Oprindeligt blev Prins Caspian udgivet som den anden i rækken af C.S. Lewis' Narnia-bøger, og det samme er altså tilfældet med filmversionerne. Udgivet i 1951 er bøgerne før Ringenes Herre satte nye standarder for fantasy-verdener, men filmatiseringerne - både Prins Caspian og den første - lægger sig mere op af den børnevenlige stil fra Harry Potter filmene. Dette ses både på historiesiden og på den visuelle side, hvor der er gjort meget ud af at gøre det hele overskueligt og letforståeligt.

Historien foregår 1300 år efter Løven, Heksen og Garderobeskabet, men på grund af den magiske forskydning der er mellem vores verden og Narnia, er der børnene fra den første film som er hovedpersonerne, blot et år ældre. Peter, Susan, Edmund og Lucy savner deres tid som konger og dronninger i Narnia. Samtidig står det skidt til i Narnia, hvor de ondskabsfulde Telmarinere har invaderet landet og alle de overnaturlige væsner anses for udryddet.

Filmen starter da den onde Miraz får en søn, og dermed ikke længere har brug for Prins Caspian. Caspian stikker af og finder ud af at de gamle legender taler sandt, og Narnia er fyldt med overnaturlige væsner. Caspian, som en retfærdig prins, slutter sig til Narnias væsner, og kæmper mod de onde Telmarinere. Han tilkalder Peter, Susan, Edmund og Lucy til at hjælpe, og de ankommer ved Cair Paravel, deres gamle slot som nu ligger i ruiner. Langsomt går det op for dem, at det er lang tid siden de har været i Narnia, og at de anses for legender. Da de endelig møder Caspian, står de sammen for at bekæmpe den ondskab som har invaderet Narnia.

Her kommer filmen til kort, for der er intet i vejen med historien - som denne gang er tilpasset filmmediet noget mere end sidste gang - men karaktererne fremstår svagt; de er mere karikaturer end egentlige personer som publikum kan engagere sig i. Dialogen kollapser til de rene klichéer og det hele drejer sig om at bevæge historien fremad. Problemet er blot, at historien er set mange gange før, og når persongalleriet er ligegyldigt, bliver historien det også. På trods af de voldsomme slagscener, er det svært at lade sig rive med.

Den samme hårdhændede fortællestil gennemføres også på billedsiden, hvor farvesymbolikken er ganske tydelig: Miraz' borg henligger altid i mørke skygger, og ses som regel kun om natten, hvor det hele flyder sammen til en dyster monokrom. Modsat er de frie områder i Narnia fyldt med lys, varme farver og klare billeder. De visuelle effekter - altid vigtige i fantasyfilm - er acceptable men ikke overvældende. Lidt skuffende, når man tænker på at det er Disney som står bag.

Det er ikke fordi Prins Caspian er en dårlig film i sig selv, og den vil helt sikkert tiltale det yngre publikum som savner gedigen fantasy indtil den næste Harry Potter film kommer senere på året. Det er dog netop det som er problemet: der er mange fantasyfilm disse dage, især rettet mod et yngre publikum, og her rammer Prins Caspian under målet - i konkurrence med netop Harry Potter må man sige at Prins Caspian ikke lever op til forventningerne. Det til trods for at forlægget sagtens kan måle sig med Rowlings bøger. Det er en skam at Lewis' bogs fulde potentiale ikke udnyttes.