kan sikre befriende latter, når nu alt det andet bliver for uhyggeligt og ikke mindst en samling væmmelige gespenster, der kan dukke op over det hele.

Det er bare ikke nok!

Filmen slæber sig af sted i et forudsigeligt tempo der gør, at alle der holder af denne type genrefilm rent ud sagt begynder at kede sig bravt. Der er intet overraskende, nyskabende eller opfindsomt ved Insidious 2, det er bare en film der mest af alt virker, som om den vil vise, hvor god den er til at genbruge ideer fra både sin forgænger og en lang række andre gespenstfilm.

Det som er allervigtigst i denne type af film, er at få bygget en trykkende, uudholdelig stemning langsomt op, så chokket vitterligt kommer som en sjælden overraskelse. I denne film vil alle der har set mere end én gyserfilm vide præcis, hvornår filmmagerne har tænkt sig at vi skal hoppe i stolen. Hele tiden virker det som om, idet filmen først er begyndt at tage fart. Det gør vi bare ikke. Den fysiske fornemmelse af adrenalinen der suser gennem kroppen udebliver og man sidder tilbage og ønsker blot at man havde lidt mere sodavand, eller at filmen var kortere. Ja, det er faktisk så slemt.

Selv om filmen både lader den kvikke biografgænger opdage et klip fra Carnival of Souls der bliver vist på et TV og på den måde trækker den intertekstuelle kanin op af hatten, så er der skiseme lang vej fra Herk Harveys mesterværk til denne ultratynde kop spøgelses-te. Eksempelvis er der i filmen fra 1962 aldrig en scene, hvor indholdet i en vasketøjskurv pludseligt (på spøøøgelsesagtig vis) ændrer sig fra det klip hvor husmoderen går op af kældertrappen, til det næste klip hvor hun sætter kurven på bordet. Ups, det var nok en fejl, ville filmmagerne tænke – men det gælder også filmen som helhed.

Det er ellers en skam, for der er jo et publikum for de gode, mindre udsplattede og stemningsfyldte horrorfilm i denne genre. Det er også underligt at en ellers så kompetent instruktør som James Wan (der både har givet os den opriginale Saw, The Conjuring (aka. Nattens Dæmoner) og den stemningsfyldte Dead Silence) sammen med Leigh Whanell – der skrev manus til den første film i serien, ikke har formået at gøre deres arbejde bedre. De er begge kompetente udi genren og har før vist deres værd. Hvad der er gået galt kan man kun gisne om, men galt er det altså gået.

Derfor runger det velmenende, spøgelsesagtige skrig fra kapellets korridorer: ”…gør som filmselskabet…. spar på pengene….” og brug dem så i stedet på gysere der har langt mere bid.


Forrige anmeldelse
« Stitches «
Næste anmeldelse
» Mad Ship »


Filmanmeldelser